Plader

Beck: Sea Change

Skrevet af Mikkel Mortensen

Sea Change er næsten lige så ensformigt, som resten af Becks karriere har været spraglet. Men det klæder hr. Hansen at fordybe sig i melankolien, og albummet er hans mest konsistente og langtidsholdbare til dato.

32-årige Beck Hansen har altid gjort en dyd ud af at leve op til sit image som “the coolest kid on earth”, som det engelske modemagasin The Face gav ham midt i 90’erne. Bag sit panser af distancerende ironi har han så fyret blændende genre-blandende albums som Mellow Gold og Odelay af sted. Dog har han altid haft en forkærlighed for country, som det kunne opleves på bl.a. One Foot in the Grave og Mutations, men disse albums føltes altid som stiløvelser, og ikke som om Beck virkelig var oprigtig over for lytteren.

Nu, tre år efter den skuffende Prince-pastiche Midnite Vultures og efter bruddet med kæresten gennem ni år, tøjdesigneren Leigh Limon, er han klar med Sea Change, et modent singer/songwriter-agtigt album, hvor Beck endelig river sit rygte som festabe og klovn i stykker og smider ironien langt, langt væk hvor den hører hjemme. Dette stilskift vil sikkert skuffe mange af Becks fans, men vil uden tvivl lokke nye til, da albummet appellerer mindst lige så meget til fans af f.eks. David Gray og Ryan Adams, som det gør til allerede hengivne disciple.

I fællesskab med produceren Nigel Godrich, der også gjorde et glimrende stykke arbejde på Mutations, har Beck skabt et overvejende akustisk album, bestående af 12 sange, som alle – ganske forståeligt – omhandler forliste parforhold, og hvad de fører med sig. De dominerende instrumenter på Sea Change er akustisk guitar og strygere, og det er ikke svært at høre inspirationen fra kunstnere, som den amerikanske country-godfather Hank Williams og den engelske folk-ditto Nick Drake.

Inspirationen fra sidstnævnte kan især høres på det hypnotiske “Round the Bend”, der nærmest er en veritabel Drake-pastiche, og især introen minder en hel del om “River Man” fra Nick Drakes debutalbum, Five Leaves Left. Sangen udvikler sig dog aldrig til et veritabelt rip-off, men virker i stedet som en smuk cadeau til den afdøde legende.

Allerede i åbningssangen “The Golden Age” sender Beck sin elskede af sted med denne hilsen: »Put your hands on the wheel / Let the golden age begin,« men gør dog intet forsøg på, at skjule sin egen sindsstemning, der er alt andet end positiv: »These days I barely get by / I don’t even try.« Disse linier kunne sagtens være blevet albummets slagord, for Beck har været derude, hvor det gør rigtig ondt, men han formår at styre uden om de selvmedlidende faldgruber og har hele tiden øje for, at det skal nok skal blive bedre med tiden. Det ses tydeligt på den majestætisk knejsende “Lonesome Tears” – med et overjordisk smukt strygerarrangement – som viser en forvirret Beck, der undrer sig over kærlighedens væsen: »How could this love / Ever turning / Never turn its eye on me,« men vi ser samtidig en Beck, der nægter at isolere sig, og som derved også nægter at begrave sig selv i selvmedlidenhed: »Lonesome tears / I can’t cry them anymore / I can’t think of what they’re for.« Mod slutningen skaber strygerne dog et “A Day in the Life”-agtigt kaos og illuderer derigennem det raseri, man uundgåeligt vil føle efter et parforholds endeligt.

Også i den iørefaldende “Lost Cause” kan Beck se lyset for enden af tunnelen. Det gør godt nok stadig ondt: »Your sorry eyes cut through the bone / They make it hard to leave you alone,« men mod slutningen af sangen finder han styrken til at gå og har dermed taget det første skridt mod afklaringen: »There’s a place you’re going / You ain’t never been before / No one left to watch your back now / No one standing at your door.«

Man skulle også tro, at “Guess I’m Doing Fine” var en optimistisk sang, men der tager man grueligt fejl, for under dække af albummets mest optimistiske titel gemmer sig Sea Changes mest sørgelige sang. Tempoet er nærmest reduceret til slowmotion, og Becks ellers ret dybe stemme er her inficeret med en gravkammer-stemning og en tekst, der med al ønskelig tydelighed viser, at sangens titel blot er et vagt forsøg på at maskere, hvor skidt han egentlig har det: »It’s only lies I’m living / It’s only tears that I’m crying / It’s only you that I’m losing / Guess I’m doing fine.«

Et knust hjerte var altså det, der skulle til for at forvandle “the coolest kid on earth” til en mand af kød og blod. Sea Change er nemlig det første af Becks albums, hvor man virkelig kan mærke manden inde bag superstjernen Beck, og det er samtidig hans smukkeste, mest helstøbte og mest holdbare album nogensinde. Men – for der er selvfølgelig et men – da alle albummets 12 sange praktisk talt foregår i samme tempo, er der også en tendens til, at albummet bliver en smule ensformigt. Men det er også den eneste anke, der er imod dette album, for selv om det ikke har den originalitet og idérigdom, der prægede bl.a. Mellow Gold og Odelay, indeholder det i stedet en ærlighed og oprigtighed, der gør, at dets sange vil eksistere længe efter, at ironien i hans resterende produktion er død og begravet.

★★★★☆☆

Deltag i debat