Kindsight slår mig som et utroligt venligt og ordentligt band. De hører til blandt landets fremmeste repræsentanter for umiddelbar og melodisk indierock. Debuten Swedish Punk fra 2022 viste et glædeslysende band i balance. Det umiddelbare indtryk, som efterfølgeren No Shame No Fame giver, er at bandet i højere grad har sluppet tøjlerne. Adelsmærkerne, der gør Kindsight til et altid kærkomment bekendtskab, er der stadig – melodierne, vokalist Nina Hyldgaards blide stemme, de indienostalgiske understrømninger – men der er blevet tilføjet nye skarpe kanter til lyden.
Det er i hvert fald hvad jeg hører på ”Love You Baby All the Time”: »Speaking as a cannibal / It’s hard to know which hands are mine.« Efter et svulstigt bøjende guitarmotiv sætter en koklokke taktfast ind i cirka tre rundgange, før den forsvinder igen. Og det på et nummer, der også har plads til doo-wop-korvokal. Der er noget drilsk – i ordets bedste mening – ved en intro, der falder så fint i hak, men på samme tid søger det ufriserede.
Det er firkantet sagt, men med et ungt indieband som Kindsight ved man ofte, hvad man har i vente. Skarpskåren, melodisk guitarklang og længselsfulde tekster om de øjeblikke, hvor alting snurrer rundt mellem forvirring og eufori. Det er godt at mærke, at det kribler i bandet efter at vise en anden form for mentalitet. De spiller stadig efter indiereglerne – vi har endnu ikke at gøre med clean cut svenskerpunk – men der er en vilje til at spille mod den lyd, de succesfuldt dyrkede på debuten. Swedish Punk var en studieplade med popambitioner. Alting lå lækkert i lydbilledet; det var et strømlinet eksempel på Kindsights musikalitet. For at komme tilbage til det ufriserede – No Shame No Fame har ingen intuitive pophymner à la ”Sun Is Always in My Eyes”.
Ikke at det nødvendigvis er et tab. Kindsights svære toer vil noget andet. Det står mest klart på ”Madhouse Breakout Multitool” der, i modsætning til pladens øvrige numre, som er produceret af svenske Joakim Lindberg, har Christopher Beese Nielsen (guitarist i den københavnske jazz/krautrockkvintet Nausia) i kontrolrummet. To antydende guitarer klinger blidt, mens nummerets intensitet underbygges af bassist Anders Prip og trommeslager Johannes Jacobsens rytmesektion. Guitarist Søren Svensson upolerede stemme skaber en truende modvægt til Nina Hyldgaards ditto: »If someone follows you home / You won’t be on your own.« Ja, det er truende, men det her er som bekendt kvartetten, der talte om at kaste med øl til Blur på Roskilde Festival sidste år.
Kontrasten mellem yndefuldhed og galskab bringer mine tanker hen på sen Kashmir, som de lød på E.A.R (2013). Der er givet kant til musik, der sommetider føles som en edderdunsdyne. Noget der arbejder imod den nye tilgang er, at flere af numrene, herunder førstesinglen ”Tomorrow”, alligevel er ganske stilfærdige og ligefremme. Variationen fungerer på sangbasis, men det stænger efter min mening pladen som helhed, at Kindsight ikke går mere dybt i forhold til at dyrke det mørkere, upolerede udtryk.
På den rolige guitarballade ”Killing Eye” må jeg alligevel for en stund trække mine forbehold tilbage. Det er en ganske sublim sag, der stiller sig i det sælsomme mellemrum, hvor orden og kaos kan se hinanden. »Time ever so slowly passing / I’ll know you as a stranger and / All the rights will be made wrong.« På et album, der ellers går i dur, af et band, der mestrer at formidle forventningsfuldhed, er der også rum for molfornemmelse.
Man kan nemlig ikke tage Kindsights grundmelodiøsitet fra dem. Numre som den forløsende ”Eyelids” og de førnævnte ”Madhouse Breakout Multitool” og ”Killing Eye” stråler af musikalsk overskud og gode produktionsbeslutninger, som ikke tager unødigt fokus fra sangenes kerne. Jeg har dog svært ved ikke at sidde tilbage med et spørgsmål om, hvad det egentlig er, der er sangenes ”lim”. Hvad får den her samling gedigne melodier til at hænge sammen som et værk?
Den tone, albumåbneren ”Acid Island 45” slår an, er mægtig, harmonierne sidder i skabet, de prominente trommer lægger en solid bund. Det er en begyndelse på noget, men det bliver sværere at finde fodfæste i konceptet, som vi nærmer os det afsluttende nummer, den poetisk betitlede, ni minutter lange, ”Easter and the Boys”. På tekstplanet sættes scene noget så eftertrykkeligt på sadomasochistisk, bondagebefængt, morderisk grund. Hyldgaards levering af den noget smudsige lyrik får nærmest sangen til at klinge viseagtigt.
En boblende bas driver nummeret frem, men efter det sidste ord er sunget, vil bandet mere. Det er én lang opbygning, som trækker nummeret ud i en sfærisk vals. Det kommer dog hurtigt til at føles som en stiløvelse. Alle mulige og umulige guitarpedaler skaber en drone-agtig variation, men det føles lidt, som om jeg tester mit stereoanlæg for modfaseproblemer. Og så føles det mærkeligt, taget i betragtning at Kindsight generelt er så stilsikre, når det kommer til at finde frem til sangens og musikkens raison d’être.
Jeg holder utroligt meget af Kindsights lyd. Den er afdæmpet, men kan samtidig overraske og forstyrre. På No Shame No Fame vover de pelsen og går nye veje. Nogle gange bliver det lidt snublende, men det her er en plade, som alle indiehoveder bør lukke ind i deres liv.
