Heartlands bedste scene, midaldrende mænd, en Iceage-forsanger går country og et underholdningsorkester, der næsten blæste væk. Blandt de mange store og små musikøjeblikke på Heartland, bringer vi her fire af de vigtigste konklusioner fra en fantastisk festival, der ikke nåede med i de øvrige anmeldelser.
Nogle gange skal det bare være nemt og rart. Og det var det virkelig, da den vidunderligt stilforvirrede guitarist Ki! med en vaskeægte feel-good-koncert knappede ned i skjorten på Heartlands første formiddag.
Med en ny single under armen, tog Medina fredag eftermiddag et overbevisende skridt i sin relancering, da hun forvandlede Heartlands hovedscene til et befriende, terapeutisk dance-retreat på Ibiza. Med så massivt et udbud af udødelige provins-bangers, er det vanskeligt ikke at have respekt for den stemme, hun har lagt til en hel tidsånds følelsesliv.
Astrid Engbergs kvartet sørgede torsdag eftermiddag for en groovy men gyngende landing på Heartlands Diorama-scene. Den sårbare, nervøse energi både klædte og dæmpede det minimalistiske elektro-soul-sangkatalog, men stod ikke i vejen for et dragende indblik i en lovende og sofistikeret lydverden.
Det føg om ørene med trommestikker, protesttaler og brølende saxofon-shredding til Smag på dig selvs punk-rave på Heartlands første aften. Som en systemkritisk indgangsbøn til tre dage med alle middelklassens kreative fornøjelser, blev der headbanget kompromisløst til den flabede trios vidunderligt brutale kærligheds-techno
Bag hvid cowboyhat og keytar, gennemførte den boliviansk-amerikanske DJ-shaman Chuquimamani-Condori en afmålt og charmerende udblæsning foran et forgabt publikum på ALICE i Vanløse, der hofterokkende lod sig overskylle af guddommelige synth-vinde fra Andesbjergene.
Umiddelbart er der noget undseeligt ved Adrianne Lenkers flygtige nye singer-songwriter-album, men tag ikke fejl: Ved at transponere tristessen fra den amerikanske sangskat til noget både rørende ubesværet og forrygende stilfærdigt, føjer det underfundige værk en hel favnfuld dybder til et i forvejen betagende oeuvre.
Den aarhusianske indiekvartet Rigmor er optaget af rockens, lyrikkens og hverdagens poetiske mørke. Måske så meget, at deres ellers så indhyllende sangskrivning, i omfavnelsen af sin egen melankoli, ender med at savne modsætninger og kompleksitet.
Danske Yörs debutalbum er et knitrende pop-oratorie, der handler om at vokse og gendanne sig selv. Med lige dele musikalsk stringens og fortabt drømmeri, manipulerer de ekspressivt med poppens dramaturgi, frem for at bryde dens rammer.
Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne. Sådan tænker vi måske om avantgardistiske talenter som First Flush – at eksperimenterne baner vejen for mesterværket. Men det nye album Årene bør få os til at overveje, om ikke det geniale faktisk var deres kaos.
På Traumecenteret yder Bisse hjertemassage på døden selv og tilbyder nænsom, aktiv dødshjælp til frygten og traumerne, som vi alle lider af. Omfanget og temaerne kan godt være en temmelig intens omgang, men hvis man kan tage det ind, er højdepunkterne det hele værd.
Det danske popband Liss med den lysende fremtid mistede Søren Holm til selvmord. Men de nåede at indspille et debutalbum, der byder på alt det intense og naive, som gjorde dem så vidunderlige.
VAKT er vågnet. Københavnergruppen har med sin nye EP lagt hjørnestenen til et sært og intimt projekt af stor skønhed. Men de er altså kun lige begyndt.
På The Line Is A Curve demonstrerer Kae Tempest hidtil usete vidder i sin lyriske båndbredde. Det fjerde album fra den britiske rapper er et frygtløst og personligt stormløb på både eksistentiel og poetisk stilstand. Det er desværre også en kritisk oprydning væk fra mesterværksværdighed.
For Jake Xerxes Fussell er folkemusik noget tvetydigt – på én gang både reaktionær og progressiv. Og det bliver den måske nødt til at være, hvis den skal forblive relevant. På sit seneste album, Good and Green Again, støver han fortidens glemte folkesange så smukt af, at det faktisk bliver tvivlsomt, om støvet overhovedet nogensinde havde lagt sig.
