Gennem sin 21-år lange karriere har Devendra Banhart vist sig som en kamæleon, der bevæger sig legende mellem forskellige genrer, udtryk og sprog, og som kombinerer boheme-hippiens lalleglade gøgleri og singer-songwriterens sårbare oprigtighed. Ikke desto mindre har der ikke været den store fornyelse at spore i hans seneste soloudgivelser. Men hvor Ma fra 2019 godt kunne beskyldes for at være Banhart på folket autopilot, har han på sin 11. soloplade klogt valgt at lægge den akustiske guitar lidt på hylden og søge nye musikalske græsgange.
Til det formål har han allieret sig med den walisiske musiker og producer Cate Le Bon, der også har hjemme på pladeselskabet Mexican Summer. Resultatet Flying Wig er ikke banebrydende, men alligevel et frisk pust, fordi det forener deres udtryk i en sammenhængende lyd, der på mange måder er atypisk for dem begge. Banharts egen karakteristik er lige på kornet: »We definitely wanted a new sound, electronic yet organic and warm. We wanted to draw out and emphasize the emotional aspect of a synthesizer.« Deres fælles udtryk er tydeligt inspireret af 80’ernes dream-pop og art-pop ‒ men det er mindre barokt og avantgardistisk end Le Bons sædvanlige musik og samtidig mere synth-baseret og melankolsk end Banharts.
Den sammenblanding af det organiske og det elektroniske, det varme og det kølige, som Banhart taler om, er tydelig fra åbningsnummeret “Feeling”. En tromme imiterer rolige, rytmiske hjerteslag til lyden af bølgeskvulp, minimal vokal-percussion, snigende synth-toner og spredte guitar-akkorder. Når Banharts vokal toner frem med sin karakteristiske vibrato, er det med et mere underspillet, luftigt og inderligt udtryk end sædvanligt. Sangen bygger stille og roligt op til en outtro med en lækker, repetitiv basfigur og saxofon-impro, imens Banhart gentager det buddhistisk klingende mantra »If I could be / Love without wanting.«
Lydbilledet er perfekt afstemt, nænsomt og stemningsfuldt ‒ en beskrivelse der kan bruges om flere af albummets numre, herunder den elegante og bittersøde titelsang “Flying Wig”. Disse numres spirituelle temaer og sfæriske lyd udgør på en måde en logisk forlængelse af det meditative og instrumentelle new-age-album Refuge fra 2021, som Devendra Banhart lavede under coronapandemien i samarbejde med Noah Georgeson.
Sangen “Nun” befinder sig, trods titlen, i den mindre seriøse og højstemte ende af spektret med sit legende og minimalistiske udtryk, sine skæve lilletrommeslag, finurlige ordspil og absurde metaforer. Mellemstykket, hvor Banhart synger »On my own again, my phone again« med et hav af hviskende modstemmer i baggrunden, kunne godt minde om et afdæmpet ekko af Ariel Pink’s Haunted Graffiti, specifikt pladen Before Today.
Det samme kan siges om nummeret “Sirens”, der byder på smooth 80’er-vibes med et snert af lo-fi-æstetik med sine støvede synth-flader, subtile saxofon og tunge, groovy rytmesektion. Sammen med den poetiske, melankolske lyrik skaber musikken indre billeder af regnvåde, neon-belyste gader, hvor Banhart slentrer rundt med stiliserede følelser uden på tøjet. »Only the sirens are here with me tonight / Only the violence will ever hold me tight,« lyder omkvædet, med en elegant beskrivelse af storbyens paradoksale mix af lyst og lidelse, intenst nærvær og ensom anonymitet.
Ifølge Devendra Banhart er håb et af pladens grundtemaer, blandt andet inspireret af et haiku af den japanske digter Kobayashi Issa: »This dewdrop world‒ / Is a dewdrop world, / And yet, / And yet…« En lignende struktur genfinder man i den Depeche Mode-klingende “Twin”, hvor versene udtrykker det ensformige og udsigtsløse ‒ »Same no way out / Same infinite doubt« ‒ imens omkvædet udfolder haiku-digtets håbefulde and yet: »And yet this precious thing / At the heart of everything you’ve wanted.«
En lignende forsigtig optimisme finder man i den minimalistiske og hymne-agtige “Charger”, hvis omkvæd både kan fortolkes i lyset af klimakrisen og som en bredere metafor: »Everything’s burning down / But the grass is always green«. Sangen rummer desuden nogle fine overvejelser over et forhold, der er nået til vejs ende: »You can love someone wrong / But you can’t love by mistake.« Kontrasten mellem Banharts dovne vokal og de lyse korstemmer skaber et udtryk, der er både ømt og distanceret ‒ som en højstemt godnatsang, der luller det forliste forhold i søvn.
Pladens slutning står desværre ikke helt skarpt. Den psykedelisk repetitive “May” er et udmærket nummer, men det lyder mere af Radiohead eller Le Bons soloprojekt og passer ikke rigtig ind i helheden. Men det fortæller mig også, at resten af pladen faktisk hænger godt sammen trods de varierende stemninger og stilarter. “The Party” er desværre mere en downer end en festlig finale. Med en træt ballade-melodi og en konstaterende break-up-tekst, der aldrig rigtig letter, er det nok pladens svageste nummer.
Det er både forfriskende og risikabelt, når en garvet kunstner indoptager nye impulser i sin musik. Flying Wig er overordnet set et eksempel på, at det godt kan betale sig ‒ især når de nye impulser udspringer af et frugtbart samarbejde. Trods en lidt undervældende afslutning er Devendra Banhart i gode hænder med Cate Le Bon som producer. Hendes nostalgiske produktion med køligt dagdrømmende synthflader klæder Banharts bløde, charmerende vokal, og det resulterende udtryk er både lækkert, ørehængende og billedskabende.
