Nyheder

Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…

Nyheder

A Scream in the Dark 2 i Ungdomshuset

Ja, jeg ved godt, det lyder som den seneste gyserdille fra Hollywood, men konceptet er altså en del federe end det. A Scream in the Dark 2-festivalen er opfølgeren til Red Tapes første festival, hvor de sætter fokus på den dystre og mørkere side af dansk rock. Formålet med festivalen er »at hive “overgrunden” ned til undergrunden, og ikke omvendt, da de aktuelle bands ikke har som overvejende interesse at blive anset som en del af det allerede etablerede og profitorienterede populærmusikalske etablissement.« Sådan! Så er integriteten i hvert fald på plads. Festivalen har efter inspiration fra Nosferatu-festivalen i 1982 i Saltlageret, hvor bl.a. Sods, Before og No Knox spillede, tænkt sig at optage festivalen og udgive en 12″ efterfølgende med et par numre fra hver af de optrædende. Og der skal nok komme smæk på. Danmarks nye metalhåb Rising spiller, de kosmiske kål-elskere Papir kommer, de uregerlige Iceage vælter showet, og mon ikke De Høje Hæle får begejstret med deres skæve punk. Der er i hvert fald masser af muligheder for at opleve nogle af Danmarks bedste bands med en smag for livets skyggesider. Det sker i denne weekend, 14.-16. oktober, og det er tilmed billigt. Programmet er som følger: Torsdag (30 kr.) 19.00: Folkekøkken 20.00: Foredrag v/ Christian Villum (Creative Commons Denmark) 22.00: The Eudaimonia Collective 23,00: I, Mountain 24.00: Moonless Fredag (60 kr.) 19.00: Folkekøkken 20.00: Foredrag v/ Ole Husgaard (Piratpartiet) 22.00: Mok Nok 22.45: Town Portal 23.30: Rising 00.15: Sexdrome 01.00: Iceage 01.45: Trust Lørdag (60 kr.) 19.00: Folkekøkken 20.00: Foredrag v/ Mikkel Bolt (Lektor v/ Københavns Universitet) 22.00: Fossils 22.45: Papir 23.45: Melting Walkmen 00.30: Chainsaw Eaters 01.15: De Høje Hæle 02.00: Mig og Min Ven 02.30: Double Space

Nyheder

PJ Harvey annoncerer europæiske koncerter

PJ Harvey arbejder for tiden på sit nye album, der forventes at udkomme i 2011. Nu har sangerinden annonceret fire februar-koncerter i Europa, nærmere betegnet i Bruxelles, Berlin, Paris, London. Altså ingen koncerter i Danmark i første omgang, men man kan jo håbe, at der bliver tilføjet flere koncerter til listen når udgivelsen af albummet nærmer sig. På scenen optræder Polly Jean sammen med et band bestående af Jean-Marc Butty samt hendes faste samarbejdspartnere Mick Harvey og John Parish. Sidste gang, PJ Harvey optrådte i Danmark var i Store Vega i maj 2009, hvor hun sammen med John Parish turnerede med deres fælles album A Woman a Man Walked By. Rockkvindens seneste soloalbum, White Chalk fra 2007, var faktisk meget lidt rock, men til gengæld en hel del kuldegysningsfremkalende fortællinger på klaver. Mere info om koncerterne: 18. februar, Cirque Royal, Bruxelles 21. februar, Admiralspalast, Berlin 24. februar, Olympia, Paris 27. februar, Troxy, London Billetter til de fire koncerter bliver sat til salg på fredag den 15. oktober kl. 9.

Nyheder

Eric Copeland tager fra fisketur til Hullet

Nej, dette er ikke en nyhed, der fortæller, at Eric Copeland fra legendariske Black Dice er røget i brummen. Hullet (det gamle Warehouse9) er stedet, hvor Copeland – efter at have indspillet i København i halvanden måned og være fanget i »kompositionens ensomme fisketur« – tirsdag 12. oktober løsner sig fra ensomhedens greb, åbner sine imødekommende arme og hælder sine egenartede, aggressive electronicaudladninger ud over folk. Han er dog ikke den eneste, der betræder Varehuset denne aften. Med fra Den Keltiske Tiger, også kaldet Irland, bringer han Thread Pulls, der med afsæt i no-wave og stortromme hamrer os ud i galaksernes sus. Derudover vil der også være mulighed for at give de snart albumaktuelle artister i Thulebasen og Iceage et lyt. Praktisk info: Tirsdag, 12. oktober 2010 Hullet, Staldgade 21 (det gamle Warehouse9) Dørene åbner kl. 20 – første band kl. 21. Pris: 60 kr.

Nyheder

Lyt til nyt Hauschka-album

Her på Undertoner har vi de seneste år givet skulderklap til tyske Volker Bertelmanns to seneste fuldlængdeplader under navnet Hauschka, Room to Expand og Ferndorf. Sidstnævnte, der udkom i 2008, tog afsæt i Bertelmanns opvækstminder fra en tysk landsby. På sit nye album, Foreign Landscapes, har komponisten vendt blikket ud mod verden. Albummet, der udkommer i slutningen af oktober, er inspireret af rejseoplevelser fra steder som Kyoto, San Francisco og Madeira. Samtidig med skiftet i tematisk fokus har Bertelmann også udvidet sit musikalske udtryk, og på ni af de 12 numre medvirker et dusin strygere og blæsere fra det symfoniske Magik*Magik Orchestra. Der er dog stadig plads til Bertelmanns signaturinstrument, det præparerede klaver. Hvordan Hauschka har oplevet den store vide verden, kan høres på Foreign Landscapes, der de kommende dage kan streames i sin fulde længde. Voilà, de damer & herrer – her er en lille times neoklassisk kompositionsmusik:

Nyheder

Fredagsvideo: Cloud Nothings: “Hey Cool Kid”

Det er fredag, så vi har lov at fjolle lidt. Lade det blive lidt useriøst. Derfor denne video med Cloud Nothings, der er et studie i kitsch. Den naive og temmelig lamme historie om en nørd, der skaber en superbasketrobot ud af en hjemløs, de udknaldede farver, de japansk inspirerede, fuldstændig tilfældige tegn, der flyver ind over skærmen. I det hele taget minder videoen om japansk eftermiddagstv. Ikke fordi jeg nogensinde har set det, men det er sådan her, jeg forestiller mig, det ville se ud. Cloud Nothings er 19-årige Dylan Baldi fra Cleveland, og han udgiver sin debut, Turning On, på Wichita den 25. oktober. Pladen er tidligere udgivet på Bridgetown Records som CD-R, men nu rykker knægten altså op i en større liga. “Hey Cool Kid” her er nummeret, der skal hjælpe ham på vej.

Nyheder

US Girls i Osram-huset

København har fået et nyt spillested: Osram-huset. Det ligger på ydre Nørrebro lige op og ned af Tagensvej og er indrettet i en gammel industribygning oprettet for Nordisk Glødelampeindustri i 1953. Men nu er det et kulturhus for borgerne, og det er der nogle borgere, der har udnyttet. Den første koncert var med Snöleoparden og finske Circle, og nu får huset besøg af U.S. Girls, der udkommer på amerikanske Siltbreeze, som gør sig i psykedelisk, lo-fi og støjende rock. Som support optræder danske Family Underground, der ofte gæster de danske koncerter med deres støjende droner, samt to belgiske acts, hvor den ene, Ignatz, er solo, mens den anden, Sheldon Siegel, er en trio. At dømme ud fra Myspace er vi ovre i en eksperimenterende ødemark. Ignatz lyder som Captain Beefheart solo, hvilket noget nær er den største kompliment, jeg kan give en kunstner. Med andre ord er der god mulighed for lige at få lettet overtrykket i kabinen på sådan en almindelig tirsdag i Osram-huset. Det foregår nemlig 19. oktober og koster kun 50 kr. Her er adressen: Osramhuset Valhalsgade 4 2200 Kbh. N. Nå ja, hvad pokker, I får også lige en video med Ignatz: Ignatz: The water from Sami Sänpäkkilä on Vimeo.

Nyheder

Lyt til nyt Avey Tare-nummer

Animal Collective er gode til at holde sig konstant i pressen. Hvis det ikke er med fuldlænge-albums, ep’er eller lignende, så smider de soloalbums ud. Den 26. oktober udgiver Avey Tare sit første soloalbum – han havde tidligere udgivet et album med sin kone Kría Brekkan – som kommer til at hedde Down There, og nu kan man høre en single fra albummet, “Lucky 1”, ovre hos Pitchfork. Du kan også bare trykke play i afspilleren herunder: [audio: ] Ikke overraskende lyder det, som man nu kunne forvente. Af mere overraskende nyheder fra Animal Collective-lejren kan jeg fortælle, at Deakin har designet et par sko. Det har Avey Tare faktisk allerede gjort tidligere, og overskuddet fra salget går til Soccorro Island Conservation Fund, som er en nonprofit organisation, der kæmper for at passe på biosfæren i Revillagigedo Archipelago tæt ved Baja i Californien. Du kan bestille skoene hos Keep Company.

Nyheder

Rough Trade spiller plader på Bakken

Nej, altså ikke Bakken oppe i Dyrehaven. Bakken i Kødbyen. Hvis du ikke har hørt om den bar, så burde du virkelig få indstillet din hipster-radar, for den peger sandsynligvis i stik retning mod bootcuts og NASA. På fredag den 8. oktober står pigerne i DJ-duoen Good Tape Grrrls bag en ny klub på Bakken og får til åbningsfesten prominent besøg af det legendariske pladeselskab Rough Trade. Rough Trade blev startet af Geoff Travis i (post)punkens formative år og sendte legendariske singler på gaden med bl.a. Scritti Politti og The Raincoats. Især “Hand in Glove” med The Smiths satte gang i pladeselskabets popularitet. I de senere år har selskabet udgivet plader med bl.a. The Libertines og Arcade Fire. Fire (indtil videre ukendte) personligheder kommer forbi Bakken denne aften og vender plader med fortidens stjerner og måske nogle kommende. Hele eventet er gratis og kan inspiceres nærmere på Facebook.

Nyheder

The xx-medlem klar med ny single

The xx’s Jamie Smith udgiver i løbet af oktober en spritny single ved navn “Far Nearer”. Det afslørede den unge beatmager i forgårs i et interview med den engelske radiostation Xfm, hvor nummeret desuden havde premiere. Om det nye nummer udtaler Smith. »Det er et nummer, jeg lavede i en af vores korte pauser fra at turnere, og jeg var ivrig efter at komme i gang med at lave noget ny musik«. “Far Nearer”, som bærer stærkt præg af Londons post-dubstep-lyd, kan høres via Abeano.

Nyheder

Fredagsvideo: Tim Kasher: “Cold Love” + bonus

Ah, parforholdets mange glæder. Den ømhed, kærlighed der omgiver tosomheden. Hensynet, tolerancen som bare flyder gennem to mennesker, der virkelig elsker hinanden. Lige præcis dén oplevelse har Tim Kasher lavet en hel plade om, der hedder The Game of Monogamy, som udkommer på Saddle Creek 5. oktober. Kasher er normalt frontmand i Cursive, der godt kan være en temmelig intens og energisk affære, men solo har han valgt en langt mere melodisk vej. Og i videoen til “Cold Love” kan man bare mærke kærligheden gennemstrømme det unge par. Herligt. Og så fordi det endnu engang er fredag (det sætter vi stor pris på her på Undertoner), så skal du da lige have en ekstra godbid. Kan du huske Kris Kross? MacDaddy og omvendte jeans? Well, glem de teenagere. Det nye shit er 7-årige P-Nut, der synger kærlighedssange til den udvalgte i bedste dirty south-stil. Damn, den knægt har selvtillid. Det bedste er der, hvor han synger »I know you’re young, but I’m young too«. Find dit eget favorit-citat:

Nyheder

Lyt til Treefight for Sunlights debutalbum

Danske Treefight for Sunlight har netop lagt deres debutalbum, A Collection of Vibrations for Your Skull, ud til fri streaming via Soundvenue. A Collection of Vibrations for Your Skull er et af årets mest imødesete, danske albums og bliver udgivet den 4. oktober på det særdeles lovende Tambourhinoceros-selskab. Albummet er blevet til i tæt samarbejde med selskabets medejer, Oh No Ono-medlemmet Aske Zidore, der også har fungeret som producer for Treefight for Sunlight. Sammen med Zidore er det lykkes gruppen at skabe en iørefaldende og stort orkestreret popmusik, der i kræft af sin udsøgte detaljerigdom og sine opfindsomme arrangementer trækker stærke veksler på 60’ernes fantasifulde barokpop. A Collection of Vibrations for Your Skull kan streames frem til den 4. oktober.

Nyheder

The Informations udgiver debutalbum

Frederik Nordsøs studieprojekt, The Informations, udgiver den 1. november debutalbummet, Noah’s Ark, hvor han bl.a. får hjælp af medlemmer fra Oh No Ono, Chimes & Bells, Choir of Young Believers og Jong Pang. The Informations har siden 2009 været spået en lys fremtid af de danske musikmedier og laver en sær og ganske uforklarlig musik, der undviger alle former for genrekategoriseringer. Gruppen opnåede desuden en del opmærksomhed med musikvideoen til nummeret “Strange Habits”, der indeholder klip fra Jørgen Leth og Ole Johns kunstfilm Motion Picture. Noah’s Ark udgives på Frederik Nordsøs eget pladeselskab, Speed of Sound, som han til dagligt leder i fællesskab med Kristian Leth og Fridolin Nordsø, der, ligesom Frederik Nordsø selv, udgør kernen i The William Blakes.

Nyheder

Stream det nye Sufjan Stevens-album online

Det er nu muligt at høre det nye Sufjan Stevens-album, The Age of Adz, via NPR. The Age of Adz er Sufjan Stevens’ første reelle studiealbum siden mesterværket, Illinoise, fra 2005 og følger i kølvandet på ep’en, All Delighted People, som han udgav via sin Bandcamp-side i august. Det nye album indeholder ifølge Stevens selv intet større kunstnerisk koncept, men flirter ikke desto mindre heftigt med elektronisk instrumentering og stort opsatte orkesterarrangementer. The Age of Adz udgives officielt den 12. oktober på Asthmatic Kitty.