Det føles ikke rigtigt at kalde GBs Gusse Music for eksperimentalmusik. Jovist, det er udgivet på Posh Isolation, hjem til Croatian Amors »bubblegum industrial«, Cæcilie Triers celloprægede popsange, Schackes leftfield ambientværker, Vargs Drain Gang-gæstede rap; nogle af de mest interessante og velskårede musikudgivelser, vi har her til lands.
Men at kalde Gusse Music for eksperimentalmusik ville også være at underkende den inderlighed, københavnske GB går ind i sin debut med. Værket er spækket med eksistentiel angst og kærlighedstemaer, og på blot 33 minutter bliver de 13 sange ofte revet fra hinanden gennem genreskift og bratte slutninger. Det er ikke bare musikalske forsøg lavet for forsøgenes skyld, der er noget, der ikke er, som det skal være.
Det bliver tydeligt i allerede i lyden af det susende vindstød i ”Facetime”, og det fortsætter ind i det post-punkede guitarriff i ”Bloodstream”, der lyder som refleksionerne fra en person, der har fortabt sig i endeløse weekend-byture. »I promise, it’s the last time,« bliver der sunget, lidt efter efter fulgt op af et Roger Watersk »is there anybody out there?« Man kan næsten se fortabtheden for sig. Det sjappede fortov og de blændende shawarmaskilte.
Rent musikalsk trækker GB på en række inspirationskilder, men især på numre som ”Lovesong”, ”Sum God” og ”New Planes” ender jeg med at tænke på Yung Lean, når han laver musik gennem sideprojektet Jonatan Leandoer96, og kunstnerfacaden slår sprækker, og det hele lyder allermest bekendende. Det er det samme gennemgående fokus på kunstner-jeget, der er på Gusse Music. GB’s stemme er mixet op i ens ansigt, hans vokallevering emmer af spoken word, og allerede inden man sætter albummet på, kommunikerer titlen en form for blottelse. Velkommen i Gusses verden, allesammen.
Men modsat Yung Leans projekt, der især i starten var så DIY, at det bare føltes bøvet, undgår Gusse Music at falde i samme fælde, fordi produktionerne er så omhyggelige, og fordi albummet er drysset til med skrøbelighed. Jeg havde for eksempel ikke lige forventet, at et nummer som “Grindset” skulle være et halvandet minutter langt, postminimalistisk klaverstykke, og jeg havde ikke forventet, at sætningen »running from my opps« skulle være sunget med så langstrakte vokaler, som den gør i ”Opps”.
Og jeg havde ikke forventet, at albummets mest rørende øjeblik faktisk ikke skulle komme fra celloerne på ”Amy” eller fyrværkerilydene på ”Concrete City”, men snarere skulle findes på den simple, poprockede “World in Us”. Alba Akvamas suppleringsvokaler får tingene til at svæve, i baggrunden lurer en akustisk rytmeguitar og en stille lyd af et orgel – eller er det fløjter? Men det skulle det, altså. Som om skydækket bliver brudt, og en stråle af lys skinner ned over det ellers råkolde værk.
Men den her skønhed kommer også med en pris. For ofte fremstår Gusse Music som en samling af spontane følelsesudbrud, der ikke rigtig ved, hvor de har hjemme. I store dele af værket sker der en vekslen mellem poppede, guitardrevne numre og molklingende kammernumre, først ”Bloodsteam”, så ”Wings”, så ”Lovesong”, så ”–”, men sangene er så korte, at de ikke bidder sig fast. Man når knap nok at leve sig ind i en stemning, før den pludselig forsvinder igen, og det bliver ikke hjulpet på vej af, at strukturen skrider i anden halvdel af albummet. Så er der rappende ”Sum God”, så ”World in Us”, så dunkle ”Amy”, så æteriske ”Opps”.
Det er medrivende lytning, men det føles også som en masse drunk dials. Og ligesom modtageren af et drunk dial sidder man nogle gange tilbage magtesløs, frustreret over den konstante frem-og-tilbage-dynamik i humør og lydbilleder. Selv til slut ved værket ikke, om det skal slutte på storladent med balladen ”New Planes” eller sart med orgelstykket ”This Is Where You’ll Find Me”.
Jeg ved ikke, om flygtigheden behøver at være den hjerteskærende forudsætning for albummets skønhed, som den er lige nu. Strygerne, barytonvokalen og de poppede åbninger ville nok ikke være så fine uden, men de ville nok heller ikke føles så udmattende. Men det er sådan, det nu engang er. Det er egentlig en kliché, den her idé om det smukke rod, men den gælder for Gusse Music. Det er et album, der skinner – både på trods af og på grund af det kaos, der hersker i det.
