Julie Pavon og hendes medbragte instrumentalist samt danser Jeremy Troy havde tydeligvis fået memoet om, at det var hurtigbrilledag på Syd For Solen om fredagen. Solbrille-gamet var i hvert fald i top og danseskoene kridtet, da det danske alternative pophåb hoppede op på Højen, klar til at fortsætte fredagsfesten for den halvbeskedne gruppe mennesker, der ikke havde travlt med at sidde på dertil indrettede og tylre To Øl, mens de ventede på Aphex Twin.
På trods af de tvivlsomme lydforhold omkring Syd for Solens lille scene, kunne man dog stadig godt mærke den gode stemning i luften, da den saftige bas på Pavons backingtrack begyndte at presse de allerede hårdt prøvede subwoofers. Fredagsfunken havde allerede fået publikum til at begynde at nikke med hovederne i første nummer og Pavon og Troy var elektriske fra start.
Pavons catchy og knivskarpe housepop er også en oplevelse, der i hvert fald indtil videre kun rigtig eksisterer live. Pavon har hidtil kun udgivet tre – virkelig gode – singler, men manglen på bagkatalog er også den ellers så enigmatiske performer største hæmsko live. På trods af de mange knirkende housebeats, fængende guitarhooks, distinkt vokal og lækre synthsmelodier, mangler mange af sangene den genkendelsesværdi, der skal til, for virkelig at få en popkoncert op at ringe – især når mange af dem opføres udelukkende over et backingtrack. Jeremy Troy kan fyre nok så meget sass og vilde moves af i baggrunden, men der gik altså lidt for meget cool karaoke-stemning i de første par numre.
Da Troy derimod fik tag på trommerne og guitaren, kom der dog andre boller på suppen – det var som om at liveinstrumenterne pustede nyt liv i koncerten og i publikum. De kunstige tintrommer og lækre new-wavede guitarriffs på Pavons materiale kunne pludselig mærkes i kroppen, stemning begyndte at blive hedere, selvom Søndermarken blev koldere i skyggen. Varmen kunne tydeligvis også mærkes på scenen, hvor Pavon smed jakke og solbriller og blev forvandlet til en ren energibombe, i et Mick Jagger-esque dansefit, der varede resten af koncerten.
Pavon er nemlig absolut lige så meget en performer, som hun er musiker – og det er en kæmpe ros. Sjældent har jeg set nogen eje en scene så nonchalant og se ud til at nyde det så meget i mens. Med en tour de force af intense blik og high kicks kan Pavon sparke liv i et hvert dødt publikum. At der blev kræset for showet kom også til udtryk i den meget cute koordinerede dansekoreografi, som Troy og Pavon måske havde stjålet fra dagens bedste act, Confidence Man, og en investering i props som blomsterhandsker og ikke mindst tre spejle, som Pavon selvsikkert kiggede i og dansede omkring under den dampende banger ”Jealous”.
For da Pavon endelig nåede til hendes udgivne materiale, boblede al koncertens uforløste potentiale lige pludselig op til overfladen. Man kunne høre folk i de forreste rækker synge med på 2020-singlen ”Herd Animals” og da den ”Funky Town”-agtige riff fra hittet ”Don’t Call Me Out” ramte, kogte ”Højen”. Der blev danset med armene i vejret, både Pavon og Troy var på vej ned i pitten, og efter det fænomenale klimaks tror jeg, at både publikum og band gik fra Højen med et kæmpe smil på læben. Pavon er måske stadig en usleben diamant, men med et større bagkatalog og et større liveband er der mere end potentiale for, at hun kan hoppe ud over scenekanten og helt til tops.
Fotos af Daniel Nielsen
