Vi startede ellers godt ud. Ja, lige bortset fra en kaloriefattig publikumsmængde, der kunne tælles få rækker bagud. Setuppet var lovende med en sidevendt trommeslager, en cellist omgivet af effektpedaler og en keyboardspiller, der trippede efter at fyre de første toner af på sin synthesizer. Og indgangstracket “Darkest Hour” spredte godt nok også en dyster hiphop-setting ud over plænen med en tung tåge af rytmiserede synth bass opgange. De mørke momenter bliver ved med at fylde den ellers solrige plads med triphoppede “The Great Hope Design” og “High Alone”, hvor tørre lilletrommeslag og alverdens effekter fik celloen til at lyde som alt andet end et strygeinstrument. I et af breakene står forsangerinde Sevda Alizadeh klar med maverullende havfruerumba og et luret blik ud mod publikum, som om, der er flere overraskelser på vej. Og det var der sørme også, men ikke de gode af slagsen.
Pludselig vender den iransk-hollandske sangerinde nemlig det hele 180 grader på en tallerken på “Oh My God (Sleepnet X Sevdaliza Remix)” fra hendes seneste EP Raving Dahlia fra 2022. Her er vi ovre i nogle drumpad-trapbeats, som rent musikalsk ikke som sådan stikker ud. Lige indtil et instrumentalt techno-intermezzo slår ind og giver sangerinden anledning til at eksplodere med en ucharmerende og strengt malplaceret dans, der ligner noget fra ungdomsspillet Fortnite. Og har du ikke været vidne til computerspillets interne trin, så er vi ude i kiksede boogiebevægelser med rullende underarme, som skifter mellem top og tå. Publikum havde fået godt med specialøl indenbords, så nogle dansetrin, havde de intet imod.
Og de fik da kun mere for pengene herfra. Musikken fortsatte med at eskalere i trap-drops og dansetrin, som nærmest blev erotisk forførende. Og lidt paradoksalt nævner hun med en begejstret røst i stemmen at »hun kommer helt til at savne sit barn, når hun går rundt på sådan en familievenlig festival som Heartland«, hvorefter hun på det The Voice venlige DJ-nummer “Everything Is Everything” hiver fat i skridtet og hiver armen frem og tilbage. Måske Highland-scenen var det eneste børnefri område på festivalen i hendes øjne. Hvem ved?
De tre musikere i baggrunden valgte at følge samme formel. Først nogle Portishead inspirerede numre med et alternativt og vellykket udtryk, som musikalsk set havde trådene på plads, hvorefter de transformerede sig til en DJ trio, som skøjtede hen over den overfladiske is. Trommeslageren droppede det klassiske trommesæt og vendte rykken til publikum for at spille drumpad imens celloen druknede i et alt for højt track fra højtalerne. De fik da også vist lidt arabiske skalaer i begyndelsen, men ligesom alt andet, blev det overtrumfet af usmagelige ravetracks og fremmedgørende autotune effekter på den ellers søde vokal.
Heldigvis landede hun imponerende smukt på slutnummeret “Rhode” med et dunkelt rhodes-klaver tema og 90’er inspireret hiphop-beat. Alizadeh lagde blidt en skrøbelig og hæs stemme oven på en flot opbygning, som kulminerede i en trashet synthsolo, imens hun boksede ud i luften som en karakter fra videospillet Tekken.
Alligevel er det uhyre ærgerligt, at gruppen fire-fem numre inde i koncerten valgte at høste billige point med upersonlige trapparty-beats fra de rotterdamske undergrundsklubber. I denne midt-suppedas var Sevdalizas timelange danseforestilling godt nok underholdende og fik festivalsgæsterne til at feste med, men den musikalske kvalitet blev desværre kvalt med tiden. Hun skal dog have stor ros for hendes fremtræden og selvtillid på scenen, der ikke fejlede noget. Men lad os håbe, at gruppen vægter andet end dansevenlige natklubdrops næste gang, så de undgår at lave flere musikalske selvmål. For de har jo i sidste ende kvaliteten.
