Plader

Chris Brokaw: Red Cities

Skrevet af Niels Andersen

Do it yourself-solo fra Codeines Chris Brokaw. Red Cities bliver en smule for pæn sine steder, men det ændrer ikke ved, at Brokaw har frembragt et stemningsmættet og velgennemtænkt album.

Den 38-årige guitarist, trommeslager, sanger og sangskriver Chris Brokaw er en aktiv mand. Ingen tvivl om det. Selv om han kun har været professionel i hen ved 12 år, har han allerede utallige projekter og samarbejder på samvittigheden: Blandt de mest kendte er de to bands Codeine og Come. Derudover kommer The New Year – et Bedhead-spin off – og all star-guitarist-bandet Pullman. Seneste skud på stammen er hans soloplade, Red Cities: 13 instrumentale kompositioner med guitaren i front.

Red Cities er et sandt soloprojekt. Som hos vores hjemlige Mikael Simpson er det en plade i DIY-ånden. Brokaw spiller alle instrumenterne selv, hvilket på denne plade betyder akustisk og elektrisk guitar samt trommer og diverse slagtøjsinstrumenter. Modsat Simpson har Brokaw dog valgt at holde pladen ganske analog – resultatet er en klassisk klingende Fender-guitar-affære med hilsner til såvel Shadows som Tortoise.

Pladens første skæring, med den sigende titel “Gauntlet” (stridshandske), er en lille teaser på godt og vel et enkelt minut, hvorefter begivenhederne tager fart på “The Fields (Part II)” – en næsten 11 minutter lang og temmelig dyster affære; et velegnet lydspor til en natlig køretur gennem forstædernes industrikvarterer.

På den spaghettiwestern-klingende “Calimoxcho” er der mere tequila-stemning, og denne lystighed peaker på pladens mest rockede nummer: “King Ferdinand Tournament” – et lige-ud-ad-landevejen-hit, der øjeblikkeligt fænger.

“Wallet Corner” er ren country-udskejelse, Burt Bacharach-nummeret “The Look of Love” er smørguitar, til det næsten gør ondt, og hele herligheden afsluttes med Robert Johnson-slideguitar på “At the Crossroads”.

Det er en fornøjelse at lytte sig igennem denne plade, og som gammel guitarist er det en glæde af stifte bekendtskab med Brokaws gennemtænkte og stramme guitarstil, der på intet tidspunkt forfalder til lir. Men, men, men. Når det er sagt, skal kritikken trods alt lyde. Denne anmelders garvede ører savner lidt skarpe kanter. Der bliver kælet lige lovligt meget for den indre easy listener på store dele af pladen. Og det er ærgerligt, når man hører, hvor godt det fungerer, når Brokaw skruer op for pedalerne og tager godt fat om stikkerne.

★★★★½☆

Deltag i debat