Plader

Epo-555: Mafia

Danske Epo-555 har altid skuet mod højere luftlag, og mens de har stået dér med himmelvendte blikke og tænkt romantiske tanker om den gode popsang, har de produceret soundtracket til et sådant fastfrossent moment. Titlen er Mafia, og pladen er – for at bruge et fint, positivt ladet ord – god.

Danske Epo-555 har altid skuet mod højere luftlag, og mens de har stået dér med himmelvendte blikke og tænkt romantiske tanker om skabelsen af den gode popsang, har de produceret soundtracket til et sådant fastfrossent moment. Ligesom på debutpladen Dexter Fox er Epo-555 på Mafia nysgerrigt søgende og legende i deres omgang med popmusikken. Det resulterer i en række brusende sange, som hvirvler liflige dufte omkring næsen på lækkersultne lyttere med hang til den gode melodi.

Epo-555’s udtryk er særligt spændende, fordi deres sangskrivningsalkymi indeholder elementer fra et hav af genrer, heriblandt country, surfrock, electronica, shoegazer – og så selvfølgelig popmusikken som bandet har ganske kær. Og netop popmusikken stortrives, når den udfordres i sit indhold, som Epo-555 formår at gøre det.

Epo-555’s legesyge afspejles i forunderlige sangtitler som “Hyperschlieb” og “Grisslappan”, for bare at nævne et par stykker. Og der bliver da i lydbilledet også leget med trommemaskiner, synthflader og øvrige finurligheder som lydene af pålægsskinke mod ost eller Piratos mod en bordplade.

Men hvad er leg uden den gode melodi? Det velanrettede singleudspil “Harry Mämbourg” er et fremragende eksempel på koblingen af de to elementer – og i øvrigt et af de stærkeste kort på Mafia. Mikkel Max Hansen synger med en afkølet og resigneret Kevin Shields-lignende stemmeføring, der ganske vist ikke ryster de store følelsesbetoninger af sig, men som i samspil med den lækre instrumentale backing leverer et stærkt udtryk.
Således fungerer vokal-delen på Mafia. Hverken Mikkel Max Hansen eller den kvindelige vokal-kompagnon Camilla Florentz er udstyret med nogen stor stemmepragt, men mindre kan heldigvis også gøre det, når nu musikken sprudler, som tilfældet er i ovenfor nævnte nummer.

Også den besynderligt betitlede “Pizza Tintin” imponerer med længselsfulde tilbageblik mod et af 90’ernes helt store shoegazer-navne, nemlig Slowdive. Nummeret løfter en melankolsk melodi mod lydbilledets loft med et blåtonet synth-tema, og efter trommemaskinens pumpen, som var den ved at løbe tør for batterier, overtager den nuttede “Tess La Coil”, der nok skal putte et talrigt antal indie-kids under dynen med linjerne: »Our Copenhagen heartbeat / Our alibi for insomnia / No one sleeps like we do.«

Popmusikken, som den lyder efter at have været en tur gennem Epo-555’s maskineri, kravler ind og pirker kælent de helt rigtige steder. Lydbilledet er fyldigt og er med til at give melodimaterialet lang levetid. Med Mafia er Epo-555 trådt flot videre i sin udvikling, og de står med en plade, som bestemt har internationalt snit.

★★★★½☆

Leave a Reply