Inden for alternativ musik såsom indiepop og -rock bliver saxofonen ofte brugt til at fylde hullerne ud i en sang – en slags musikalsk prikken over i’et. Det er også den titel, som canadisk-baserede Colin Stetson har været med kendt for i sin efterhånden lange karriere som freelancesaxofonist og soundscape-bidrager for artister som Arcade Fire, The National og Bon Iver. Ved siden af har han dog haft sin egen karriere som improviserende avantgarde-artist, og med en ordentlig håndfuld plader i rygsækken står han nu klar med album nummer 22, When We Were That What Wept for the Sea. En musikalsk åndedrætsøvelse, der forsøger at ruske i dine ører og udfordre din meditative tilstand med teknisk overlegne blæse-kundskaber. Udover at levere sine mangeartede talenter direkte ind i øregangen, har han smurt lydene ind i alverdens rumklangseffekter og vendt dem rundt i traditionel irsk folkemusik, som fører tankerne hen på en form for spirituel rejse mod noget overjordisk.
Pladen indeholder hele 16 numre og er landet med kort varsel. Til det britiske musikmagasin, The Quietus, udtaler Colin Stetson nemlig, at udgivelsen er komponeret efter hans fars pludselige død, og han har af den grund ikke ønsket at annoncere særlig meget: »Sometimes things happen in life that we don’t plan for. So I stopped everything and wrote this record«. Baggrunden er derfor en inspirerende fortælling om, at skønhed og længsel kan eksistere sammen med rædsel og frygt i forening med naturen. Alt sammen til minde om hans far.
Og inspirerende er et adjektiv, der heller ikke ligger langt væk fra multi-instrumentalistens nye musik. Udover, at han har indspillet alle instrumenter selv, starter næsten hvert nummer med en dyb indånding. Så kan man da kun komme helt i zen. På numre såsom “Infliction” bliver vejrtrækningen ligefrem en del af en cirkulær saxofon på trampolin og lyden af en nynnen med stanniolpapir for munden – hvis du nogensinde har prøvet det. Vokalen er nemlig noget, der bliver brugt mere og mere af, og det er et smart træk, da lytteren derved får noget variation i numrene. Og ikke nok med det, er den irske folkesanger Larla Ó Lionáird et perfekt afbræk fra de repetitive saxofonfraser, der i længden kan overmætte dine ører. “The Lighthouse lll”, som er en del af en tilbagevendende koncept-række af i alt fem numre, trækker avantgarde-gardinerne for og giver i stedet et forløsende pusterum af et balladenummer. Den 58-årige irlænder svæver ubesværet hen over tonerne med sin legatobløde klang og bliver holdt i hånden af Colin Stetsons simple akkorder fra et støvet klaver, der er tilpas ustemt til at lyde charmerende. Det er uden tvivl en stærk kombination og et frisk pust til hans ellers eksperimenterende bagkatalog.
Det niende nummer er heldigvis ikke det eneste, der bringer fornyet kreativitet til hans store samling af udgivelser. På “Lighthouse ll” bliver du kastet på toppen af Skotlands højlande til lyden af Brighde Chaimbeuls traditionelle sækkepipespil imens “Passage” padler rundt blandt rytmiske jernkæder og saxofonificeret trafiklarm. Og selvom Stetsons hovedinstrument er saxofonen, klæder det hans stil, når han giver instrumenter såsom klaveret solorollen og i stedet hiver saxofonen ind på de rigtige tidspunkter. For når han står med messinginstrumentet sidder teknikkerne lige i skabet, men det kan også blive tungt at høre på i længden.
Men jeg får også lyst til at spørge, om musik bare handler om at vise teknikker og smarte skala-forløb frem? Nej, slet ikke, og det er i bund og grund dér, jeg i øjeblikke kan miste koncentrationen. Det føles lidt som at sidde til en meditationstime, hvor ens tanker kommer til at vandre væk. Guiden plejer at føre ens koncentration tilbage til øvelsen, men det har vores hovedperson altså glemt at gøre her. Med andre ord mangler der lidt variation og mindre hurtige akkordbrydninger og nørdede bas-synkoperinger for at føre fokus tilbage på det ellers smukke saxofonarbejde.
Alligevel er den nyeste skive en rejse gennem saxofonens mange ansigter i smuk forening med et britisk take på folkemusikkens naturlige lyd. Og selvom den står på hele 21 tidligere albums, så er Colin Stetson slet ikke gået i stå. Tværtimod viser han, at kreativiteten stadig bor i hans musikalske hjerte, og at han er i stand til at sammenflette flere forskellige elementer til nogle ret interessante og kvalitetsspækkede numre i forening med saxofonen, som giver et helt unikt udtryk af meditativ karakter. Saxofonen er nemlig ikke bare et instrument, det er et kunstværk – i hvert fald, når du kaster den i hænderne på blæse-geniet, Colin Stetson.
