Samtlige onlinearkiver, der bearbejder historiske vejrdata, lader til at kunne berette, at der næppe har været noget usædvanligt ved forholdene i London mandag den 27. november 2017. Gråt, overskyet og med temperaturer akkurat på den gavmilde side af 10 grader – måske en smule varmt for årstiden, men derudover mere eller mindre som man kunne forvente. Klokken 10:00 lokal tid kom nyheden fra Clarence House, der i mere end 200 år har udgjort residens i hovedstaden for diverse medlemmer af den britiske kongefamilie, (herunder for tiden Kong Charles III, mens Buckingham Palace gennemgår et større renoveringsprojekt frem til 2027): Den på daværende tidspunkt fjerde i rækken til den britiske trone, Prins Harry, og den amerikanske skuespillerinde Meghan Markle var blevet forlovet.
Om det også foregik præcis klokken 10:00, melder historien ikke noget om, men den samme dag i den samme by var 29-årige Florence Shaw i fuld gang med at hente sine ejendele fra den lejlighed, hun indtil nu havde delt med sin kæreste. Kontrasterne mellem de lyksalige, royale omstændigheder og hendes eget – nu forliste – parforhold kunne næppe have fremstået tydeligere, men for Shaws vedkommende skabte prinsen og Markles forlovelse lige pludselig en anden, og mere rosenrød fortælling, der kunne være med til at tage meget af opmærksomheden fra hendes eget privatliv.
»Af en eller anden grund var det virkelig betryggende bare at kunne absorbere alle informationerne, man blev præsenteret for – alle billederne og interviewene,« har Shaw sidenhen forklaret.
»Jeg kan hurtigt blive meget besat af forskellige emner, og her blev jeg virkelig investeret i hele deres historie. Det var denne her tabloide dækning af deres forlovelse og forhold, som var både fascinerende og forstyrrende – med alle de subtile referencer til hendes etnicitet og liv. Jeg synes, at den måde, hun er blevet fremstillet på, er frygtelig gammeldags, ikke mindst fordi den måde, pressen har det med at beskrive kvinder på, ofte er virkelig forstyrrende.«
I månederne, der ledte op til bruddet såvel som forlovelsen, havde Shaw sideløbende været i kontakt med Nick Buxton, Lewis Maynard og Tom Dowse, som hun perifert havde lært at kende i løbet af sit uddannelsesliv. Tidligere samme år havde Buxton, Maynard og Dowse startet et band, som indtil videre ikke var kommet meget længere end en håndfuld skitser og ufærdige numre – ikke mindst fordi projektet fortsat manglede en forsanger. Nu havde de således fået idéen, at Shaw ville være perfekt til dén rolle, som indledningsvist eventuelt blot kunne udfyldes med spoken word frem for egentlig sang, og efter en række efter sigende ganske vellykkede sessioner i øvelokalet (samt flere måneders ubeslutsom vægring), stødte Shaw endelig til Dry Cleaning i foråret 2018.
Alle stjernerne på én lang række
Dry Cleaning var og er en anomali i den store fortælling om hele post-Brexit-bølgen og det efterhånden særdeles toneangivende Brixton-spillested Windmill i 2010’erne. For når man ellers ser på størstedelen af de navne, der havde held med at bryde igennem nationalt såvel som internationalt – Black Midi, Squid og Shame blot for at nævne nogle af de mest centrale aktører – syntes Dry Cleaning at repræsentere en diametralt modsat musikalsk æstetik. Det skyldtes ikke mindst Shaws monotone og ganske udtryksløse leverancer af sine stream-of-consciousness-inspirerede tekster, der udadtil kunne fremstå på grænsen til det vrøvlende og i klar kontrast til andre af samtidens frontmænd og -kvinder, som syntes at lægge særligt stor fokus på de ekspressive aspekter af deres rolle i de respektive orkestre. Dry Cleaning var også betydeligt ældre, hvilket ikke nødvendigvis var en diskvalificerende markør, men som i hvert fald godt kunne have udgjort en notérbar hæmsko i en rockverden, hvor man sjældent har lige så stort held med at slå igennem for allerførste gang, så snart ens alder slutter med -ogtredive.
I september 2018 – blot et halvt år efter Shaws tilgang – udkom bandets debut-EP, Sweet Princess. Her kunne man enkelte steder godt spotte øjeblikke, hvor de afsøgte mulighederne for at dykke ned i en eller anden form for mere ungdommelig vildskab, men overordnet set holdes udgivelsen (nøjagtigt som alle sine efterfølgere) i et særdeles stramt kunstnerisk greb, hvis numre yderst sjældent tillader sig at afvige fra deres i forvejen repetitive, postpunkede grundformler. “Phone Scam” og “Conversation” hviler eksempelvis begge på semislæbende skeletter, hvor førstnævnte føles hakkende mekanisk, mens sidstnævnte bevæger sig mod mere krautpunkede rytmer – begge bygget op omkring Tom Dowses effektfulde guitarfigurer. Hans allerbedste riff havde han dog gemt til “Magic of Meghan”, der hurtigt etablerede sig som et af Dry Cleanings faste liveindslag og efterfølgende kendingsmelodier.
»I fell in love with Meghan so incredibly quickly / This beautiful woman tripped and fell into my life / All the stars were aligned … It was just an amazing surprise,« efteraber Shaw indledningsvist med henvisning til den britiske prins og hans kommende hustrus gensidige og nærmest kvalmende eventyragtige komplimentudvekslinger i deres første interview med BBC efter forlovelsen, samtidig med at hun også gav sig selv mulighed for – på sin vanligt kryptiske måde – at udødeliggøre slægtskabet mellem de to vidt forskellige kærlighedsforhold.
Blot et år senere var Dry Cleaning desuden klar med endnu en EP – Boundary Road Snacks and Drinks – der præcis som Sweet Princess fungerede mere som en introduktion til selve bandet frem for at afspejle de udgivelser og retninger, der kom til at definere gruppens fremtidige virke.
De første fuldlængder
Med fuldlængdedebuten, New Long Leg, der blev undfanget i løbet af sommeren 2020, (nogenlunde simultant med at Harry og Meghan frasagde sig alle deres royale forpligtelser og bosatte sig i det sydlige Californien), og sidenhen udgivet i april 2021 (en måned efter hertugparrets meget omtalte interview med Oprah Winfrey), både ville, turde og kunne Dry Cleaning langt mere, end de formåede at fremvise på de to første EP’er. Åbneren, “Scratchcard Lanyard”, tegnede sig ganske velvalgt for en af de mere rammende præsentationer af kvartettens nye og mere polerede lyd; på sin vis kunne nummeret godt minde om en videreudvikling af “Viking Hair” fra Boundary Road Snacks and Drinks, men selve indpakningen føltes langt mere voluminøs end noget som helst af det materiale, bandet tidligere havde begået. Med ét hvirvlede der nemlig både synths, trommemaskiner og en mere “syngende” Florence Shaw rundt i lydbilledet, mens hendes vokal ligeledes blev skubbet længere frem sammenlignet med den mere mudrede placering et sted bagud i mixet, som hun tidligere havde syntes at befinde sig i.
Denne mere ligevægtige positionering i forhold til resten af instrumenteringen smittede ikke overraskende også af på hendes snørklede tekster, hvis i forvejen indviklede narrativer nu til en vis grad syntes at blive bundet sammen af en form for rød tråd. De ulykkeligt indifferente kvindefigurer og tragiske heltinder fik samtidig en stærkere stemme at læne deres dagdrømmende ordstrømme op ad midt i Shaws subtile introspektion, der ligeledes også åbnede sig mere op for mennesket bag den monotone stemmeføring.
»This is the hardest thing I’ve ever had to do now / Trying not to think about all the memories / Remember when you had to take these pills / Maybe I just need someone,« messer Shaws overdubbede vokal eksempelvis ildevarslende på “Leafy” i en (på det tidspunkt) sjælden krakelering af hendes ellers så stoiske karakter.
Mest iøjnefaldende på New Long Leg var dog Dry Cleanings flirten med længere kompositioner, hvilket ganske vist kun udforskes en enkelt gang – på den mere end syv minutter lange albumlukker, “Every Day Carry” – men som føltes helt naturligt for et band af Dry Cleanings soniske formåen og med musikalske inspirationskilder, der i forvejen stak i alle mulige retninger; lige fra neo-psykedelika til udknaldet 70’er-prog og vidt udstrakte dreampop-flader. Og endelig fik instrumentationen – gennem et næsten tre minutter langt, skramlet og loopfyldt intermezzo – lov til at også føltes alt andet end ligefrem.
På Stumpwork, der ramte fysiske såvel som digitale hylder halvandet år efter New Long Leg, formåede bandet tilmed at drive en mere solid kile ind mellem de kortere, punkede affærer og så de mere indholdsrige, sløvt traskende skabninger. Numre som “Kwenchy Kups”, “Gary Ashby” og førstesinglen “Don’t Press Me” serveredes eksempelvis alle i spiselige størrelser; skuende tilbage ned ad den snævre, ensrettede passage, hvorfra gruppens tidligste skitser havde deres ophav. Omvendt (og langt mere interessante) føltes “Anna Calls From the Arctic”, (hvis motif allerede var blevet afsløret i den mellemliggende 2023-EP Swampy), “No Decent Shoes for Rain”, “Liberty Log” og “Icebergs”, som alle noterede sig for spilletider på fem minutter eller derover, og hvor det ellers så nuancerede rockbagtæppe øjensynligt havde fået en endnu større facade at blive spredt ud over, mens det sporadisk også blev dekoreret med jamrende saxofoner.
…og alt det beskidte undertøj
I begyndelsen af 2026 udkom så Dry Cleanings tredje studiealbum, Secret Love. Her forsøger de fortsat ihærdigt at mestre denne balancegang med subtilt at finpudse deres stadigt ekspanderende univers uden at skulle afvige for meget fra deres veldefinerede grundformler. Åbneren, “Hit My Head All Day”, har unægteligt et stærkt slægtskab med forgængerens ditto, den førnævnte “Anna Calls From the Arctic”, og man føler sig under alle omstændigheder i mere velkendte rammer, indtil man spotter mandestemmerne et sted i baggrunden. »Nåja, de er jo selvfølgelig også med i bandet,« tænker man og affejer det som en sjov, enkeltstående gimmick, inden Buxton, Maynard og Dowse dukker op igen på den efterfølgende, “Cruise Ship Designer” – og denne gang endnu mere prominent placeret i mixet – som et tragediekors ekko af Shaws indre monolog.
Det er vel sagtens også den mest nævneværdige tilføjelse til Dry Cleanings repertoire i denne omgang. Mærker man eksempelvis, at kvartetten denne gang har allieret sig med walisiske Cate Le Bon et sted i Loiredalen? Ikke rigtig. Og når der samtidig også er en vis regression at spore blandt de mere langstrakte udskejelser, lander Secret Love nok tættere på New Long Leg end Stumpwork. Dog finder Shaw heldigvis plads til at fremmane sin muligvis stærkeste tekst på den i forvejen blændende smukke “Let Me Grow and You’ll See the Fruit”.
»I dearly want to make friends / I yearn for a friend who I can tell my secrets to / Why does the past hurt me so? / The world is laughing at me / I am such a disaster.«
Det er ikke, fordi vi skal vide alt om Florence Shaw, ligesom ingen af os har ret til nogen som helst form for indsigt i de kongeliges liv og levned. Men når hun som her – eller som når Harry og Meghan kaster lys over generationers stigmatisering og racefjendtlighed i det britiske kongehus – åbner op og giver os bare en flig af sin bagvedliggende menneskelighed, resulterer det unægteligt i en autenticitet, der grundet dens sjældne forekomster ræsonnerer langt mere effektfuldt. Til tider kræver det – for Shaw såvel som for hertugparret – dog et nærmest uopretteligt stort brud, før man for alvor kan få sat gang i talestrømmen. Eller som Shaw selv formulerer det i løbet af Stumpwork-lukkeren, “Icebergs”:
»We found your lingerie after you were gone / And it made you seem so human.«
Alle fotos: Mathias Kristensen
