På Live en San Antón har Scratoa! ikke i sinde at lade deres lytter stå på fast grund. De vil provokere og ændre vores opfattelse af lyd og derigennem omdefinere den musikalske skabelsesproces.
Skribent - Frederik Frimann Nielsen
Trouble Books: Gathered Tones
Indflydelsen fra The Microphones, Broadcast og Brian Eno er hørbar på dette fine album, der meget symptomatisk har fået titlen Gathered Tones.
Doom spiller på Vega
Først var det Madlib, og nu kommer endnu en af den alternative hiphops store navne til Danmark. Det sker den 1. november, når den gådefulde rapper, Doom, gæster Store Vega i København. Hans fødenavn er Daniel Dumile, og han blev født i London i 1971. Dumile voksede dog op på Long Island, hvor han tog kunstnernavnet Zevlove X for kort efter at danne hiphopduoen KMD sammen med sin lillebror DJ Sub-Roc. Sammen udgav de i 1991 albummet, Mr. Hood, hvis fokus på sort nationalisme var en del af en datidig hiphopbevægelse, som blandt andet talte Poor Righteous Teachers og Brand Nubian. I 1993 gik Dumile solo og trak sig i de næste fem år fuldstændig væk fra offentlighedens søgelys og arbejdede blandt andet som freestyler på Nuyorican Poets Café. I 1999 dukkede han dog op igen, denne gang under kunsternavnet MF Doom, som han senere har kortet ned til Doom. I de følgende år blev navnet MF Doom synonym med kvalitetshiphop, og han har desuden udgivet musik under navnene Viktor Vaughn og King Geedorah samt samarbejdet med Madlib under kunstnernavnet Madvillain. Senest har Dumile udgivet albummet Born Like This, hvor Raekwon og Ghostface Killah medvirker.
LCD Soundsystem til Strøm Festival
Ja, den er god nok. Ikke nok med, at LCD Soundsystem, anført af hipsterkongen James Murphy, giver koncert på årets Roskilde Festival, er det nu også blevet afsløret, at bandet lægger et smut forbi sensommerens Strøm Festival, der løber fra den 16. til den 22. august. Koncerten finder sted under intime omgivelser i DR Koncerthusets foyer, og hvis Hr. Murphy og co. disker op med deres sædvanlige dance punk-fest, kunne denne koncert, grundet det intime forum, meget vel gå hen og blive endnu mere intens end koncerten på Roskilde. James Murphy er lige nu albumaktuel med This Is Happening, der med dets øgede fokus på senhalvfjerdsernes artpunkscene og mere koncise produktioner, allerede nu står som et af årets musikalske højdepunkter.
Suicide giver koncert på Statens Museum for Kunst
Marc Almond påstår måske at Soft Cell var den første synthduo, og ja Vince Clarke ville givetvis hævde det samme om Yazoo, hvis han fik spørgsmålet. Men svaret er desværre, at ingen af de to kender deres musikhistorie godt nok. Den første synthduo er og bliver Suicide. De to medlemmer, Alan Vega og Martin Rev, fandt sammen i midthalvfjerdserne og var en del af New Yorks performance art-scene. Deres lyd var brutal, industriel, primitv, men ikke desto mindre revolutionerende. Martin Rev skabte med sit synthesizer-arsenal voldsomme og uhyggelige synthfigurer, mens Alan Vega med sin kølige og distancerede vokal videreudviklede halvtredsernes seksuelt ladede rock ‘n’ roll-syngestil. På scenen var de endnu mere kompromisløse, og deres koncerter udviklede sig ofte til regulære slagsmål! Suicide var kort og godt ren punk, før punken overhovedet var blevet opfundet, og deres lyd banede vejen for bands såsom Cabaret Voltaire og Throbbing Gristle. Den 27. august har du muligheden for at opleve Suicides kunstterroristiske musik, når duoen lægger vejen forbi Statens Museum for Kunst for at fremføre hele deres selvbetitlede debutalbum fra 1977. Desuden diverterer Trentemøller med et DJ-set som opvarmning, hvor han efter sigende spiller et Suicide-inspireret set. Forneden ses billetpriser. Suicide Fredag den 27. august Statens Museum for Kunst, København K Pris: 299 kr. + gebyr
Download EP fra nyt Trenz Reznor-projekt
Trent Reznor er efterhånden lidt af en veteran inden for musikbranchen. Med sit soloprojekt, Nine Inch Nails, var han i de tidlige halvfemsere ansvarlig for at give den industrielle musik en større kommerciel eksponering end hidtil ved at tilføje popstruktur og melodi til en genre, der forinden havde været domineret af kunstterrorister såsom Cabaret Voltaire, Throbbing Gristle, Coil og Einstürzende Neubauten. Sidenhen har Reznor fastholdt sin position som en vaskeægte arenadinosaur, omend hans eget materiale ikke helt har nået de samme højder som i de tidlige år. Men for nylig indgik han i en ny konstellation, da han sammen med sin kone, Mariqueen Maandig, dannede duoen How to Destroy Angels. Allerede nu kan du klikke ind på deres hjemmeside, hvor duoen har lagt deres selvbetitlede EP ud som gratis download. Så er det helt op til dig at vurdere om Reznor har genfundet fordums storhed.
Best Coast klar med debutalbum
Amerikanske Bethany Cosentino var oprindeligt tv-stjerne i sit hjemland, hvor hun i barndomsårene havde en række roller i diverse reklamer og tv-serier. Da hun blev teenager vendte hun ryggen til filmformatet og begyndte at skrive sange, som hun lagde ud på sin Myspace under navnet Bethany Sharayah. Hun tiltrak sig hurtigt opmærksomhed fra en del store pladeselskaber, men hun takkede nej for at flytte til New York, hvor hun desuden blev medlem af eksperimentalrockgruppen Pocahaunted. Siden flyttede hun til det solbeskinnede Los Angeles, hvor hun sammen med Bobb Bruno dannede Best Coast, hvis musik trækker veksler fra Beach Boys, Phil Spector, girl group-harmonier og andre solstiksramte grupper. Bandets lyd ligger generelt i forlængelse af den retrospektive lo-filyd, der præger Californien lige pt., og som Girls blandt andet havde stor succes med sidste år. Med undtagelse af et par 7″-singler, en kassetteudgivelse og en EP mangler Best Coast endnu at udgive et album. Men det kommer så til sommer, når gruppen den 26. juli udgiver debutalbummet Crazy for You. Om det overordnede musikalske udtryk udtaler Cosentino, »da vi tog i studiet sagde vi, at trommerne skulle være Beatles-agtige, guitarerne skulle være Ramones-agtige – det vil sige virkelig punkede og smadrede – og vokalerne skulle være Phil Spector-agtige.« Allerede nu kan du ovre på The Hype Machine streame det flot anlagte “Our Deal”, der er den første forsmag på Crazy for You.
The Rumour Said Fire udgiver debutalbum
Hvis ikke du allerede har hørt om The Rumour Said Fire, er der noget helt galt. Bandet gik i 2009 fra at være et relativt obskurt folkrockband til, i kraft af radiohittet “The Balcony”, at blive en crossoversucces af dimensioner. De vandt sågar Talentprisen ved P3 Guld, og herefter kom gruppen for alvor på alles læber. Og det på baggrund af blot én EP! Ja, det må siges at være en imponerende bedrift. Til september udgiver folkkvarteten så deres længe ventede debutalbum, der bliver indspillet hen over sommeren på Møn. Albummet bliver produceret af Oh No Onos Aske Zidore, der med sit fremragende mixarbejde på Shout Wellington Air Forces debutalbum nærmest fremstod som en dansk pendant til Grizzly Bears Chris Taylor. Det skal blive spændende at høre, hvad han kan bibringe til The Rumour Said Fires lyd. I forbindelse med albumudgivelsen drager The Rumour Said Fire på en længere Danmarksturné, som bringer gruppen rundt i stort set alle afkroge af Danmark. Forneden ses turnéprogrammet. Torsdag den 28. oktober Tobakken, Esbjerg Pris: Ikke oplyst Fredag den 29. oktober Studenterhuset, Aalborg Pris: 120 kr.+gebyr Lørdag den 30. oktober Gimle, Roskilde Pris: ikke oplyst Fredag den 5. november Fermaten, Herning Pris: Ikke oplyst Lørdag den 6. november Musikteatret Knudsens, Holstebro Pris: Ikke oplyst Torsdag den 11. november Store Vega, København V Pris: 140 kr.+gebyr Fredag den 12. november Posten, Odense Pris: Ikke oplyst Torsdag den 18. november Forbrændingen, Albertslund Pris: 120 kr.+gebyr Fredag den 19. november Voxhall, Århus Pris: Ikke oplyst Lørdag den 20. november Sønderborghus, Sønderborg Pris: Ikke oplyst Torsdag den 25. november Støberiet, Hillerød Pris: Ikke oplyst Fredag den 26. november Pitstop, Kolding Pris: Ikke oplyst Lørdag den 27. november Kulisselageret, Horsens Pris: Ikke oplyst
Die Antwoord tilføjet til Roskilde Festival
Det vælter ind med nye tilføjelser til årets Roskilde Festival. Forleden kunne vi her på Undertoner fortælle, at de engelske dancerockere, Delphic, lægger turen forbi Roskilde Dyrskueplads til juli. Og i går bekræftede de to dupstepkonger, Skream og Benga, via et britisk radioprogram, at de også giver koncert på sommerens festival. For at det ikke skal være i løgn blev den sydafrikanske internetsucces, Die Antwoord, bekræftet tidligere i dag. Gruppen kommer fra Cape Town og består af Ninja, Yo-Landi Vi$$er og DJ Hi-Tek. Sidstnævnte, hvis fødenavn er Watkin Tudor Jones, har længe været en del af det sydafrikanske hiphopmiljø og har været medlem af grupperne The Original Evergreens, Max Normal.tv og The Constructus Corporation, før han dannede Die Antwoord. I 2009 udgav gruppen deres debutalbum $O$ som gratis download på deres egen hjemmeside, og ni måneder efter var Die Antwoord blevet et globalt internetfænomen i kraft af videoen til “Enter the Ninja.” Siden da er det gået stærkt for de sydafrikanske galninge, og for nyligt underskrev de en pladekontrakt med pladeselskabet Interscope, der blandt andet huser Snoop Dogg, 50 Cent og Eminem. Die Antwoord spiller en art electrohiphop med kolossal påvirkning fra trashkulturen. De beskriver selv deres musik som ‘zef’, og deres tekster er en blanding af engelsk og afrikaans. På alle måder en spændende, og komplet sindssyg, tilføjelse til et allerede stærkt festivalprogram.
Madlib giver koncert i Danmark
Så er der godt nyt til alle hiphopelskere. Den 3. juni lægger amerikanske Otis Jackson, Jr., aka Madlib, vejen forbi København, når han sammen med J-Rocc, dupstepguruen Kode 9 og Kalaf fra Bureka Som Sistema giver koncert i Korsgadehallen på Nørrebro. Madlib er oprindelig fra den californiske by Oxnard, der ligger cirka 60 kilometer nord for Los Angeles. Her dannede han i 1990 rapgruppen Lootpack sammen med to af sine venner. De udgav i 1999 albummet Soundpieces: Da Antidote, der var produceret af Madlib, og som hurtigt etablerede ham som en af den alternative hiphops mest spændende og originale talenter, hvis særkende er en abstrakt, til tider sumpet lyd indeholdende diverse obskure soul- og jazzsamples. Siden har Madlib udgivet og produceret en lind strøm af musik. Han har bl.a. udgivet et par fabelagtige soloalbums under dæknavnet Quasimoto samt produceret for så prominente navne son DOOM, Mos Def og Erykah Badu. Senest har Madlib produceret Guilty Simpsons stærke OJ Simpson. Så hvis man er hiphopnørd, eller bare sporadisk hiphoplytter, er koncerten i Korsgadehallen simpelthen et must-see.
Sylvain Chauveau: Singular Forms (Sometimes Repeated)
På Singular Forms (Sometimes Repeated) har Sylvain Chauveau skåret sine arrangementer ned til et uhyre sparsomt niveau. Det er et modigt eksperiment, men det fungerer eminent.
Delphic til Roskilde
‘The Second Summer of Love’ er endnu ikke overstået. Det mener Manchesterbandet, Delphic, i hvert fald ikke. Deres radiovenlige debutalbum, Acolyte, der blev udgivet i vinters, kombinerede det bedste fra deres hjembys midtfirserrave-scene med mere kontemporære danserytmer. Det var en ganske vellykket stilfusion, og Undertoners egen Anna Møller gav da også albummet en favorabel anmeldelse og konkluderede, at “Delphic (har) lavet en vellykket debut, der nok skal glæde mange fans af alternativ dance, og som uden tvivl får plads i det musikunivers, som 2010 kommer til at bestå af.” Forleden afslørede gruppen så via deres Twitter, at de er blevet bekræftet til at spille på sommerens Roskilde Festival – den 2. juli, nærmere bestemt. Koncerten på Roskilde bliver Delphics tredje koncert på dansk jord, så hvis man har husket at få danskeskoene med sig til Roskilde Dyrskueplads, er Manchesterbandets koncert bestemt en oplagt mulighed for at tage dem i brug.
Line-up til Stengade 30-fest afsløret
Det hedengange Nørrebrospillested, Stengade 30, der for øvrigt snart åbner dørene op igen på ny, har i den sidste tid iværksat en række støttefester rundt omkring i København. Først var det Rust, der fik æren af at huse en af disse støttefester, og den 29. maj er turen så kommet til Lille Vega på Vesterbro. Tidligere i dag blev festens line-up afsløret, og det tegner rigtig godt for en god, og musikalsk interessant aften, i byen. Først og fremmest kommer de hypede elektrorappere Specktors, der ligeledes gæster årets Spot Festival. Sammen med Specktors kommer desuden elektroanarkisterne fra Albertslund Terrorkorps samt Danmarks eget dupstepkollektiv OHOI!. Arrangementet starter klokken 22, og billetterne købes i døren for den nette sum af 60 kr. Alt i alt er der lagt i pejsen til en spændende aften.
Sidste navne til Pavilion Junior offentliggjort
I formiddags blev de sidste tre navne til Roskilde Festivalens Pavilion Junior offentliggjort. Og det bliver en noget blandet landhandel rent musikalsk. De tre navne er By the Patient, Ignug og Mescalin, Baby, hvoraf de to sidstnævnte tidligere har vundet DR’s Karrierekanonen. Stilmæssigt beskæftiger de tre bands sig med så forskellige genrer som electropop, dødsmetal og mere traditionel rock ‘n’ roll. Så hvis man ikke er alt for alkoholmedtaget under warm up-dagene, kan det herfra stærkt anbefales at tjekke Pavilion Junior ud til sommer. Ikke blot på grund af de tre ovennævnte bands, men også på grund af de mange andre håbefulde danske talenter, der i år desuden tæller supergruppen og neoshoegazerne, Ghost Society, som mest af alt minder om en dansk pendant til M83. Som altid kan man læse mere om de tre nye tilføjelser og finde det fulde program på festivalens egen hjemmeside.
Panda Bear udgiver vinylsingler
2009 var et år, der på mange måder stod i Animal Collectives tegn. New Yorker-bandet har ellers en del år på bagen og har op igennem sidste årti udgivet en kontinuerlig strøm af spændende eksperimentalmusik, der på alle leder og kanter har udvidet spektret for dekonstruvistisk, men stadig iørefaldende musik. Men det var nu alligevel først med Merriweather Post Pavilion, fra januar 2009, at gruppen blev katapulteret fra at være et feteret undergrundsband til at blive en regulær indiemastodont. Og succesen var velfortjent. Det er sjældent man tør anvende udtrykket mesterværk om kontemporær musik, men med Merriweather Post Pavilion var der overhovedet ingen tvivl. Dekonstruvismen blev taget til nye og helt uventede højder. Ja, ofte sad man næsten med fornemmelsen af at lytte til regulær popmusik. Men til trods for Beach Boys-referencerne og de elektroniske, til tider nærmest dansante beats, var det stadig vaskeægte strukturnedbrydning man lagde ører til. Mesterligt. En del af denne nye omfavnelse af harmoni og popappel skyldtes i høj grad Noah Lennox. Forud for Merriweather Post Pavilion udgav han, i 2007, soloalbummet Person Pitch under kunstnernavnet Panda Bear, der med sine Brian Wilson-harmonier, enorme lydlige detaljerigdom og notoriske struktureksperimenter nærmest lød som et Beach Boys-album fritaget fra popstrukturen. Senere på året udkommer albumopfølgeren Tomboy, men allerede den 12. juli udkommer albummets første singleudspil bestående af en a – og en b-side. På a-siden finder man titelnummeret, “Tomboy”, mens nummeret “Slow Motion” vil være at finde på b-siden. Oven i hatten har Noah Lennox annonceret, at han op til albumudgivelsen, vil udgive yderligere en række singler på forskellige pladeselskaber i begrænset oplag. Alle singlerne bliver udgivet som 7″-vinyl.
Ny single fra Arcade Fire?
Canadiske Arcade Fire stod i sidste årti som en af indierockens vigtigste grupper. Debualbummet, Funeral, indevarslede med sine højstemte oder om livets forgængelighed, og andre almenmenneskelige problemstillinger, en ny og spændende retning inden for antemisk rock. Senere kom så den mørke efterfølger, Neon Bible, og nu, her tre år efter, har gruppen efter alt at dømme færdiggjort indspilningerne til et tredje album. Der er endnu ikke fastsat en udgivelsesdato, endsige en titel, men ifølge et mystisk indlæg på deres hjemmeside, er der en ny single på vej. Arcade Fire spiller desuden en række koncerter sommeren igennem på diverse europæiske festivaler, Roskilde undtaget, desværre, så der burde efter alt at dømme snart blive leaket lidt detaljer. Vi krydser fingre! Forneden ses det mærkværdige indlæg.
Hør to nye sange fra det kommende Kele Okereke-album
Bloc Party bestående af Kele Okereke, Russell Lissack, Gordon Moakes og Matt Tong stod i sidste årti som en af Storbritanniens bedste og mest interessante post-punkgrupper. Debutalbummet, Silent Alarm, var med sit stærke teksturarbejde og rytmisk insisterende trommespil et højdepunkt inden for britisk guitarbaseret musik, og gruppen blev sammen med bands som Franz Ferdinand, Arctic Monkeys og The Futureheads udråbt til at være Storbritanniens fremtid. Sidste år meddelte Bloc Party så, at de ville tage en pause, hvilket har resulteret i, at forsanger Kele Okereke netop har indspillet et soloalbum ved navn The Boxer sammen med produceren XXXChange, der tidligere har samarbejdet med Spank Rock. Albummet udkommer den 21. juni og ud fra singlen “Tenderoni” at dømme, kommer The Boxer til at stå i den elektroniske dansemusiks tegn. I går leakede Kele Okereke så to sange yderligere, som kan streames fra hans egen personlige blog. Forneden ses albummets trackliste, og til højre ses coveret. 01 Walk Tall 02 On the Lam 03 Tenderoni 04 The Other Side 05 Everything You Wanted 06 New Rules 07 Unholy Thoughts 08 Rise 09 All the Things I Could Never Say 10 Yesterday’s Gone
Ny dansk koncertvideoserie ser dagens lys
Et nyt danske site dedikeret til koncertvideoer ved navn The Copenhagen X Sessions lancerer nu en ny koncertvideoserie. 17 danske bands, der blandt andet omfatter I Got You on Tape, Fallulah, Oh No Ono, White Pony, WhoMadeWho, Sleep Party People og The Kissaway Trail, vil i den kommende tid indspille en række koncertvideoer indeholdende numre skrevet specielt til projektet, der er et samarbejde mellem Roskilde Festival og Sony Ericsson. Good Boy! Creative, der før har instrueret musikvideoer for blandt andre I Got You on Tape og WhoMadeWho, kommer til at stå for billedsiden, mens Ebbe Frej og Mikkel Max Hansen fra epo-555 håndterer lydsiden. Videoerne bliver offentliggjort på projektets egen hjemmeside i løbet af september.
Dum Dum Girls til Danmark
Amerikanske Dum Dum Girls, med Dee Dee i front, udgav tidligere på året deres fremragende debutalbum med titlen I Will Be. Albummet, der er produceret af producerlegenden Richard Gottehrer, hvis CV blandt andet tæller så prominente navne som Blondie og The Go-Go’s, indeholder noiserock kombineret med en markant girl grouplyd, som bringer tankerne tilbage til blandt andet The Shangri-Las. Den 17. juli lægger bandet så turen forbi København, nærmere bestemt Kødbyen på Vesterbro, hvor pigerne indtager den kommende natklub, Bakken, der åbner den 21. maj. Så er man til rockmusik, der emmer af girl power, er Dum Dum Girls’ koncert simpelthen ikke til at komme udenom.
Lyt til M.I.A.’s nye single
I april fik verden den første forsmag på M.I.A.’s kommende album i form af nummeret “Born Free”, hvis lo-fipunkede lyd mildest talt kom som noget af en overraskelse. Men i går løftede BBC 1 sløret for albummets nye single, “XXXO”, der desuden udkommer i dag på Itunes. Og til alle jer, der efter at have lagt øre til “Born Free”, frygtede det værste, så kan I nu ånde lettet op. For “XXXO” er vel nok noget af det mest catchy, M.I.A. har udgivet til dato og ville på ingen måde være malplaceret på The Voice! Ja, I hørte rigtigt, The Voice! Nummeret kan streames via hypem, og ifølge pålidelige kilder har M.I.A. hyret Hype Williams til at instruere musikvideoen. Det endnu ubetitlede album udkommer den 29. juni. UPDATE: Det blev i går bekræftet, at det kommende M.I.A.-album har fået titlen / \ / \ / \ Y / \. Desuden er albummets udgivelsesdato blevet rykket til den 13. juli.
