Nyheder

Søndag d. 26. marts spillede Nikki Sudden, kendt som frontmand i den kantede 70’er-postpunkgruppe Swell Maps og ditto i den lidt mere ligefremme gruppe The Jacobites i 80’erne, en koncert i New York. Og det blev hans sidste, idet han døde i løbet af aftenen. Sudden nåede aldrig at blive et stort navn i brede kredse, men opnåede til gengæld nærmest guru-status hos de få. Og han dyrkede sin status som rockstjerne, uanset hvor mange der rent faktisk anså ham for at være det. Mange kritikere mener, at Sudden toppede, da han var med i Swell Maps, eller på de første Jacobites-plader (frem til ca. 1985) – men han fortsatte ufortrødent med at udgive plader. Den seneste var 2004-pladen Treasure Island, der bl.a. inkluderede en hjælpende hånd fra Mick Taylor, som tidligere spillede guitar hos en af Suddens helt store idoler, Rolling Stones. Ifølge Suddens egen hjemmeside er der endnu ikke fremkommet oplysninger om dødsårsagen.

Da Slowdive gik i opløsning i 1995, fortsatte forsangeren Neil Halstead, guitaristen Rachel Goswell og trommeslageren Ian McCutcheon sammen i bandet Mojave 3. Siden da har de udgivet fire plader, senest Spoon and Rafter i 2003. Siden da har bandet, der i dag er en kvintet, bl.a. optrådt som backing-band (og Halstead som producer) på Sarah Hepburns solodebut, Stars and Haze – men d. 29. maj er fokus tilbage på bandet selv. Hér udkommer nemlig singleudspillet “Breaking the Ice”, som er en forløber for album nr. 5, Puzzles Like You, som efter en del udskydelser nu har fået d. 19. juni som endelig udgivelsesdato. I det hele taget har indspilningerne af pladen været op ad bakke. Der har været mange forsinkelser i flere led af processen, også af ret utraditionel karakter. I december måned fortalte Neil Halstead i et interview med Pitchfork, at indspilningerne blev besværliggjort af ubudne gæster: En mindre horde af mus flyttede ind i studiet og gjorde, hvad de kunne for at ødelægge optageudstyret.

Jeps, man kan komme langt, når man starter med at spille obsternasig punk. I januar udtrykte Undertoners anmelder stor begejstring for den odenseanske syrerockkvartet Causa Sui og deres selvbetitlede debutplade, men inden Causa Sui blev til Causa Sui, spillede tre af medlemmerne hardcore-punk under navnet Paragons of Virtue. Siden hen blev de noget mere kendte for at spille postrock i bandet Limp. Men bare fordi man bliver spået en stor syrerock-fremtid i 2006 af Mojo Magazine, kan man jo godt holde gang i diverse soloprojekter. Og det klarer Jonas Munk alias Manual ganske udmærket. D. 15. maj udgiver han sit fjerde soloalbum, Bajamar (allerede nu kan det bestilles hos Darla) – et album, som mest af alt er en opfølger til ambient-albummet The North Shore, som Munk i 2003 lavede sammen med Limp- og Causa Sui-kollegaen Jess Kahr. Dermed befinder vi os i en lydverden, hvor alting er langstrakt og bevæger sig langsomt og nærmest umærkeligt. En anden af bandkollegaerne, trommeslageren Jakob Skøtt, udgiver ligeledes d. 15. maj et soloalbum. Awakes er hans solodebut og bliver udgivet under navnet Syntaks. Som man allerede fik en fornemmelse af på albummet Golden Sun, som Manual og Syntaks lavede sammen, befinder Skøtt sig ikke milevidt fra den solvarme, drømmende lyd, som Manual har perfektioneret i løbet af de seneste år. Men de sparsomme glimt, Skøtt indtil nu har ladet omverdenen få af Syntaks-produktionen, har tydet på mere kantede trommeprogrammeringer og lidt mere ru lyde. Men hvordan Awakes er endt med at lyde, er ikke rigtig til at sige – den har i hvert fald været undervejs så længe, at lyden og stilen kan have nået at ændre sig mange gange undervejs.

“Den bedste danske plade, jeg har hørt i årevis” tænkte Undertoners anmelder, da han i efteråret anmeldte kvartetten Grizzly Bears debutalbum Horn of Plenty. Snart gik det dog op for ham, at den eneste reelle forbindelse forsanger Ed Droste og hans tre kumpaner har til Danmark, er, at Efterklangs label Rumraket er deres pladeselskab i Europa. Vores anmelder fortsatte med at rose pladen ligesom langt de fleste andre anmeldere i Skandinavien. Grizzly Bear tog på en længere turné i de nordiske lande – og inden længe drager de på en grundig rundtur i Nordamerika. “Men kommer der slet ikke noget ny musik fra Grizzly Bear?” tænker den nysgerrige læser, og det kan vi indtil videre på skråsikker vis svare nej til. Derimod udgiver Grizzly Bear d. 8. maj syv af de allerførste demoer på en plade med titlen Sorry for the Delay. Egentlig er det nok så meget sagt, at det er Grizzly Bear-demoer, for i virkeligheden er det primært Ed Droste, der har lavet skitserne. Hverken bjørnen eller dens pladeselskab Audraglint er særlig meddelsomme, hvad angår tracklisten, så det er ikke til at sige, om vi får mulighed for at høre gamle versioner af de numre, der var på Horn of Plenty.

Excentrisk er et mildt ord at bruge om det legendariske engelske band The Falls enerådige frontmand Mark E. Smith. Siden 1977 har Smith og hans forskellige samarbejdspartnere i bandet skabt et nærmest uoverskueligt væld af plader. Han har altid haft en gigantisk karisma som bandleder, og samtidig har han været notorisk berømt for at smide folk ud af bandet for et godt ord – siden starten har intet mindre end 47 folk været med i bandet. Alkohol har Smith som oftest haft lidt for svært ved at sige nej til, og lidt for intense affærer med hårde stoffer har ligesom voldsanklager mod band-kollegaer krydret Smiths liv særdeles rundhåndet. Ud af sådan et livsforløb kan der fiskes massevis af bizarre historier, og det er Mark E. Smith udmærket klar over. Derfor udgiver han til november en selvbiografi kaldet The Two-Year Gap, der ifølge forlaget vil berøre fængelsophold i USA, narko, skilsmisser og alt det andet, f.eks. konkurser, der følger med et hårdt og kaotisk liv som kompromisløs rockstjerne.

Mark Tranmer er næppe et navn, der siger ret mange ret meget. Hvis vi tilføjer navnet på Tranmers duo, nemlig Montgolfier Brothers, er der måske lidt større chance for, at der er læsere, der er med. Og for dem, der stadig er usikre, er der ikke andet for end at downloade den vanvittigt smukke single “Journey’s End” fra sidste års Montgolfier Brothers-album All My Bad Thoughts. Når Tranmer ikke er Montgolfier-bror, udgiver han ting på egen hånd under navnet Gnac. Indtil videre har det ført til to album samt en single-opsamling. Sidste år udgav han ydermere et album under sit eget navn, Scoop of Ice Cream Moon. Nu har Tranmer så lavet endnu et Gnac-album, og det har fået titlen Twelve Sidelong Glances. De 17 numre udkommer d. 29. maj og inkluderer blandt andet et stykke musik, som Tranmer blev bedt om at lave til den italienske installationskunstner Vanessa Beecrofts bryllup.

Indtil nu har det 23-årige norske stjernefrø Sondre Lerche koncentreret sig om at lave ret så traditionelle singer/songwriter-sange – men nu har han lukket nye impulser ind i sit musikalske univers. I denne uge udgiver Lerche nemlig Duper Sessions, der er et samarbejde mellem ham og den ligeledes norske jazz-kvartet Faces Down Quartet. Pladen er produceret af Jørgen Traeen, hvis duo ved navn Toy for nylig fik en pæn anmeldelse af deres debutplade her hos Undertoner. Duper Sessions rummer 13 jazzede numre, heriblandt coverudgaver af Cole Porters “Night and Day” og Elvis Costellos “Human Hands”. Lerche varsler overfor Billboard.com, at der allerede til efteråret er en ny plade parat. Den kommer til at udgøre en slags tilbagevenden til Lerches hidtidige lyd.

Kildekritik er ikke noget, musikjournalister bruger i særlig udstrakt grad. Næ, en eller anden har hørt noget eller læst noget og skriver lidt om det, og så skriver alle de andre om det bagefter – uden at vide, hvorvidt den oprindelige historie egentlig er rigtig. Og hvorfor også tjekke det, for det skal helst gå lidt stærkt, så man kan komme videre med andre vigtige opgaver som at surfe rundt på nettet eller tage en forlænget tur ned i kantinen. I mandags var vi så naive at tro på, at hype-maskinen over dem alle, NME, havde belæg for at skrive, at Brian Eno ville deltage på den Roxy Music-plade, som de øvrige oprindelige bandmedlemmer er i gang med at lave. Det har vist sig at være alt for naivt af os, for ifølge enoweb.co.uk er det eneste, Eno har haft at gøre med indspilningerne af den kommende plade, at han for gammelt venskabs skyld har besøgt de fire eks-bandkollegaer for at høre, hvordan arbejdet skred fremad. Vi beklager vores blåøjede videreformidling af en historie, der ikke var en historie. Men nu må I ha’ mig undskyldt, for jeg har en aftale med nogle andre om at mødes i kantinen.

Der er bands, der arbejder hurtigt. Og der er bands, der arbejder knap så hurtigt. Amerikanske Mahogany falder helt sikkert i den sidste kategori, hvad fans af deres hidtil eneste fuldlængdeplade, The Dream of a Modern Day, kan bevidne. Til juni er det nemlig blevet til fem års stilhed siden udgivelsen af det mildt sagt drømmende og skønhedssøgende debutalbum, efter at kvartetten igen og igen har skubbet planerne om en ny plade ud i fremtiden. Men nu skulle den altså være god nok: 11. september udsender sangskriver Andrew Prinz og resten af Mahogany Connectivity!. Og med bandets bopæl i New York er udgivelsesdatoen næppe tilfældig. Connectivity kommer ifølge Mahoganys pladeselskab Darla til at berøre en lang række temaer, og vi nævner i flæng arkitektur, byplanlægning, rummet, bæredygtig energi, transport, sex og tøj.

Multi-instrumentalisten Ed Harcourt har fire plader i bagkataloget, og anmelderne har taget pænt imod hans singer/songwriter-kompositioner. Og nu kan skriverkarlene godt spidse skriveredskaberne, for d. 5. juni er der nyt fra Harcourt. Indtil videre er der ikke meget andet nyt om pladen, end at den får titlen The Beautiful Lie – og at den er produceret af Jari Haapalainen fra det svenske indie-band Bear Quartet. Harcourt er nået frem til, at lytterne skal udsættes for de følgende 14 numre: 1. Whirlwind in D Minor 2. Visit From the Dead Dog 3. You Only Call Me When You’re Drunk 4. The Last Cigarette 5. Shadowboxing 6. Late Night Partner 7. Revolution in the Heart 8. Until Tomorrow Then 9. Scatterbraine 10. Rain on the Pretty Ones 11. The Pristine Claw 12. I Am the Drug 13. Braille 14. Good Friends Are Hard to Find

Der er gået 24 år, siden Roxy Music udsendte deres seneste plade, Avalon – og hele 33 år, siden Brian Eno forlod gruppen. Men tiden læger åbenbart alle sår. I hvert fald er 70’er-glamrockerne i gang med at indspille et nyt album, og alle de fem oprindelige medlemmer er med i studiet. Der er endnu ikke nogen udgivelsesdato parat, men ifølge NME er bandet allerede godt i gang med at have booket en større Europa-turné, der skal løbe af stablen senere på år. Roxy Music blev gendannet for første gang i 2001, og sidste år var bandet på ny sammen i forbindelse med en række koncerter. Brian Eno var ikke med til en eneste af disse – men nu har producer-legenden m.m. åbenbart ombestemt sig.

“Ubehjælpsom smerteporno” skrev Undertoners anmelder, da amerikanske Xiu Xiu sidste år udgav albummet La Forêt, der som de forrige plader borede sig uforsonligt ned i smerten og al dens væsen. Bandet med den martrede og altoverskyggende Jamie Stewart i spidsen har aldrig hvilet ret længe ad gangen, og det har de heller ikke gjort denne gang. Med Deerhoof-medlemmet Greg Saunier som producer har Xiu Xiu nemlig allerede indspillet en ny plade, der får navnet The Air Force. Albummet udkommer til september – men allerede i maj er der nyt fra Xiu Xiu. Her udkommer nemlig en ep med fem coverversioner af numre, der oprindeligt hørte til hos så forskellige kunstnere som Bauhaus, Elliot Smith og Nina Simone. Tracklisten til The Air Force ser således ud: 1. Hello From Eau Claire 2. Boy Soprano 3. Buzz Saw 4. PJ in the Streets of London 5. Vulture Piano 6. Saint Pedro Glue Stick 7. Save Me 8. Bishop, CA 9. Watermelon vs. the Pineapple 10. The Fox and the Rabbit 11. Wig Master

D. 28. maj gæster den engelske musiker Conrad Lambert spillestedet Loppen i København. Syv år tog det for Lambert at lave sit seneste album Loveheart. Men det var ventetiden værd: “Det tager tid at få et album til at fremstå så helstøbt som dette, og intet er overladt til tilfældighederne,” skrev vores anmelder og gav karakteren 5/6. Lad os håbe, at koncerten holder albummets niveau. Læs hele anmeldelsen af Loveheart her. Besøg Conrad Lamberts hjemmeside

Bandet 7 Year Rabbit Cycle udgiver d. 11. april deres nye album Ache Horns. Bandnavnet 7 Year Rabbit Cycle får næppe mange klokker til at ringe, men lidt name-dropping om bandmedlemmerne burde hjælpe på det: På guitar finder man Rob Fisk, som var med til at starte Deerhoof og skrive bandets numre i over seks år. På trommer finder man Ches Smith, som har spillet med bla. Tom Waits og Mr. Bungle. Og på vokal har bandet henholdsvis Kelly Goodefisk, også kendt fra Deerhoof, og Jamie Stewart fra Xiu Xiu. Ache Horns er bandets tredje album, og pladeselskabet Free Porcupine Society beskriver musikken som “œ (“¦) The Ex trying to break up a fight between US Maple and GodSpeed! You Black Emperor”¦”, så der er næppe tale om musik til morgenmad med dine forældre tidligt søndag morgen. Trackliste1. Intro 2. Puppies 3. Pirates4. Untitled 5. These Things Only Dogs Hear6. Wren 7. This Makes Me A Barn Burner8. Untitled 9. Magic Yam 2 (light version)10. On A Lake Of Blood, In A Boat Of Skin11. Ciabatta