Plader

Lupus: Hold Me Up Against the Light Like Money

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Danske Lupus er tydeligt inspireret af pigerockgrupper fra britpoppens storhedstid, og det har kastet en håndfuld fine sange af sig. Men det afgørende personlige aftryk mangler, før Lupus’ retropop-projekt for alvor rykker.

For at opstøve inspirationskilder til deres debutplade er danske Lupus hoppet tilbage til midt-90’ernes England. I det engelske er de stødt på bands som Elastica, Echobelly og Sleeper. De hørte til britpop-æraens fremmeste pigerockbands, men er i dag for længst opløste. Og mange har sikkert glemt, at de har eksisteret.
Hvis det gælder flertallet, står Lupus med gode kort på hånden. De er nemlig ikke rejst tilbage til fremtiden for at føje moderne toner til indiepopgenren, som den lød dengang. Lupus lyder som en datidig pendant til de britiske forbilleder. Men det de taber på uoriginalitet og uopfindsomhed, vinder de en smule tilbage af takket være deres charme og en række melodiske sange. Heraf har mindst et par stykker potentialet til at klare sig fint i æteren hen over sommeren.

Ved de første par gennemlytninger virker Hold Me Up Against the Light Like Money som et interessant udspil. Den opfattelse aftager dog efterhånden. Lupus mangler lidt af den samme energiske og punkede fremtoning, som Elastica praktiserede for 10 års tid siden. Det ville i hvert fald klæde sangene, så de fik mere af den bid og nerve, som det misvisende bandnavn lægger op til, at den københavnske kvartet besidder. Lupus er uden tvivl et talentfuldt band og er da også blev betragtet som lovende de sidste par år.

Sangenes skarpe guitarer, dansable basrytmer og især de to sødmefyldte vokaler fungerer rigtig fint. Men det er alligevel lidt for pænt og nydeligt til, at det også fænger efter femte afspilning. Generelt er sangene heller ikke stærke nok, og de skiller sig ikke mærkbart ud fra hinanden. Et grelt eksempel er den markante basrytme, der indleder både åbningsnummeret “Seasick” og “You Don’t Dance”. Ikke fordi de er enslydende, men det er fantasiløst, at to numre starter næsten på samme måde.

Netop “You Don’t Dance” indeholder de kvaliteter, der karakteriserer et gedigent radiohit. Det samme gør “Don’t Be a Stranger”, “Common Reflex” og “Busy Being Me”, der alle varer under tre minutter og har et genkendeligt omkvæd, som sidder fast med det samme. Det vil sige, mens de spiller. Bagefter glider de hurtigt ud af hukommelsen. Det er altså ikke sande ørehængere, som er umulige at få ud af hovedet, der her er tale om. Chancen, eller risikoen om man vil, for at man vil gå og nynne strofer fra disse sange dagen lang, er ret minimal.

Heldigvis er det ikke de ligefremme og skabelonagtige sange, der udmærker Lupus, når de er bedst. For det er vokalsamarbejdet mellem Cecilie Enevold Nielsen og Louise Tækker, der er bandets force. Den enes vokal er lige den tand lysere end den andens, og det resulterer i et dragende vokalsamarbejde på den afdæmpede og kølige “Other Shades Than Grey”. Glimrende er også call-and-response-duetten i den fængende “Two Steps Closer”. Begge sange er fine eksempler på, at Lupus har mere at byde på end blot at spille anonym og poleret indiepop skræddersyet til radioens bedste sendeflader.

Hold Me Up… er langtfra et nyt og friskt bud på indiepopgenren anno 2006, for den kunne sagtens gå for en glemt udgivelse fra midt-90’erne. Så hvis man holder Lupus op mod lyset, vil der ikke komme et tydeligt vandmærke til syne, som kan påvise bandets originalitet.
Interessant musik behøver ikke være original, så det er ikke kun derfor, pladen ikke overbeviser. Den primære grund er, at Lupus ikke skiller sig nævneværdigt ud fra forbillederne, fordi de ikke evner at tilføre sangene et stærkt personligt præg. Og dermed opfylder de ikke det krav, man bør stille til ethvert retroband.

★★★☆☆☆

Deltag i debat