Da guitarist Søren Svensson tager imod mig ved porten til den baggård, hvor jeg skal møde Kindsight til et interview, fortæller jeg ham, at jeg har benyttet cykelturen herover i det bagende varme junivejr til at lytte til gruppens debutplade Swedish Punk. Som faktisk absolut ikke er punket (men dog udgivet på det svenske label Rama Lama), men snarere indie af den bløde 90’er skole.
»Der er også mange, som har sagt til mig, at det er god cykelmusik,« bemærker Søren Svensson.
Og det kan jeg kun give ham ret i. Københavner-bandets udgivelser er i det hele taget et fortrinligt soundtrack til alle former for roadtrips – uanset om de foregår på den tohjulede eller som underlægningsmusik på bilens skrattende stereoanlæg. De vippende rytmer, den ustoppelige fremdrift og de længselsfulde tekster går simpelthen op i en højere enhed, når man samtidig suser gennem det danske sommerlandskab.
Ja, måske kan Kindsights musik endda give ny mening og liv til turen i 5C-bussen? Gruppens singlehit »Sun Is Always In My Eyes« er i hvert fald strøget til tops på min liste over sange, der eksplicit refererer til busrejser, når forsanger Nina Hyldgaard med sin smukke vokal synger: »Sun is in my eyes (I can see her on the) / Bus in the summertime (I believe her when she) / Can’t see a thing inside / The sun is always in my eyes«.
Foruden Søren Svensson og Nina Hyldgaard består Kindsight af trommeslager Johannes Jacobssen og bassist Anders Prip. Bandet blev oprindeligt dannet, da de fire mødte hinanden på et højskoleophold, men de definerer ikke sig selv som et »højskoleband«.
»Det var vi måske engang. Men ikke mere,« indskyder Anders Prip.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at bandets fælles højskolebaggrund måske stadig ligger og lurer et sted derinde. De har i hvert fald dækket op med skiveskåret vandmelon og nybrygget kaffe på kanden, selvom jeg kommer forbi og forstyrrer midt i deres afsluttende forberedelser frem mod kvartettens debutkoncert på Roskilde Festival.
Her bliver jeg for en kort stund lukket indenfor i hulen af dette gennemført sympatiske band til en snak om deres forhold til den legendariske festival, om den særlige kriller i maven det giver og om deres forventninger til koncerten.
Følelsen af total frihed
Det viser sig ikke overraskende, at alle fire bandmedlemmer har et ganske nært forhold til Roskilde Festival. Også selvom Nina Hyldgaard indleder med det forbehold, at hun »altså er fra Jylland«.
»Da jeg var ung, tog man jo på Smukfest. Roskilde er på en eller anden måde meget vildere og mindre bøvet end Smukfest. Og så bliver man altid overrasket af en eller anden koncert, selv når man synes, at hovedprogrammet er lidt kedeligt,« fortsætter hun.
Anders Prip erklærer, at han altid har haft lidt af et had-kærlighedsforhold til Roskilde: »Man sover i et telt, vågner badet i sved og kan aldrig komme ordentligt i bad. Men så får man sådan en åbenbaring, når festivalpladsen åbner. Pludselig står man til Underworld og så giver det mening, at man vender tilbage dertil år efter år.«
For guitarist Søren Svensson er der intet had i forholdet til Roskilde Festival, som han fortæller, at han har en stor kærlighed til. For ham var det kærlighed ved første blik, da han som 14-årig første gang stiftede bekendtskab med festivalsmatten.
»Det var sådan en følelse af total frihed og af at være en del af noget større. Det er jo lidt fortærsket at snakke om Orange Feeling, men jeg synes altså, at det er en ret enestående oplevelse.«
Nina Hyldgaard bryder ind og udbryder: »Du får næsten tårer i øjnene nu.« Imens erklærer Johannes Jacobsen sin enighed med Søren Johannes og påpeger, at man jo skal helt til Primavera eller Glastonbury for at finde en festival, der kan matche Roskilde Festivals kuratering og ambitionsniveau rent musikalsk.
I har næsten lige været en tur i USA og spille på festivalen SXSW i Texas. Men hvad er egentlig størst for jer? Den første koncert i USA eller den første koncert på Roskilde Festival?
»Det er Roskilde – uden tvivl,« lyder det prompte svar fra Nina Hyldgaard, som fortsætter:
»Det er det største for alle danske musikere at få lov til at spille der. Og det føles helt sindssygt at få lov til at spille et sted, hvor man selv har haft så mange sindssyge musikoplevelser.«
Anders Prip bryder også ind: »Jeg kan tydeligt huske følelsen, da jeg så Collider spille på opvarmningsprogrammet i 2019. Ååååh, det ville jeg så gerne have lov til at prøve.«
Jägerbombs, moshpits og svedeture
På spørgsmålet om hvorvidt gruppens medlemmer har nogle særlige Roskilde-minder, som de tænker tilbage på, så byder først Anders Prip og siden Søren Svensson ind. Sjovt nok er det for begges vedkommende punk-koncerter, som der har har bidt sig fast i hukommelsen.
For Anders Prips vedkommende var det den sene nattekoncert med Shame på Avalon i 2019, hvor han efter en lang og kold dag troppede op klokken halv to om natten iført et fuldt lag skiundertøj. Det viste sig imidlertid at give bagslag, da bandet og publikum (trods et sparsomt fremmøde) gik fuldkommen amok, så han måtte pendulere frem og tilbage mellem moshpittet og teltkanten for at få luft.
»Det er faktisk tit punkkoncerter, som ender med at være de største oplevelser for mig på Roskilde. For eksempel dengang jeg blev slæbt med til Thee Oh Sees, som jeg ikke kendte i forvejen. Det var bare helt ekstatisk og føltes som én lang moshpit. Og så var jeg sammen med min ven, der, i modsætning til mig selv, havde råd til at købe masser af Jägerbombs. Det var bare så sjovt med moshpit og Jaegerbombs over det hele,« fortæller Søren Svensson.
Jeg fornemmer lidt et tema her med moshpits, svedeture og Jaegerbombs. Er det, hvad vi kan forvente til jeres koncert på Roskilde?
»Det tror jeg da, at vi ville ønske,« svarer Anders Prip og griner, inden han fortsætter:
»Det ville jo passe godt med titlen Swedish Punk. Så vi vil gerne opfordre til det. Men nu rammer du faktisk ned i en af mine usikkerheder. Vi aner stadig ikke, om vi spiller den slags koncerter, som folk skal danse til.«
Albumtitlen Swedish Punk opstod ifølge gruppen som en ironisk joke fra deres producer Adam Lilienfeldt, da han ville prøve at sætte ord på bandets lyd. Men den passede jo meget godt, nu hvor de var blevet signet af det svenske label Rama Lama tilbage i 2020. Gruppens studieindspilninger er til den bløde side, men Søren Svensson forventer faktisk, at koncerten på Roskilde kommer til at overraske publikum, fordi det bliver mere intenst:
»Vi spiller hårdere live end på indspilningerne. Det hænger nok også sammen med, at da vi lavede pladen, så tror jeg, at vores producer Adam gerne ville lave en popplade. Det ville vi også, men her på bagkant, så ville vi nok gerne have lavet en rigtig rockplade.«
Det bliver ikke blot mere intenst, det bliver også et større lydbillede end sædvanlig, som publikum kan forvente til Kindsights koncert på Roskilde. De kobler nemlig to ekstra musikere i form af en percussionist og en korsanger på, som de ellers ikke plejer at have med ude at spille live.
Nostalgisk, kejtet og opløftende
Vi har danset lidt om det, men vi har et meget flødeagtigt spørgsmål, som vi ofte har spurgt opvarmningsbands på Roskilde om. Hvis I skal sætte tre ord på jeres musik, hvad vil det så være?
»Må man tænke,« spørger Nina, mens hele bandet pludselig får et tomt blik i øjnene. Søren Svensson kommer hende imidlertid til undsætning: »Det er et svært spørgsmål, for jeg tror hurtigt, at vi kan falde i en fælde i forhold til, hvordan vi førhen har defineret vores musik, men som ikke er gældende længere.«
»Ja, vi er jo langt sejere nu, end vi var for to år siden. Selvom jeg ikke tror, man kan sige, at vi helt har sluppet det kejtede. Men nu handler det nok mere om, hvordan vi bevæger os,« siger Anders Prip.
Nina Hyldgaard fortæller, at bandet tidligere har brugt ord som umiddelbart, naivt eller kejtet om deres musik. Men nu vil hun selv betegne den som »nostalgisk«. Og så er den ifølge Søren Svensson også »opløftende«, fordi alle gruppens sange går i dur. »Vi har ikke en eneste sang i mol, højst passager,« siger han.
Så går vi simpelthen med nostalgisk, kejtet og opløftende. Her på falderebet, så vil jeg bare lige høre, om I har nogle Roskilde-koncerter, som I vil anbefale Undertoners læsere at tjekke ud?
Johannes Jacobsen: »Black Country, New Road. Jeg tror, at det bliver et episk show. De er så kompromisløse, at jeg ikke altid forstår, hvordan de slipper afsted med det.«
Nina Hyldgaard: »Jeg glæder mig rigtig meget til at se Dry Cleaning,«
Anders Prip: »Jeg vil bare gerne høre Christine & The Queens. Jeg synes bare, at det er det smukkeste dansemusik, som du også kan græde til. Og så er det jo nærmest sådan lidt … erotisk?«
Søren Svensson: »Og så skal vi selvfølgelig se Blur. Jeg forestiller mig, at det bliver lidt ligesom at være til fodboldkamp, og så har jeg en ambition om at kaste med nogle fadøl.«
Nina Hyldgaard: »Kaste med fadøl?! Ja, okay. Så hvis nogen får en fadøl i nakken til Blur, så ved de jo nu, hvem den er fra.«
