Udover at melde sig under fanen af bands, der på kæk, tenderende nihilistisk vis har valgt et navn, som er umuligt at søge frem uden at få flere millioner hits på Google, så er Bodywash hverken et drilsk eller sortsynet foretagende. Der er alvor, men også vitalitet at spore i canadiernes særegne mix af shoegaze og drømmepop.
Bodywash er en Montrealbaseret duo bestående af de tidligere studievenner Chris Steward og Rosie Long Decter, begge alumner fra byens McGill Universitet, som har for rygte at fostre alternative musikalske talenter, hvor det mest kendte eksempel må være Arcade Fire. Gennem projektet Bodywash, som startede i en kollegiekælder under campus, har Steward og Long Decter fundet fælles fodslag trods ellers forskelligartede musikalske baggrunde i henholdsvis indie/shoegaze og americana/folk. Og det er måske især dette møde, der definerer lyden på I Held the Shape While I Could, gruppens andet studiealbum siden debuten Comforter fra 2019.
Modsat lyden på Comforter og den medbetydning,der ligger i dén titel, så er indeværende udgivelse ikke et beroligende tæppe, man kan svøbe sig i, men måske snarere lyden af det indre skred, der sker, når de ting, man ellers klamrer sig til i tilværelsen, forsvinder. Bodywash glider således ind og ud af eksperimenterende støjflader, der skiftevis brydes op af numre bestående af glitrede synthrock sekvenser, garagepop à la Blur og hektisk shoegaze.
“In As Far” åbner pladen med en stilfærdig rejse gennem ekkodale af syntetiske stemmer og vibrerende bækkener, før et umiskendeligt 90’er-klingende, Moby-esque trommetrack bryder stilheden hen mod nummerets afslutning. Opfølgeren “Picture Of” starter som et klassisk shoegazenummer med en svævende tolvstrenget og Long Decters perlende vokal som vejviser. Nummeret byder dog på nogle ret poppede breaks, som på forfriskende vis bryder med genren.
Hvis forrige nummer letter mod himlen, så er “Massif Central” lyden af de kaotiske minutter, hvor det går op for passagererne, at flyet styrter (ned i den franske region af samme navn?). Verset er en sælsom dans med temposkift og skæve akkordvalg, og i omkvædet snurrer en løssluppen distortion os ud af kontrol. En eksperimenterende instrumental intermezzo, “Bas Relief”, muliggør, at stemningen igen løfter sig og fører os videre ind i pladens brogede univers. Disse ganerensere er der en håndfuld af på pladen, og de skal øjensynligt fungere som den underspillede lim, der binder den blandede samling numre sammen, men er i sig selv også forglemmelige.
“Perfect Blue” er med sin kantede fuzzguitar og drævende tempo som snydt ud af næsen på en 90’er garagepop/rock-liste med naboer som Blur og Dandy Warhols. Steward optræder her, som på enkelte andre numre, som ledende vokalist med sin glatte røst. “Kind of Light” lægger lidt fedtfattigt fra land med små søde synth-skvulp og bløde ord: »I’ll make a mirror out of the things you left behind / I’ll make a mirror out of a certain kind of light«. Dog rumler en elektrorockbanger i maven på bæstet, som til sidst når at vise tænder med hvinende guitarsirener og en dybdeborende, basset synth.
Med undtagelse af den tostemmige, upbeat shoegazer “Sterilizer” er der en lidt kedelig, eller i hvert fald forudsigelig, tendens til, at pladen inddeles i “hans” og “hendes” numre, hvor han tilsyneladende forbindes med og agerer leadvokal på de mere rockklingende numre, og hun på de lettere og mere poppede numre. Dette, og så de tilbagevendende eksperimentale mellemsekvenser, er den primære årsag til, at pladen i sin helhed fremstår en smule usammenhængende eller diffus i sit udtryk. Og det er ærgerligt, for højdepunkterne befinder sig klart i de øjeblikke, hvor alle de udtryk smelter sammen. Som for eksempel på “Ascents”, hvor galloperende synth og et syntetisk multistemmekor møder de højtsvævende, tolvstrengede riff i en sprød forening.
Ingen af numrene gør noget kæmpestort væsen af sig rent melodisk, men gruppen formår alligevel at servere en fin håndfuld atmosfæriske, behagelige numre i drømmepopspektret, som, udover at være et behageligt bagtæppe til dit melankolske forårshjerte, i hvert fald vækker interessen for at følge gruppens fremtidige udspil.
