En Attendant Ana blev dannet i 2014 og startede lovende ud med deres første album Lost & Found i 2018, opfulgt af Juillet i 2020, der udkom lige før verden faldt sammen om ørerne på os.
Bandets forkærlighed for tidligere årtiers indiepop og fransk avant-pop har altid været tydelig, og gruppen nævner selv Electrelane og Stereolab som forbilleder, men flere numre på de to foregående albums kan lige så vel sende ens tanker i retning mod et andet indiepopband – de canadiske Alvvays. En Attendant Ana har aldrig været bange for at skille sig ud fra andre bands med deres helt egen lyd og mix af stilarter – indiepop, jazzede toner og til tider næsten lidt bossanova-stil og de har nok også på mange områder været frontløbere med deres helt egen kombination af fransk pop og tidlig/helt nutidig indiepop.
Nu er kvintetten fra Paris tilbage med deres hidtil stærkeste og også mest følsomme udgivelse. Allerede ved de første gennemlytninger af Principia bliver man nærmest overrumplet af den oprigtige energi og nerve gruppen besidder. Det er også første gang de på helt egen hånd selv har udformet et album – lige fra den første idé til den endelige produktion.
Principia fremstår som album meget egenrådigt og endnu mere modent end deres to tidligere plader. Det er egentlig både godt og skidt. Lyden er mere varieret og gruppen virker mere legende med produktionen end på de foregående udgivelser. Men det kan også være en farlig vej at begive sig ud af – mere om det senere. En Attendant Ana har på bare fem år udviklet sig enormt, og det er virkelig svært ikke at blive forelsket i frontvokalen Margaux Bouchaudons melankolske og alligevel kontante stemme og hendes, i øvrigt, utroligt klassisk engelske – på trods af gruppens franske ophav.
De 10 sange på har alle noget på hjerte og er skabt ud fra bandets egen forundring over både vores menneskelige relationer og den verden, vi lever i (eller måske den nye verden vi alle stadig er ved at vågne op til?), og de kigger både dybt indad og uendeligt langt udad i deres søgen efter svar.
Åbningsnummeret, som også lægger navn til albummet, sætter stemningen for hele pladen med en blanding af traditionel indiepop, krydret med et næsten sørgmodigt guitar-bagtæppe. Et perfekt lille skævt guitarriff på et helt uventet tidspunkt sidst i nummeret får undertegnede til at sende kærlige tanker mod (de meget mere skæve) Big Thief. I det hele taget er der så mange nuancer og små finesser, at “Principia” vokser lidt i sig selv ved hver gennemlytning.
Albummets mest solide nummer “Wonder” lander som ud af en anden dimension og fremstår på sin helt egen måde både intenst flirtende og forførende dansevenligt. Både tempoet og nummerets opbygning er markant anderledes end albummets øvrige numre. Vi lægger ud med Margaux Bouchaudons krystalklare og lidt skrøbelige vokal og fede guitardetaljer. Men pludselig sker der noget. Et temposkift. En solid og heftig bassline, der lige så vel kunne havde været spillet af Martin Sköld fra svenske Kent, overtager og nummeret forvandles til ét langt gentagent omkvæd, som begynder stille og uskyldigt og alligevel hurtigt bliver isnende selvreflekterende:
» I’m a good human being / My mama said / And I hope she’s right / Who am I fooling? / Where’s that tape / To rewind?«
“Ada, Mary, Diane” byder endnu en gang på en svævende og drømmende vokal og Bouchaudon filosoferer over kvindelige artisters rolle i kunsten. Et evigt repeteret omkvæd opstår undervejs og nummeret indeholder et blæserarrangement, som kunne få nummeret til at lyde som noget fra en helt anden tid. Og “Same old Story” byder på jazz og psykedelisk fransk pop. Albummets næstsidste nummer “Anita” er af bandet opkaldt efter NASA’s forskningsprojekt af samme navn og handler om trangen til af undslippe nuet og blive erstattet af en bedre version af én selv. Her kombineres bassen med fine enkle guitarriffs, som synes inspireret af alt lige fra det engelske postpunk-band Dry Cleaning og lyden af deres “Scratchcard Lanyard” til en meget, meget ung The Edge fra start 80’ernes U2. Helt forrygende!
Principia er bestemt et imødekommende og interessant album. Man føler sig inviteret indenfor, i et intimt rum, og er sammen med bandet med til at udforske et anderledes lydunivers. Stilarter blandes – indiepop, fransk avant-pop og en snert af bossanova – og nye veje lægges. Der sker i det hele taget ret meget på Principia. Hvis man som lytter vil forføres, bliver man det absolut her – frontvokalen Margaux Bouchaudon er både flirtende og intens i sin lyd. Kvintetten er tro mod deres helt egen energi og nerve, men modsat det mere sammenhængende lydbillede og den mere konstante retning på de to foregående albums, kan man godt blive lidt i tvivl om hvor vi egentlig skal hen her. Skal vi drømme? Skal vi fordybe os uendeligt? Eller skal vi danse? Den manglende helhedsfornemmelse og uvisheden om hvilken retning albummet egentlig har, betyder at jeg trods alt kun svinger mig op til fem U’er. Men det betyder egentlig ikke så meget – lige meget hvad vil jeg stadig meget gerne med!
