Behøver Aphex Twin en introduktion? Den banebrydende britiske komponist og DJ har skubbet til den elektroniske musiks grænser i over 30 år, og det var da også hurtigbriller i alle aldre, der var samlet under egetræerne i Søndermarken for at overvære det kompositionelle genis første besøg i det danske, siden hans klubnat på Tap1 for næsten 12 år siden.
Det er heller ikke noget nyt, at man ligeså godt kan lægge forventninger og forudindtagelser til side, når Richard David James står bag pulten – hitparader plejer man i hvert fald at skulle kigge længe efter. Men hvis man kan kaste sine “Ageispolis”-, “Windowlicker”- og “Come to Daddy”-drømme af sig uden for festivalpladsen, er man formodentlig indlagt til en udsøgt selektion af Aphex’ eget og andres techno, jungle og house-tracks. Denne fredag aften i Søndermarken var heller ikke anderledes, Aphex svævede forbi den gængse folkefest, men gav i stedet os lyttere gaven af årtiers håndplukkede numre fra et af de bedste technoører, der nok er at finde på planeten. Nok også lidt af en fuckfinger til alle dem, der blot var mødt op for at se giraffen, og til sølle anmeldere som mig, der skal gøre et usselt forsøg på at formidle, hvad der skete under koncerten – men en god fuckfinger er sgu også noget, jeg sætter stor pris på.
James var i hvert fald en drillepind den første halve time af sættet. Gemt væk bag sit double-Macbook setup og hans gigantiske LED-kube var budskabet klart: nyd musikken og drop jeres ynkelige idoldyrkelse. De første par minutter blæste dissonant, elektronisk støj gennem Søndermarken i fuld stereo i varierende lydstyrke – det første af mange velkomne what the fuck-øjeblikke. Herefter gik James amok med en kakofonisk, perverteret nedsmeltning af støj, acid og breakcore, subwooferne skulle lide, og de mange eksplosioner af knivskarpe snares, der bed sig fast i fødderne som en sulten flok piratfisk. Der har sikkert været brudstykker af numre fra Come To Daddy og ..I Care Because You Do, men Aphex lykkes altså ret så herligt med at forskrue sine egne forskrueligheder til uigenkendelig. Absolut ikke dansabelt eller nødvendigvis godt for ens mentale helbred, men ondt og vildt på den helt rigtige måde, hvor man simpelthen fik lyst til at æde Søndermarkens tørre jord.
Herfra virkede Richard D. James dog til at gå over i et mere publikums-pleaser humør – ja, resten af hans set var rent ud sagt dansabelt. Musikken slog over i en mere trancet og Deep House’t vibe, af den slags man kender fra Aphex Twins mesterværker, Selected Ambient Works, dog med mere bas og beat, så det var næsten skræddersyet til den chillrave i skoven, som omgivelserne lagde op til. Her fik vi også de uendeligt mange lasere at se, som storskærmene havde advaret os om. Blå og grønne lystråde spandt sig som et spindelvæv over pladsen under den trancede og jagende “D-Scape”, og kiggede man på de små lysprikker i træerne, var det næsten som at flyde igennem en stjernebesat psykedelisk nattehimmel. I det hele taget var der ikke sparet på lyset, og under hele koncerten viste de mange LED-strukturer på scenen forvrængede billeder af Aphexs album covers, så folk rigtig kunne tænke på den ene sang, de måske kunne huske, men ikke fik lov at høre.
Da James satte tempoet ned og gik over i den mere melodiske house, blev det især tydeligt, hvor dygtig en DJ og komponist han egentlig er. Basgange flød sømløst ind og ud af hinanden, snare-stykker blev lagt på lag og afløste hinanden med millimeterperfektion, og beats flød ind i hinanden i et net af komplekse melodier og rytmer. Koncerten var som en lang rejse gennem et hav af følelser og stemninger, et langt nummer, en lang varm sommernat med pludselige udbrud af torden og lynild.
De sidste 30 minutter var dog der, hvor jeg for alvor blev en meget glad lille technopige, for Aphex Twin fik hevet noget jungle op af tasken, og der gik gedigen dansefest i den. James balancerede mellem sexede baslinjer og komplekse rytmer, der ledte tankerne hen på forbudte 90’er-fester og hans tidlige mesterværks-EP’er som Digeridoo, Xylem Tube EP og Donkey Rhubarb – et par personlige favoritter. Det var egentlig kun prikken over i’et, at James lukkede tilbage i støjens verden med en manisk musikalsk nedsmeltning de sidste fem minutter.
Hele audiensen led dog under festivalsetup’et. Det var alt for tydeligt, hvor mange, der blot var kommet for at se giraffen, hvilket betød, at folk stod som sild i en tønde, mange uden at bevæge sig overhovedet, men i stedet optaget af berusede samtaler om, hvor fedt det var at se Aphex Twin live. Det var super synd, for James havde medtaget et tilgængeligt sæt, hvor man tydeligt kunne mærke hans baggrund som DJ til de britiske undergrundsraves i klitterne, hvor betalingen foregik i cannabis. Desværre var publikum bare ikke klar på en autentisk skovrave, men jeg er stadig benovet over James’ DJ- og kompositionsevner og ville give min højre arm for at få et kig i hans personlige musikkartotek.
