Koncerter

St. Vincent, 08.06.24, Northside Festival, Aarhus

Foto: Henrik Sørensen

St. Vincent rev hul i den grå himmel og fik solen til at skinne. Hendes kunstneriske energiudladning kunne snildt have strømforsynet hele festivalen.

Som vi nærmer os NorthSide Festivals sidste aften for i år, ligner pladsen mere og mere noget, der er løgn. Græsset er for længst sunket i jorden og er blevet erstattet af den der type mudder, der truer med at sluge din sko, med hver skridt du tager. Det er ulideligt. Der er kun én kur mod the muddy blues, og det er spade.

Det er St. Vincent heldigvis mere end leveringsdygtig i. Siden 2007 og debutalbummet Marry Me har amerikanske Annie Clark gang på gang forbløffet og begejstret verden over med sin musik. Hvis vi absolut skal kalde det noget, så er det artrock. Men man må ikke lade sig narre; det såkaldte ”arty” element i artrock er hverken utilnærmeligt eller uforståeligt – det er betagende.

Og det er netop, hvad St. Vincent er. Som hun står der ulasteligt klædt i sort, er hun simpelthen ikke til at tage øjnene fra. » I’ll tear you limb from limb, or I’ll fall in love« hvisker hun udover publikum og stirrer ud i intetheden med store, tomme øjne, mens den spinkle, skingre klavertone langsomt bygger op til noget. Den langsomme optakt på koncertens åbningsnummer ”Reckless” fra det seneste album All Born Screaming (2024) er første og sidste gang, publikum får lov at trække vejret. Nummeret eksploderer i et inferno af trommer og distortion, og St. Vincent vikler sine guitarstrenge rundt om vores kollektive hals og slipper ikke sit tag før efter rundt regnet 45 minutter. Og igen, man må ikke lade sig narre: Hvis det her er artrock, er der i aften mere tryk på rock end noget andet. Så får vi ”Fear the Future” og ”Los Ageless” (begge fra Masseducation fra 2017), der ligger i direkte forlængelse af hinanden. Der er godt gang i guitar og trommer på begge numre i albumversionerne, men her live bliver hvad end elektronisk element, der måtte være, pænt skubbet i baggrunden til fordel for den sprødest, mest knitrende guitarlyd og øresønderrivende bas. Folk strømmer til, det bliver oprigtigt løbet mod scenen. Tre hårde numre, som perler på en snor – sikke en start!

Og det stopper aldrig. Den ellers småskæve ”Marrow” (Actor, 2009) får et alvorligt nøk i den tunge retning. ”Digital Witness” (St. Vincent, 2014) er forførende finurlig i al sin vidunderlige groovy electro-soul (ja, det er en genre nu), og det er umuligt at stå stille til, om man så mister sin sko i processen. Så kommer ”Flea” og endelig, et pusterum … lige indtil hele scenen eksploderer i langsom, slæbende sexet bas: »You will be mine for eternity«. OK med mig! »And what are you looking at?«, vrisser hun vredt udover scenekanten på ”Broken Man”. Hun er en mesterlig performer, og hendes band matcher hendes tempo og vildskab til perfektion. Den supertunge ”Cheerleader” (Strange Mercy, 2011) brænder sammen i forvrænget larm inden trommeslageren overtager og leverer den vildeste solo. Hvis Echo havde haft et tag, var det lettet.

Tiden flyver virkelig i hendes selskab. Inden man ser sig om, er vi nået til de sidste par numre. Her bevæger St. Vincent sig i den mere poppede og tempofyldte ende af sit repertoire. Det er et godt træk; Havde man lagt den yderst komplekse ”Hell is Near” tidligere i settet, havde man mistet momentum; I stedet får den lov at signalere starten på slutningen, og det fungerer rigtig godt. ”New York” er poppet og euforisk, og på den melodiske ”All Born Screaming” er den tunge, rockede lyd næsten opløst, erstattet af et venligt guitarriff, før et inciterende techno-beat træder i forgrunden. En kvinde danser lykkeligt alene i mudderet med hænderne i vejret. Det er smukt. Men inden St. Vincent siger tak for i aften, skal vi ikke snydes for en magtdemonstration af hendes suverænitet på en guitar. Hele aftenen har hun teaset med små, sprudlende riffs. På den electropoppede ”Sugarboy” gør hun endelig alvor af sagen og leverer en fuldstændig fantastisk guitarsolo, storsmilende, ansigt til ansigt med sin medguitarist. Det er så tydeligt, at hun elsker det. Det gør vi også.

Vi ses, jeg skal ud at danse i mudderet.

★★★★★★

Leave a Reply