Det er nu tre år siden vi sidst har hørt fra ”Københavns beskedne undergrundssupergruppe” (selvudnævnt) Visitor Kane og nu – næsten på årsdagen for udgivelsen af den her på siden roste forløber Change of Heart – udgiver gruppen deres tredje album udspil At Issue. Allerede på Change of Heart blev det bemærket, at gruppen havde vendt blikket mod americana- og mere analoge indflydelser fra deres debutkonstellation som synthduo. At Issue er absolut en fuldbyrdelse af kvintettens affære med countryrocken – en 40 minutters ode til 60’er og 70’ernes rockballader om man vil.
At Issue er nemlig en kæmpe hyldest til den velkomponerede rocksang sådan som far – eller måske rettere farfar også kendte den. Med ørkenhvislende fuzz-guitarer, jangly, brudte akkorder, blues-pianisme og velplacerede horn ridder At Issue derudaf på en vej brolagt med solid nordamerikansk sangskrivertradition, der straks trækker tråde til klassiske navne som J.J. Cale og Neil Young. Begge de forudgående singler “Twist of Mouth” og “Dead Loss” emmer dog begge af mere energi og ikke mindst en mere teatralsk tilgang til komposition, der trækker tråde til 60’ernes britiske pop og de tidlige 70’eres større-end-livet glam-rock ballader.
“Twist of Mouth” er en mørkere, gospel-influeret skæring med ømme »uh«-kor, der leder tankerne hen på nogle mere down-tempo skæringer fra Nick Cave and the Bad Seeds komplet med en lyrisk tematik om døden, løst fortalt gennem en historie om en mand, der har mistet modet – der skal trykkes der, hvor det gør ondt, når Patrick Kociszewski vemodigt crooner »He’s got death in his arms« hen over Kasper Nørregårds bittersøde keyboardmelodier. På “Dead Loss” får hornene en mere central placering i lydbilledet, som sangen bygges op fra sin nedbarberede begyndelse med sagte trommer og akustisk guitar til en glam-countryet sag med, hvor de musikalsk store armbevægelser agerer tiltrængt kontrast til Kociszewskis lamentering over et tabt paradis. Fælles for de to numre er, at de er velkomponerede og velopbyggede. At Issue er eksemplarisk traditionel sangskrivning, og fuldt med genkendelige ørehængende melodier, der altid bygger op mod et crescendo, der giver mening og føles forløsende – det lidt på både godt og ondt.
For når man vælger at placere sig så solidt på skuldrene af en rocksangskrivningstradition med over et halvt århundrede på bagen, kræver det altså at man rammer plet med udførslen, for at lytteren ikke skal være indlagt til en kedelig affære. Visitor Kane brillerer for det meste på den front, og formår på de fleste numre at lægge et c-stykke ind i en anden velvalgt toneart eller smider lidt ekstra krydder i form af, horn, harmonika og violiner på deres crescendoer, så man aldrig rigtig taber opmærksomheden – god sangskrivning lyder altid friskt.
Bedre endnu er det, når Visitor Kane formår at skabe en større musikalsk kontrast mellem vers og omkvæd, som på pladens første numre “All Becomes Dark” og “My Poor Opinion”, der begge har vers med store twangy guitar-hooks og brudte akkorder, der leder tankerne hen på jangle-rock, eller måske nærmere Tom Petty and The Heartbreakers, der sømmeløst flettes ind i blødere og mere simple omkvæd, hvor vokalerne i stedet kommer i fokus – især sætter jeg pris på at bassist Julie Lind har fået kortjansen, da hendes milde vokal er en god afveksling fra Kociszewskis crooning.
Ens interesse fastholdes yderligere af de subtile klaverriffs og horn, der er spredt ud på numrene, men der hvor Visitor Kane virkelig formår at skrive sig udenom americanaen er i Mikkel Holm Silkjærs jazzede trommearbejde, der med spidsfindige skift formår at skabe en ydmyg dynamik i sangene. Det er en fornøjelse, hver gang Visitor Kane skruer ned for guitarer og klaver for at give plads til rytmesektionen. Det bedste patchwork-arbejde findes dog på albummets største basker “The Peculiar Body”, der frenetisk flyder mellem dystre, næsten flamenco-agtige vers med en simpel, men effektiv basgang og gedigent gennemrockede passager med et absurd funky guitar-riff, der kæmper en fredelig kamp med et saloon-klaver. Det er sjovt og legesygt, og et sted, hvor At Issue kommer med nye musikalske idéer indenfor dets veltestede musikalske rammer.
Det er desværre ikke alle skæringer på At Issue der formår at hæve sig selv over albummets referencer. “Been Made” er en rigtig 70’er rocker med harmonika, håndklap, der dog desværre lyder lidt for meget, som om den har været lavet før – måske af Smokie? “Unfortunate One” falder uheldigvis også i samme kategori, og mangler lidt et hook eller noget mere plads til fokus på lyrikken og historiefortælling for at kunne bære sig selv som nummer.
Generelt kunne man godt savne, at der blev skabt en smule mere plads til historiefortælling og spotlight på teksterne – det er trods alt det, country- og folk handler om. Change of Heart er et vidnesbyrd til, at Kociszewski sagtens kan skrive rammende og rørende tekster, hvilket også synes at være Kociszewskis intention med At Issue:
»At Issue er mit forsøg på at beskrive verden gennem abstraktion. Verden er svær at begribe, så det føltes nærliggende at give mig i kast med. At verden kan være svær at forstå, kommer måske ind imellem til udtryk som pessimisme på albummet. Det er imidlertid noget jeg forsøger ikke at være, og jeg synes jeg kan finde lyse sider ved næsten alt. Titlen beskriver, for mig, denne position godt med sin iboende dualisme.«
Pessimismen, men også med et ønske om et håb, der ikke rigtig er der, er dog de temaer, jeg opfanger, når jeg lytter til At Issue. Der er lagt i luften til bittersød nostalgi, der passer perfekt ind i country-rockens rammer. Desværre bliver meget af lyrikken tabt i produktionen, og man kan på mange af pladens numre ikke rigtig fokusere nok på lyrikken. Det er en skam, da man går glip af mange af Kociszewskis evner som fortæller, der kunne have løftet albummet til den eminente lytteoplevelse, der er potentiale til. Det er også derfor, at jeg faktisk ender med at savne flere primært akustiske skæringer som “Contemporary Devotion” (Crosby, Stills og Nash har ringet), hvor den hjerteskærende tekst om det håbløse håb, virkelig får lov til at være nærværende:
»Guide me for a moment so I don’t stray / A way from the path you have laid / Follow you, only whisper where too / Drag me if you can / Out of the blue / What if you can?«
Selvom jeg på de første lyt ikke var så glad for nummeret, var det midt i Kociszewskis inderlige levering, at jeg indså, at det var her, At Issue nåede sit fulde potentiale. I sammenstødet mellem melankolien og de velstøbte rock-rytmer og -melodier, i forsøget på at finde fremadsyn i al nostalgien, både tekstmæssigt og musikalsk. Så selv om det er gamle toner i nye klæder, er det et glædeligt gensyn med Visitor Kane, der lykkes med at ”make americana great again”.
