Plader

Rufus Wainwright: Want Two

Skrevet af Camilla Grausen

Rufus Wainwrights verden er eventyrlig og tilsat lige dele sex, synd, drama, kærlighed og kabaret. Det går ikke stille for sig, når Rufus udfolder sig. Og godt det samme – han er helt ubestridt en af nutidens mest kreative, spændende og talentfulde kunstnere.

Forleden nat vågnede jeg kl. 4 om natten og kunne ikke falde i søvn igen, fordi sangen “The Art Teacher” fra Rufus Wainwrights nye album sad fast i mit hoved. Sådan virker Rufus Wainwright. Så uforglemmelig er hans stemme. Så stærke er hans melodier.

Den canadiske wonderboy Rufus Wainwright har nu udgivet sit fjerde album. Det har titlen Want Two og er en opfølger til Want One fra 2003. Meget af materialet er indspillet samtidig, og når man betragter de to smukke albumcovers (af fotografen Yelena Yemchuk) er der ingen tvivl om, at de hører sammen. Udsmykningen er præcis den samme, kun farverne er forskellige. På den blå Want One skuer Rufus ud i intetheden iført middelalderrustning og med sværd i hånden. På søsteren, Want Two, er nuancerne røde, og Rufus ser længselsfuld fremad med halvt lukkede øjne og langt hår iført en middelalderlig kvindedragt.

Om forskellen på de to albums, har Rufus selv udtalt, at det drejer sig om en forskel mht. tilgængelighed; One er mere ligetil end den noget dybere Two. Derudover er der, som billederne og farverne lægger op til, også en dobbelthed – en maskulin/feminin-tematik.

På de første minutter af Want Two gør Rufus det klart, at man skal glemme, hvad man tidligere har hørt. Dette er noget helt andet end Want One, der åbnedes af den pompøse og livssprudlende “Oh What a World”. Want Twos første nummer, “Agnus Dei”, starter som en underlig knirken og udvikler sig til en mellemøstlig stemning med messesang på latin. Lytteren hvirvles til et helt andet sted i en helt anden tid. Stemningen er højtidelig og lidt dyster, og nummeret virker, præcis som det skal. Hvor man efter Want One havde forventet en rigtig bombastisk Rufus Wainwright-start, mindes man om, at Rufus er alt andet end forudsigelig, og at man ikke skal føle sig for sikker på noget.

Efter at have sat lytteren på plads holder Rufus Wainwright dog ikke igen med sine musikalske eventyrligheder. Det afgørende for Rufus’ musik er hans inspiration fra kabaret, operetter og klassisk musik (“Little Sister” lyder som et klaverstykke fra renæssancen) – samt fra massevis af andre ‘gamle’ genrer, der får Want Two til at lyde anderledes end alt andet.

Blandt de bedste numre på albummet, er “The One You Love”, der starter som et almindeligt rocknummer, men bliver snart ‘Rufusk’ med dejlige korarrangementer, rullende, opbyggende klaver og søsteren Martha Wainwrights vokal en oktav over Rufus’, der snart får nummeret til at udvikle personlighed og temperament.

Rufus rejser af særligt nævneværdige stoppesteder forbi tvetydig sødme (“Peach Trees”), en hilsen til hjembyen Montréal (“Hometown Waltz”) og en Jeff Buckley-dedikation (“Memphis Skyline”), inden Want Two afsluttes med et næsten ni minutter langt storværk. Nummeret hedder “Old Whore’s Diet” og er svært at beskrive, men festligt, rock-opera-agtigt og helt igennem storslået bl.a. med kraftfuld vokal fra Antony (Antony and the Johnsons).

Rufus er ikke kun god til at lege med genrer og inspirationskilder, men også med roller. Et af Want Twos mest udtryksfulde numre er “The Art Teacher”, hvor Rufus tager rollen som en midaldrende kvinde, der tænker tilbage på sin skoletid og den art teacher, som hun elskede som den eneste mand i hendes liv. Det er en både sød og alvorlig lille historie, og det er imponerende, hvor mange følelser Rufus udtrykker i rollen via både vokal og klaver.

Rufus Wainwright er glad for Rufus Wainwright og lægger ikke fingre imellem, når det kommer til at erklære sin egen herlighed (eller homoseksualitet, for den sags skyld). Men egentlig er det rart med en kunstner, der tror meget på det, han laver – og derudover har den gode Rufus jo humor. Intet leveres uden et glimt i øjet. Heller ikke den ellers noget prætentiøse tekst i “Gay Messiah”, hvor Rufus bebuder genkomsten af »the gay Messiah«: »He will then be reborn / From 1970’s porn / Wearing tubesocks with style / And such an innocent smile.« Når de første smil, som teksten fremkalder, er forsvundet, og man kan koncentrere sig om andet, viser det sig, at nummeret er rigtig dejligt. Rufus’ altid pragtfulde stemme og guitarspil samt særligt koret på linierne om »Rufus the baptist« er simpelthen skønt.

Want Two er mindre tilgængelig end Want One – det er ikke en ’svær’ plade, men den fænger langsommere end sin lillebror. Want Two vinder virkelig med tiden – særligt korarrangementernes skarpe placeringer samt bestemte betoninger og musikalske detaljer, som man som lytter først opdager og sætter pris på hen ad vejen.

Rufus Wainwrights nye album er en imponerende efterfølger til Want One, men de to albums betragtes bedst som en bog med to kapitler eller et teaterstykke i to akter. To sider af samme sag. Sammenlagt kunne de bedste numre fra de to albums udgøre en helt utrolig plade, men stadig med de få smuttere eller mindre gode numre (som “Natasha” fra Want One og halvvejs “Waiting for a Dream” og “Crumb by Crumb” fra Want Two, der begge er svagere end albummets gennemsnit), er ‘dobbelt-albummet’ en pragtpræstation, der vidner om Rufus Wainwrights imponerende spændevidde og talent.

★★★★½☆

Deltag i debat