I april fik verden den første forsmag på M.I.A.’s kommende album i form af nummeret “Born Free”, hvis lo-fipunkede lyd mildest talt kom som noget af en overraskelse.
Men i går løftede BBC 1 sløret for albummets nye single, “XXXO”, der desuden udkommer i dag på Itunes. Og til alle jer, der efter at have lagt øre til “Born Free”, frygtede det værste, så kan I nu ånde lettet op. For “XXXO” er vel nok noget af det mest catchy, M.I.A. har udgivet til dato og ville på ingen måde være malplaceret på The Voice! Ja, I hørte rigtigt, The Voice!
Nummeret kan streames via hypem, og ifølge pålidelige kilder har M.I.A. hyret Hype Williams til at instruere musikvideoen.
Det endnu ubetitlede album udkommer den 29. juni.
UPDATE: Det blev i går bekræftet, at det kommende M.I.A.-album har fået titlen / \ / \ / \ Y / \. Desuden er albummets udgivelsesdato blevet rykket til den 13. juli.