Musik opstår vel i grunden på en scene. Det er her, man for alvor kan mærke følelserne der ligger bag og de mennesker, der fremfører dem. Af alle de musikscener, der har været rundt omkring i verden, findes der få som New Yorks. New York har gennem en årrække leveret et væld artister indenfor alternativ rytmisk musik (læs: Undertoner-core). I midten af halvfjerdserne begyndte en af de mest legendariske klubber at lade nye håbefulde artister spille ”for døren”: CBGB (bogstaverne stod for ”country, bluegrass, blues”). Et spillested beliggende i Manhattans East Village. Navne som Ramones, Television, Patti Smith og Talking Heads spillede alle nogle af deres tidligste gigs på CBGB.
David Byrne, tidligere frontmand i Talking Heads, beskriver i sin bog How Music Works (2017) den helt særlige energi, der opstod på newyorker-klubben:
»CBGB was, from a structural point of view, a perfect, self-actuating, self-organizing system. A biological system, in a way: a coral reef, a root system, a termite colony, a rhizome, a neural network. An emergent entity governed by a few simple rules […] rules that made it possible for the whole scene to emerge, and, subsequently, to flow and flourish with a life all its own.«
Alt dette for at sige, at hvis CBGB havde været et venue i newyorker-artpunkbandet Gustafs levetid, så havde Gustaf garanteret spillet på CBGB. Bag det svenskklingende navn gemmer der sig nemlig en kvintet af friske newyorkere, som tidligere har bevist, at de er et eminent live-navn. Package Pt. 2 er anden pladeudgivelse fra bandet, der debuterede i 2021 med den opfindsomt betitlede Audio Drag for Ego Slobs. De har allerede fået omfattende omtale fra musikpressen, og er sågar blevet taget under en vis Beck Hansens vinger.
Gustaf spiller selv på scene-analogien når forsanger Lydia Gammill på åbningsnummeret, ”Statue”, konfrontatorisk, besidderisk erklærer: »I project my way to the center of the stage« På debuten var der et nummer med titlen ”Package” og Package Pt. 2 er på mange måder, viser det sig, en naturlig forlængelse af debutens musikalske udskejelser. Lydia Gammill ”råbesynger” monotont over metallisk huggende riffs. Ligesom på ”Package” bliver Gammills vokal bakket op af percussionist Tara Thiessens ditto. Denne backing vokal er ikke clean, men sært pitchet ned. En form for plat-maskulinitet à la et mislykket monster. Det har en outreret falskhed i sig.
For Package Pt. 2 er lyden af nogen, der har ikke så få frustrationer at komme ud med. Teksterne, og ved nærmere eftertanke også det musikalske udtryk, bor et sted mellem det knastørt konstaterende og det ømme, dybfølte. ”Happiest Thought” begynder med jegets erkendelse af, at hun ikke kan begribe omgivelserne uden sin partner. I hovedet rumsterer det samme spørgsmål igen og igen: »What is the happiest thought you’ve ever had?” Er det et spørgsmål, man stiller til sig selv, eller et spørgsmål, man bliver konfronteret med? Det er svært at slutte ud fra teksten, men vreden i Gammills stemme er ikke til at tage fejl af, som den påkalder sig opmærksomhed over skingre guitarer og en synkoperet rytmesektion. Det er en vrede, der både retter sig mod noget ydre og noget indre; destruktiv på alle planer.
Der er alligevel en stringens i destruktiviteten hos Gustaf. Musikken er simpelt indspillet uden de store fiksfakserier – lidt henad Televisions fokus på banddynamik skåret ind til benet. Der er masser af rytmiske guitarstrofer, men de spiller tit op imod den drivende rytme. Tankevækkende ad libs som »Huh!What!? – geez…« kastes ud som små, indignerede fortropper for versene. Der kunne også være lidt Tom Verlaine-snerren over Gammills vokal. Gammill deler dog umiddelbart ikke Verlaines forkærlighed for at formidle fransk impressionistisk digtning gennem rockmusik…men det er et sidespring.
Package Pt. 2 balancerer legende imellem indestængte vrede og tør kynisme – nogle steder kammer det over i et repetitionsinferno (“Wearing Me Down”), som jeg personligt har svært ved at gennemskue. Og så: I glimt finder Gustaf nogle tricks frem fra ærmet, så man lige skal sikre sig, at det stadig er det samme band og den samme plade, man lytter til. Med ”Here Hair” præsenterer Gustaf en sælsom eksperimentalballade, der får mine tanker hen på The Velvet Underground. Her er en på overfladen simpel kærlighedserklæring. Som et mantra lyder det: »Still I love you / I’m happy you’re here hair.« Gennem glidende stigninger og fald i intensitet, får bandet kommunikeret en vildt tankevækkende omtumlethed. Der er gyngende rytmer, optagelser af fuglesang, og ligesom det hele skal til at brænde ned, stilner stormen af…for at vende tilbage på ”Hard Hair” – en hardcore udgave af ”Here Hair”, komplet med count-in og så ud af vagten. Hvis man skulle være i tvivl om, hvor desperat en forelskelse, der blev beskrevet på ”Here Hair”, er man nu ikke i tvivl – ”Hard Hair” er en desperat konfrontationsudladning.
Helt til slut udvider bandet paletten med ”Ground” der, med funkbas, discorytmer og vrissende vokal, lyder som en krydsning mellem CBGB og det mere flamboyante Studio 54. ”End of the Year” skruer op for indiefaktoren med fjerlette keys og et omsorgsfuld: »Are you alright? / Were you alright?«
I sidste ende er jeg mere interesseret i Gustafs tekstunivers og deres mere dvælende side end i deres hæmningsløshed, men hvis vi havde skrevet 1978, og jeg havde befundet mig i East Village, så skulle jeg være den første til at smutte hen på CBGB og mærke energien fra scenen – råt for usødet. Hvordan slipper newyorkere afsted med at være så forbandet cool?





