The Last Dinner Party går planken ud fra første sekund ved at indlede deres debutalbum Prelude to Ecstasy med, ja, et præludium. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt rørklokker, pauker og harpe på en moderne rockplade. Det er en hedonistisk sammenfatning af den melodiøsitet, der gennemstrømmer pladen, og jeg vil gerne have mere af det! Det symfoniske univers giver rum for refleksion og abstraktion, før tekstuniverset tager over. The Last Dinner Party er vilde. Vilde på den dér måde, hvor de har så meget at dele, at det også bliver helt vildt oprigtigt.
»I am not the girl I set out to be / Let me make my grief a commodity,« synger forsanger Abigail Morris passioneret på pladens første reelle nummer, “Burn Alive”. Skuffelse, sorg, you name it – der bliver ikke lagt fingre imellem. Der er ting, man simpelthen bare må stå igennem. At der også er en mindre stikpille til den vareliggørelse af følelser, musik i bund og grund er, gør kun teksten mere skarpskåren. Det er en effektiv programplan for resten af pladen; et all-time low leveret som en glædesrus – synthpuls, en kæk melodisk bas, der sine steder spiller en lille nedadgående spiral af en skala, og marcherende trommer. Sagt ligeud: The Last Dinner Party er en enhed, som er totalt i sync med sig selv og sin musikalitet.
»When I was a child / I never felt like a child / I felt like an emperor!,« annonceres det på statsligt og fattet højlondonsk, der hurtigt kammer over i en udsøgt teatralskhed, som om Morris spiller hovedrollen i sin egen weltschmerz’ teaterstykke. ”Caesar on a TV Screen” spiller på tragedien om Cæsar. Manden, hærføreren, kejseren, der fik det hele, men endte med at blive forrådt og myrdet. Morris’ ekspressive, let croonende vokal leder tankerne hen på tidlige Scott Walker-plader (de intrikate strygerarrangementer peger også mod Walker), mens hun også kan vride sin stemme, så jeg forestiller mig en for længst afdanket rockstjerne. Der er et element af spil for galleriet, men det resonerer på fantastisk vis i sangens skift mellem versets eftertænksomme valsetakt, broens selvsikre 4/4, og omkvædets storhedsvanvidsvals. Det er et nummer, man får lyst til at synge af fuld hals fra en balkon i antik romersk stil. Samtidig er sangen et sårbart studie i de åh så brede skuldre, der krakelerer og selvtilliden, som den maskuline Cæsar-maskerade ikke kan sikre: »Anyone and everyone will like me then / Everyone will love me!«
The Last Dinner Party spiller på stereotype kønsopfattelser, idéen om det maskuline og det feminine. Ulig et andet for nyligt hypet band, Wet Leg, bliver universet dog aldrig decideret ironisk. Ganske rigtigt har The Last Dinner Party i samarbejde med producer James Ford (som tidligere har produceret for bl.a. Arctic Monkeys og The Last Shadow Puppets) skruet op for de dramatiske virkemidler, men det virker på mig, som om der er en dybere mening med galskaben. Jeg tager hurtigt mig selv i at tilgive, at man skal kigge langt efter subtilitet. Det er store følelser, de er udover det hele, men der er en sørgmodighed gemt i alle numrene.
Et af de mest følelsesforviklede øjeblikke på Prelude to Ecstasy findes på “Beautiful Boy”. Over et skrøbeligt klavermotiv og en sorgfuld fløjte beskrives det, hvordan den smukke dreng lever med et (blindt) privilegium. Sangens jeg spørger sig selv: »What good are red lips when you’re faced with something sharp?« Det er et spørgsmål, som også spøger hos Kate Bush eller tidligt St. Vincent. Morris tager det skridtet længere, da hun til sidst dybfølt synger »I wish I could be a beautiful boy.«
Muligheden for at blive opslugt, og være noget andet end dét, man er nu, spiller en markant rolle på Prelude to Ecstasy, om det er at blive opslugt af skovens træer (den hymneagtige “Feminine Urge”) eller at have modet til at slå igen (den glamrockede “Portrait of a Dead Girl”). Midt i den tumult er der et åndehul, hvor alt er ret perfekt. ”Nothing Matters” er tre minutters eufori, hvor man tilgiver sig selv for alt det, man ikke kan være for sig selv og andre. Vi har, sagt på godt gammeldags dansk, at gøre med en melodisk perle af en popbanger. I musikvideoen hylder bandet de tragiske Lisbon-søstre fra Sofia Coppolas ungdomsfilmklassiker ”The Virgin Suicides” (1999), mens der til lyden af et staccato-beat og et velplaceret guitarriff spilles med helt åbne kort: »And you can hold me, like he held her / And I will fuck you like nothing matters.« Der er for mig at se ikke nogen grund til at komplicere tingene, når man kan gøre rent bord med musikhistoriens måske mest konstaterende »fuck.« Leveringen har sågar lidt ABBA over sig: en melodisk umiddelbarhed, som alligevel har en melankolsk bismag. Er alting godt? Nej, en katastrofe kan lure lige om hjørnet. Vælger The Last Dinner Party, at alting skal være godt for en stund? I allerhøjeste grad.
Glæden varer ikke ved, og ”Mirror” afrunder pladen på usikker grund. Et James Bond-nummer fra et alternativt univers med en afventende opbygning – langsomme, taktfaste trommer og et bagtæppe af diskret hvinende strygere. Morris træder ind i rollen som spejlglasagtig femme fatale: »Pretty glass, an empty heart.« En fuldbyrdet guitarsolo helt i 70’ernes ånd (for de findes stadig) sætter til sidst ind og får næsten sat punktum for værket. Med et eftertænksomt postludium afrundes pladen som den startede, symfonisk sværmende.
Ekstase er kædet sammen med passion, og passion kan også betyde smerte. Prelude to Ecstasy rummer lidt af begge dele. Udtrykket er råt for usødet, med en stringens jeg sjældent har oplevet fra så ungt et band. Det overblik og det musikalske overskud, deres debut viser, taler kun for, at de vil kunne bevæge sig ind på mere konceptuelt territorium. Jeg tror ikke, det er meget mere tilbage at sige, end at Prelude to Ecstasy lover rigtigt godt for fremtiden. Jeg er klar, når rockoperaen bliver annonceret.
