En klassisk replik ved spørgsmålet om, hvem man foretrak i 90’ernes store uundgåelige britpop-duel mellem Blur og Oasis, var nok for mange, at det var Sheffields Finest, Pulp. Med Jarvis Cocker som det blege og ranglede fyrtårn med rodehår har Pulp stået for nogle af Storbritanniens største hymner til manden på gulvet, såvel som manden i klædeskabet. Selvom universet, Pulp eksisterede og eksisterer i, ofte var de små, mest tilrøgede og dunkle klubber, ikke mindst på mesterværket This Is Hardcore, så var Jarvis Cockers empati med de små nørder (eller for den sags skyld hans hang til voyeurisme) aldrig til at tage fejl af.
Torsdag spillede Pulp dagens afslutningskoncert på Northside Festivals store Astra-scene, og dermed også deres første koncert på dansk grund siden Roskilde Festival 1998. Åbningsnummeret “I Spy”, fra gennembrudsalbummet Different Class, er netop en af den slags sange fra bunden af samfundet, fra perspektivet af den undertryktes foragt for “The Lords and Ladies”, som tiltrak alle dem, der ikke var meget til Oasis’ “laddishness” eller for den sags skyld Blurs til tider lidt elitære univers.
Det kan være synd at fokusere så meget på en enkelt person i et band, der live består af otte medlemmer, men i tilfældet Pulp er det unægteligt svært andet. De syv musikere dryssede på scenen kl. 23 sharp og slog de første toner an, men selvom man kunne høre ham, så lod kransekagefiguren vente på sig. Han skulle vel lige lure lidt først. Endelig blev han sendt med elevatoren op øverst på den trappe, der udgjorde scenografiens centrum, som en nusset Nosferatu i lummergrønt velour-jakkesæt.
Hvis der er nogen skikkelse i britpop, der er let genkendelig i silhuet, så er det unikummet Jarvis Cocker. Og Jarvis Cockers FINGRE, især. Man behøver ikke være nogen flashy guitarist for at være finger-ekvilibrist, og det demonstrerede en i øvrigt ualmindeligt velsyngende Cocker fra første sekund.
Uanset, hvilken pointe eller små-perfid stikpille, der kom over den 60-åriges læber (og der kom mange!), så var han i stand til at understrege det med sin ene, fri hånd, mens den anden holdt mikrofonen, som var det et glas rødvin. Nogle gange liggende fladt på scenen, til tider med den ene fod på en monitor, men som regel i en eller anden form for bevægelse, som virkede mere naturlig end koreograferet. Stilmæssigt lander han vel et sted mellem Scott Walker, Elvis (Presley såvel som Costello) og en trick-tyv. Og tricks var der masser af i ærmet.
Et af dem var, at bandet allerede som sang nummer to udlignede den lidt trykkede stemning fra åbneren med gigant-hittet “Disco 2000” fra Different Class. Det var måske især det efterhånden lidt stivbenede segment af Northsiderne, der var troppet op til koncerten, men der fik man i hvert fald banket rusten af knoglerne. Steve Mackey, bandets bassist gennem mange år, var der desværre ikke til at levere en af 1990’ernes mest uforglemmelige baslinjer, da han gik bort efter kort tids sygdom i 2023. Men vikaren Andrew McKinney gjorde et aldeles hæderligt arbejde på den led.
Herfra var linjen lagt til et koncertsæt, der på halvanden time kom vidt omkring på især to af de tre store 90’er-plader His’n’Hers, Different Class og This is Hardcore. Sidstnævnte, der nok er undertegnedes favorit blandt Pulps bagkatalog, var kun repræsenteret med titelnummeret, som til gengæld nok også var koncertens højdepunkt. En perverteret rockcabaret, der er lige dele James Bond, Bryan Ferry og 70’er-porno-soundtrack, og som både på plade og live bringer det bedste frem i Cockers stemme, der i løbet af de lidt over seks minutter vokser fra croon over stønnen til fuld skrål. Her trådte det fremragende band, der blandt andet bød på to trommeslagere/perkussionister, en violinist samt den mangeårige keyboardspiller Candida Doyle, for alvor i karakter. Det er et nummer i wide-screen, og sådan blev det også fremført, mens Cocker sad lummer i en stor lænestol, der blev fragtet ind på scenen.
Der var også, lidt overraskende, plads i sættet til et par sange fra Pulps (foreløbigt?) sidste album, We Love Live, hvorfra især den episke “Sunrise” bød på et visuelt uafrysteligt syn af en spjættende Cocker foran en gigantisk sol på bagtæppet. Med otte numre var Different Class dog den klart mest repræsenterede, og både udgaverne af narko-nedturens nationalsang “Sorted for E’s and Wizz” samt “Mis-Shapes”, der er endnu en hymne til taberens fighterevner, blev leveret i storslåede versioner.
Fra His’n’Hers fik vi også et af de mest upbeat numre, bandet har stået for, slået an af Cocker, der viste, at de ekspressive fingre også kan spille guitar. Og sikkert også knipse en BH af ryggen på et splitsekund. Dertil er det endnu et nummer, der fremhæver Cockers forkærlighed for at lure, da den bogstaveligt talt handler om at gemme sig i et klædeskab for at kunne fange nogle glimt af, når hans venindes storesøster havde herrebesøg.
Man kunne sagtens have ønsket sig mindst en halv times tid mere i selskab med Pulp, som man kan frygte, er på deres afskedsturne. Mackeys alt for tidlige død tog hårdt på bandet, og Candida Doyle lider slemt af leddegigt, hvilket gør det svært at spille for det næstlængstsiddende bandmedlem efter Cocker. Men da de, som ventet, afsluttede med deres vel nok mest elskede nummer, “Common People”, var det uanset en kulmination på 26 års ventetid, der sendte kaskader af endorfiner fra Eskelunden og langt ud over Østjylland. Pulp leverede en top-professionel præstation med utroligt mange fine detaljer i musikkens lag. Og hvem er så bedst af Oasis og Blur? Det er Pulp.
