Der er sket meget for Clarissa Connellys karriere, siden hun optrådte på Roskildes Rising scene i 2018. Hun har i mellemtiden udgivet albummet The Voyager (2020), der både blev startskud til den danske kunst-app Vandringen, og som sidste år vandt Nordic Music Prize til by:Larm i Oslo. Det med rette, for der findes ikke rigtig nogen, der begiver sig ud i de samme musikalske eventyr som skotskfødte Connelly på den danske eller nordiske musikscene. I Connellys folkemusik-inspirerede artpop mødes melodier fra keltisk musik med store synthesizers og klassisk rock-instrumentation i sin helt egen fortryllede verden.
Kirkeklokkerne ringede over Pavilion, da Connelly gik alene ind på scenen og lagde de første bombastiske elektriske orgeltoner an med teatralsk kast med hovedet. Vi fik lov til at nyde Connellys vokal alene akkompagneret, der absolut er af en anden verden – lidt som en krydsning af Enya og Kate Bush – inden det medbragte band trådte på scenen, i ført de mest nuttede, kitsch kostumer, der lignede noget fra folkeskoleteaterstykke.
I klædt blomster- og narhatte havde Connelly nemlig medbragt et exceptionelt ensemble fra den danske musikscene bestående af Mikkel Trøjborg Fink (Collider) på trommer, Johan Polder (Collider) på bas, Emil Palme (Bona Fide) på guitar og Alvilda Reiter Jakobsen på guitar. Sammen skabte de et fortryllende sammenspil, og gav Clarissas folkede bagkatalog en mere bandagtig lyd. Specielt på ”Mother and Daddy” havde fået en rocket rusketur, og med Connellys blærede vokalfraseringer, lød det næsten som en Throwing Muses sang, hvilket fungerede fantastisk på en scene.
Connellys vokal var dog det absolut bærende element for det fængende fantasy-folk. Man blev konstant blæst bagover af Connellys spændvidde, der strækker sig fra dyb og tjæret til let og luftig – hvordan det kan lade sig gøre at ramme plet på nogle af de finurlige fraseringer på ”A Grain of Sand” live, imponerer mig hver gang, jeg ser Connelly live. Connelly er dog allerbedst, når hun når ind i de skørere og mere eksperimenterende vokalpassager, som fx på ”De Novo”, hvor hun bag keyboardet fyrede growls, hekseskrig og manisk latter af.
Connelly forsøgte også halvt forgæves at inddrage publikum i skønsangen på kanonen ”Silver Sword”, der ellers var et af koncertens mest magiske øjeblikke. Især starten, hvor Connelly og band sang i kanon, havde næsten karakter af en religiøs oplevelse – den der fornemmelse af noget større end en selv, som man får når man står i en kirke.
Alligevel var det som om, at den ellers særdeles velspillede koncert aldrig rigtig kom ud over scenekanten. Jeg ved ikke, om det bare var udfordringerne ved at åbne en scene på Roskilde midt på festivalens anden sidste dag til en halvfyldt, lidt morgen-doven scene, men jeg har set Clarissa Connelly med samme orkesterkonstellation spille mere energiske koncerter før, bl.a. på Alter Festival i 2021, hvor jeg næsten gik grædende hjem, fordi det var så pokkers godt. Koncerten på Pavillon ramte desværre ikke helt det potentiale, som jeg ved, Connelly har. Heldigvis er Connelly selv på en lidt off dag stadig fængslende og fortryllende, og flere ligaer over så meget andet, der spiller på Roskilde, rent musikalsk.
Foto: Mathias Kristensen