At ALICE på en torsdag under Distortion nærmest kan fylde salen i Vanløse til en rimelig fringe kunstner som Chuquimamani-Condori (tidligere kendt som Elysia Crampton) vidner om, at spillestedet rent kunstnerisk stortrives. Faktisk kan det i metroen hjem fra en koncert som denne virke helt sørgmodigt, at spillestedet om bare et par måneder lukker dørene på det midlertidige Stairway og vender hjem til Nørrebro. For det er virkelig lykkedes at skabe et investeret og nærværende miljø omkring et væld af koncerter, der insisterer på at udvide sin egen udviklingzone. Denne aften var ingenlunde en undtagelse.
Derfor var det også i tilfredsstillende grad on brand, at den opvarmende kunstner Xenia Xamanek alene optrådte med ikke-udgivet materiale i det tætte mørke. Den stille sal blev indhyllet i en backingtrack-båret tåge af tunge beats og ulmende støj, der rummede en imponerende mængde variation.
Xenia Xamanek er kendt for forskelligartetheden i sine optrædener, der på én gang gavmildt øser ud af lydens danske/honduranske/nicaraguanske forbindelser, men samtidig overskrider sin egen musikalske topologi med både indadvendt elguitar, kaotisk rytmik og aggressive hi-hats. Der var lige god plads til – og lige stor musikalsk mening i – desorienteret dramatiske popsange, hårdtslående keyboard-plucks med et tågehorn, MIDI-tabla, fuglekvidder, saxofonkaskader, vilde hunde-foley og andre stemningsskabere.
Xamaneks vokal er forfriskende skødesløs. Den peger både på nordamerikansk balladetradition, lidenskabelig R&B, sløv/skæv triphop og uidentificerbar folkesang. En stemme, der samler alt fra rå cumbia-beat-techno til sløve Björk-agtige messesange i hypnotiserende gentagelser, latter og latinamerikansk rap.
Det er måske lidt vovet at strække en opvarmningskoncert ud til en times varighed, men afslutningsnummerets søvnige hypnose blev mest af alt absorberet og til en tryg døsighed blandt det opmærksomme publikum. En sumpet forberedelse af ørerne til det brag, der skulle komme.
Således blødgjorte var publikum så meget desto mere overmodtagelige for Chuquimamani-Condoris eksplosive entré. Udstrakt mellem sine keytar-stativer og sequencere tappede Condori løs på apparaterne med gloende intensitet, heriblandt et par triggers, der heftigt udbasunerede de samplede udråb “DJ” og et smørstemme-sleskt “ ¡EXCLUSIVO!”, som skulle komme til at udgøre gentagne indfald koncerten igennem.
Åbningsnummeret “Breathing” var et hjerteknusende smukt mikrokosmos for hele Condoris magisk-realistiske univers. Her fik man som publikum den utvivlsomme fornøjelse af at surfe mellem frekvenserne på den skrattende bolivianske lokalradio, hvor et pludseligt reklame-speak upåfaldende flettede sig sammen med syntetiske panfløjter og dundrende caporal-rytmer, med de karakteristisk betonede 1- og 3-slag. Midt i det hele stod så Condori, fuldkommen fattet i sin hvide cowboyhat og lagde synth-fladerne, som en anden Beverly-Glenn Copeland tilbagevendt fra højlandet.
Chuquimamani-Condori spiller latinamerikansk-inspireret mixtape-musik, som lyder lidt som en byfest på et stresstestet PA, fløjet ind til anledningen. Den bløde distortion omsluttede de drevne rytmer, og varme klangbunde fra et lag af tangenter indrammede alle de tordnende trommer og pludselige udfald i et længselsfuldt og svævende harmonisk udtryk. Selv når Condori for alvor satte lysudstyret på ALICE på prøve, var det med en sært ophøjet ro, også blandt publikum.
Koncerten bestod altovervejende af numre fra Condoris seneste album DJ E fra 2023, som i bedste kollagestil sammenvæver aymara-kulturens musikalske tæppe og larmen fra kommerciel sydamerikansk FM med spektrale white-noise-udblæsninger og himmelsendte pads. Der var plads til den hymneagtige “Engine” og den eftertænksomme “Know”, hvor forskellige klaverlyde og harmonika-efterligninger tog plads, og vi fik endda en gentænkning af klaverrefrænet fra Tupacs Changes at høre (dog afbrudt af en teaser fra en spansktalende sæbeopera, naturalmente).
Efter den første lille håndfuld numre, eskalerede koncerten på elegant vis til en kontrolleret nedsmeltning af et nummer, der lød meget som “Return”. Som en monstrøs taquirari, der var løbet løbsk – en musikart, der på en synkoperet 2/4-rytme udvikler et gentaget romantisk motiv. I mere end ti minutter skabte Condori et stratosfærisk tæppe af tyk lyd, og flyttede kun hænderne fra tangenterne for at afspille abrupte udbrud af “DJ DJ!” og “PULLLLLL” fra sin samplere. Resten af den usentimentalt korte koncert gled ind og ud af denne tilstand af dansabel noise og brølende voiceovers.
Det er en ubetinget ære at få lov at skylle egoet bort i denne space cowboys brusende Stillehav af ultrakomprimeret lyd. Der er noget revolutionært og helbredende over at få vasket alle tidens vestlige idealer om klar lydkvalitet, genremæssig stringens og rationel struktur bort, at kunne gå i kredsløb sammen med en keytar-shreddende kakafoniker, der som det mest selvfølgelige i verden forener andesbjergenes tusind slags folkemusik med gennemsmadrede Soundcloud-mixtapes. Herskerens musik kan ikke overdøves med herskerens instrumenter.
Og lige så pludseligt som vi var blevet vækket fra vores torsdagsslummer, på en Distortion-dag hvor det ypperligste af alle byens soundsystems på ingen måde burde spille i Vanløse(!), slap Condori sit greb om højtalernes overbelastede kredsløb og lod sin abstrakte klaver-outro hænge blidt i salen på ALICE, vinkede genert til nogen nede bagved og forlod scenen uden ekstranummer.
