Artikler Nyheder

Her er det komplette line-up til Roskilde Festival 2023

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Daniel Niebuhr

Det siges, at julen var lige til påske, og her få dage fra palmesøndag forkæler Roskilde Festival os alle med en lettere forsinket julegave – eller et tidligt påskeæg, om man vil.

For nu er festivalen nemlig klar med den endelige plakat til 2023-udgaven, der skydes i gang om mindre end tre måneder. Dagens bunke med tilføjelser til musikprogrammet tæller i alt 69 kunstnere og indeholder både et par veletablerede headlinere, en lang række af morgendagens stjerner og ikke mindst en masse navne, som vi her på Undertoner længe har drømt om at se på dansk grund.

Til at starte med har Roskilde Festival først og fremmest sat navne på de kunstnere, der får æren af at åbne og lukke landets mest ikonisk scene. Danske Blæst skyder festen i gang onsdag eftermiddag, mens sidste punktum bliver sat af en af tidens mest ombejlede amerikanske popdivaer i form af Lizzo, hvis fremtidige stjernestatus vi allerede ved hendes Roskilde-koncert i 2019 med relativt stor præcision forudsagde således:

»Når der snakkes om stærke kvindeskikkelser i musikken og kulturen som helhed, er Lizzo så afgjort det mest lysende eksempel. Og når hun om få år igen gæster festivalen, bliver det med ingen skygge af tvivl på Arena eller – hvis vi er heldige – Orange Scene. Og det kommer til at være 100 procent fortjent.«

Nybrud, patchworks og angstanfald

Dykker man længere ned i dagens offentliggørelse, er der især et par navne, som redaktionen såvel som faste Undertoner-læsere særligt må glæde sig over at støde på.

Det gælder blandt andet Oklahoma-sludgemonstret Chat Pile, hvis længe ventede debut, God’s Country, endte på en fortjent femteplads, da vi gjorde status over 2022’s bedste udenlandske udgivelser og samtidig kaldte pladen for »det mest velkomponerede angstanfald, du kommer til at opleve.« Ligeledes optrædende på både vores 2022-årsliste og Roskilde Festival er britiske Caroline og Dry Cleaning. Førstnævntes selvbetitlede debut er »et nybrud inden for postrock,« mens Dry Cleaning anden fuldlængde, Stumpwork, flyder over med Florence Shaws »patchwork af ironiserende og indimellem (ufrivilligt?) meningsfulde tekster,« hvilket i høj grad også gør sig gældende for hende og resten af bandet i liveformat. Af andre Undertoner-favoritter glæder vi os også til mere britisk postpunk fra Sorry, Big Joanies feministiske synthpunk, de okkulte doomlegender i Electric Wizard og Militaire Guns ligefremme hardcorepunk.

Fra mere hjemlige breddegrader får Asger Nordtorps Guldimund-alias endelig sin fortjente Roskilde-debut, efter han i 2021 leverede det års bedste danske udgivelse med sin fænomenale kærligheds- og skilsmisseplade Dem, vi plejede at være. Samtidig kan festivalen også præsentere Sofie Birch, der sidste års imponerede med to forrygende ambientplader; soloudspillet Holotropica samt Languoria i samarbejde med Antonina Nowacka.

Kigger man i stedet langt ud over kontinentets grænser, fusionerer japanske Minyo Crusaders traditionelle kompositioner fra hjemlandet med udenlandske genrer i et uforligneligt og uimodståeligt mix, mens der leveres dansefest på tværs af generationer med henholdsvis nigerianske Aunty Rayzor (fra Nyege Nyege Tapes) og fra Ghana den moderne highlife-pioner Gyedu-Blay Ambolley, som oprindeligt skulle have spillet på Roskilde Festival i 2020.


Roskilde Festival varer fra 24. juni til og med 1. juli, og det samlede musikprogram omfatter i alt 196 kunstnere fra ind- og udland.

Leave a Reply