Det er fredag aften og et dunkelt rum fyldt til renden med nysgerrige jazzentusiaster, mild snak og en bitter-sød duft af Brooklyn IPA’er, sætter stemningen på det lille Aarhus-spillested Radar. Scenen er omdannet til et bueformet fort af effektpedaler og østlige percussion-instrumenter. Forventningerne er store til den anderkendte indie-jazz kvartet Girls in Airports, som de seneste år har sat sig tungt på den moderne jazzscene i både indland og udland. Og koncerten i aften er en af brikkerne i københavnernes forårsturné, som skal sætte sejl på deres ottende skive. Men hvordan gik det så? Jo, det svar kan jeg trygt efterlade til titlen på deres nye skive, How It Is Now. Det var nemlig en følelse af at være til stede lige nu, som de fire musikere efterlod i deres musik og dermed karakteriserede aftenens succesfulde koncert.
Det startede ellers ud med en beskeden indtræden, hvor de fire fyre indtog deres pladser på listetæer under en lidt for kort klapsalve fra de ellers mange beskuere. Den stilhed varede dog ikke længe, da Girls in Airports vendte op og ned på det hele ved at feje benene væk under publikum med et sansebombardement af medrivende melodier og skæve swing-grooves. Det tager for det meste lidt tid før et band har spillet sig varme, men rent musikalsk føltes det som om, at de allerede havde spillet en times koncert før folk indtog deres ståpladser. Musikernes intense blikke og vippende hoveder tydede på, at de var i fuldkommen kontakt med den musik, de præsenterede. Og deres indlevelse kunne uden tvivl mærkes på den anden side af scenenkanten.
Efter en rigtig stærk takeoff med det nye nummer “Plants”, blev den tunge røg omfavnet af en rødlig farve i forening med et nummer i lavere tempo, som gav fyrene bag musikfortet anledning til at kigge publikum i øjnene for første gang. »Hov, vi glemte helt at præsentere, hvad vi spillede«, siger saxofonisten, Martin Stender, lidt beskedent et tidspunkt. Men det gjorde ikke noget, da man tydeligt kunne mærke, at de ikke var kommet for showets skyld, men derimod kærligheden til musikken og med ønsket om at vise den til de mange, der dukkede op. Der er nemlig »mange fra København, der elsker os, men flest, der digger det her musik i Aarhus« nævnte saxofonisten efterfølgende med et nikkende bifald fra publikum.
Ikke nok med det, så viste kvartetten hvor rutinerede de var på deres instrumenter og ikke mindst i deres sammenspil, som var i topform. Under flere numre føltes det som om, at de smed en masse tilfældige toner og rytmer ud, men som gang på gang blev grebet og ramte i perfekt forening med resten af instrumentationen. Det skete især under nummeret “18”, som gav et sus igennem alles kroppe efter tre minutters intens tomme/percussion solo, efterfulgt af et pludseligt break. Her vågnede tilskuerne for alvor med store bifald og hujen, som kunne høres udenfor, hvor det silede ned med regn.
Netop denne oplevelse fik folk til at lette over gulvet med de raffinerede nordiske toner under sig – en følelse, der på mange måder er synonym med frihed, og som er umulig at fange, hvis det ikke er live. Andet sæt bød på mindst lige så smukke dissonanser og kontraster, der gav mere kant til deres indie-jazzede udtryk. Særligt iørefaldende var et vildt sammenspil mellem Martin Stender og pianist, Mathias Holm i “Curtan of Life”, hvor sammenknebne grimasser og medrivende opbygninger fik endnu mere swing i publikums fodtøj. Det føltes nærmest som om, at de svævede ud over scenen og et øjeblik forsvandt ud i en anden verden, hvor græsset var lidt mere lysegrønt end i den virkelige verden.
Det var helt specielt at mærke, hvor dygtige og rutinerede musikere Girls in Airports er. Vil de vælte publikum fuldstændig til deres næste koncerter, kunne de godt løsne sig endnu mere fri fra de gennemarbejdede numre og give plads til yderligere spontanitet. Alligevel formåede de at fastholdte en evigt fascinerende glød under koncerten og skabte så stor forløsning, at de mod slutningen fik revet publikum med under vild begejstring. Derfor mindede Girls In Airports os en regnfuld fredag aften om, hvad musik er for en fantastisk størrelse, og hvordan det skal lyde live for at alle træder ud af døren med et »wauw« på læberne.
Fotos af Aleksander Eilertsen Espelid
