På dette års Roskilde Festivals sidste spilledag, havde Girls in Airports fået æren af at puste lidt liv i festivalfolket på Gaia fra kl. 12.00. Indrømmet; måske er Girls in Airports’ kernelyttere ikke, som festivalgæster er flest. Bag mig kunne jeg i hvert fald høre nogen stå og diskutere, hvorvidt stifter og saxofonist Martin Stender spiller altosaxofon eller tenorsaxofon. Jeg har glemt, hvad de endte med at konkludere, men det betyder heller ikke det store. Det, der var i centrum, var ikke så meget de enkelte instrumenter, som det var samklangen imellem dem.
Martin Stender bød publikum velkommen på denne sidste, musikalske rejse. Og det var en rejse med mange afstikkere. Bandet, som foruden Stender består af keyboardspiller Mathias Holm, trommeslager Anders Vestergaard, og percussionist Victor Dybbroe, startede i et roligt hjørne, fordi det – som Stender udtrykte det – kan være godt at starte et roligt sted. “Lin” er en rolig komposition og ganske rigtigt et godt sted at starte. Som musikken fra de øvrige scener begynder at dundre over dyrskuepladsen, var det en god ting, at de fleste stille passager var placeret i første halvdel af sættet. Publikum kunne uforstyrret fordybe sig i den særegne klang fra Holms håndbetjente pumpeorgel og langsomt komme hen mod en tilstand af noget lidt mere ekspressivt og utøjlet.
Girls in Airports havde i hvert fald medbragt materiale, der var noget mere intenst i forhold til samspillet mellem de trommer, percussion, saxofon og Fender Rhodes. Heriblandt et nummer i 5/4-takt, efter hvilket Stender grinende bemærkede, at Alien & Ko havde sluttet sig til selskabet.
Jeg finder det vanskeligt helt at kunne beskrive lyden af musikken. Det er ikke klassisk jazz, det er heller ikke for alvor ambient, eller indierocket. Flere udtryk bringes sammen. Med introduktionen til “Kaikoura” fra 2013-albummet af samme navn, kom Stender alligevel tæt på, da han fortalte, at Kaikoura er en by, hvor hvaler flokkes ud fra. Det giver nogle billeder og omgivelser at koble op på musikken.
Det var interessant at se bandet kommunikere internt, mens de spillede. Blikke blev udvekslet, og der blev foretaget sømløse skift i tempo og klang. Man kunne mærke, at bandet ikke improviserede, men havde en klar idé om, hvad de ville med de forskellige overgange mellem numrene. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at en mere klar rute for rejsen var blevet delt med publikum. Glimtvis var man overladt til udstrakte polyrytmiske dueller mellem Vestergaard og Dybbroe, som for min smag befandt sig noget langt fra koncertens ellers så rolige udgangspunkt.
På hittet “The Grass by the Roses” havde bandet igen styr på vejen, og nummerets fusion af jazz og popelementer gav publikum mulighed for at nikke med hovederne i gode gamle 4/4-takt. Til slut fik “Plants” fra bandets nyeste plade, How It Is Now, i kraft af en stor variation i dynamikken og en flot tværfløjtesolo fra Stender skabt en succesfuld forløsning for sættet, der brød genrerammer, når det var bedst, men også undervejs var til fals for mere retningsløse ekskursioner.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
