Udover en tiltagende og noget foruroligende mængde af dræbersnegle (eller er det facehuggers?) på ydersiden af mit telt, (…jeg har aldrig tænkt på ferramol som en del af det obligatoriske festival-gear), så var det en udpræget fornøjelse at vågne fredag og konstatere, at kroppen var i fuld vigør. Det måtte man jo gøre noget ved, så et par bananer, en abrikosvand, et bad og en håndfuld halvsmadrede TUC-kiks senere gik det i rask trav mod festivalpladsen.
Og efter en mildest talt tungmetallisk og nakkeafstraffende afslutning på torsdagen var det en lise for sjælen at åbne med det dansk/balinesiske gamelan-projekt Teratai Åkande på Platform. Kombinationen af de traditionelle gamelan-instrumenter og elektroniske loops fungerede lige så godt, som man skulle tro, og lød kun få gange som musikken i tandlægens venteværelse i 90’erne. Heldigvis. Men der skulle hurtigt komme mere gang i boret.
For lidt senere kunne man på Arena se vanvidsbandet Electric Callboy, hvis fusion af metal, EDM, screamo og meget mere har opnået en kolossal appel, og som allerede tidligt på eftermiddagen havde opbygget en gigantkø til pitten. En kø fyldt med smukke, midaldrende mænd i alle regnbuens farver, der tydeligvis havde set tyskerne flå et henholdsvis snotforvirret, rasende og eksalteret publikum i tre på sidste års Copenhell. Ja, og tilsyneladende en masse yngre med. Konfetti og flammer kan blødgøre et hjerte af sten, og den smule, jeg nåede at få med af koncerten, var storslået, dumt, højenergisk og vanvittigt underholdende. Når tyskere endelig er sjove, så er de virkeligt sjove.
Men det primære mål var at komme forbi amerikansk/etiopiske Esy Tadesse på Gloria og en ganske speciel kobling af etiopisk sangtradition og en mere amerikansk r’n’b-lyd. Etsegenet Mekonnen, der er hovedkvinde og guitarist i bandet, fik på scenen opbakning af en enlig multiinstrumentalist, Xio, der også trådte til som sanger på enkelte numre. Begge to var så tilbagelænede, at man nærmest fik ondt i ryggen af at se på dem. Eller også var det den lækkende luftmadras, der var synderen.
Ifølge hestens egen mund er hele deres repertoire opbygget efter en særligt etiopisk femtonersskala, som for mig var helt fremmed. Men det lød – når det havde mest schwung – som hvis Isaac Hayes havde lavet temaet til Shaft med udgangspunkt i Addis Ababa i en noget mere nedtonet, og knapt så lummer udgave, men alligevel.
Andre gange blev det mere jazzet, heraf i løbet af et ekstremt smukt nummer hen mod koncertens afslutning, hvor Mekonnen i flere minutter freeformede på guitaren hen over en dronen fra et harpelignende instrument. Ord er til tider fattige, men der var masser af info om etiopisk musiks oprindelse fra hende, så det hjalp på forståelsen. Nummeret efter var det hendes tur til at drone, mens der for alvor gik syre i tangenterne.
Så var det tid til kaffepause. Nærmere bestemt en fortælling om, hvordan kaffe, der som bekendt stammer fra Etiopien, bliver høstet, vasket og tørret. Altid rart at lære noget nyt, men så relevant var det måske egentlig ikke for koncerten. Man gik dog fra Gloria med en følelse af kulturel berigelse, som Roskilde Festival altid er garant for at tilføre de nysgerrige.
Efter et kort og regnvådt ridt forbi en tilsyneladende strålende Doechii på Orange Scene var målet det mongolske band The Hu, der i bedste hunner-stil serverede støvletramp og strubesang på Eos. Det er et band, som man kan undres over har så stor en fanskare, og så alligevel ikke. For det er unægteligt en helt særlig konstruktion af et orkester, der visuelt ligner en blanding af Attilas horder og Kiss. Man kan vel ikke rigtig kalde det metal, men en slags tribal industrial, præget af brugen af traditionelle, mongolske instrumenter centreret omkring to mand på igil, der sørger for en konstant og taktfast rumlen under resten af bandets udfoldelser – det bliver hurtigt noget monotont i det.
Tekstmæssigt er jeg ikke udtaleberettiget, men meget af lyrikken lyder tit som varianter af bandets navn. Det behøver ikke være svært for at være effektivt, og deres fans var åbenlyst heller ikke kommet for teksternes skyld. At de som kirsebærret på toppen af Gurten leverede en både bizar og passioneret udgave af Iron Maidens “The Trooper” serveret på klingende mongolsk gør al form for kritisk analyse lidt irrelevant. Den del virkede, hvis man har bare lidt kærlighed til metal. Derudover var The Hu mest af alt en gimmick, som blev træt hurtigere end en fadøl i regnvejr.
Dagens vigtigste navn var – for mig lidt uventet – Olivia Rodrigo. Slap nu af, hvor giver hun mod på fremtiden. Der har været en del, til tider forståelig, debat om, hvilken slags navne, der egentlig har fortjent at spille på Orange Scene. Kan moderne popmusik udfylde hullet, de snart uddøde ronkedorer har stanget sig igennem i 50 år? Hvad må man egentlig foretage sig på Orange, for at alle bliver tilfredse?
22-årige Rodrigo, der af nogle har været helt åndssvagt devalueret på baggrund af hendes status som Disney-barnestjerne (ligesom Justin Timberlake og Christina Aguilera, som jo er helt uduelige), gjorde, hvad der passede hende. Bakket op af et enormt velspillende band ejede hun hovedscenen fra start til slut. Hvis man var i tvivl om, hvorvidt ungdommen stadig har et hjerte for rockmusik, så har det varmet ens hjerte at være foran Orange fra 22:00 og halvanden times tid frem. Jeg har sjældent hørt så ungt et menneske have så varierende og solidt udbud af bangers.
Jeg havde desuden set meget frem til kombinationen af John Cxnnor og Witch Club Satan, der ventede på Gaia lidt senere. Desto større var skuffelsen, da det viste sig, at den kombination var som sort olie og ferskvand – i hvert fald på dagen. Det virkede slet og ret som to forskellige sæt blandet sammen i en pærevælling, der primært var uskøn, desværre. For på papiret var blandingen af den danske Terminator-duo, der brændte Gloria-scenen af i 2022, og den norske heksekult meget interessant, og man var også blevet lovet et visuelt unikt show. Det var det vel også.
Men bortset fra en sekvens, hvor der blev bragt et gigantisk monstrum af en rekvisit på scenen, der lignede en blanding af noget fra kinesisk nytår og et sarlacc pit fra Star Wars, samt en heksemesse, hvor der for anden dag i træk blev promeneret med lysestage på Gaia, så virkede det mest af alt noget fortænkt. Og så blev den tilbagevendende messen af »fresh blood / fresh pussy« altså noget enerverende i det lange løb.
Danske Neckbreakker blev herefter parkeret til fordel for at få kridtet danseskoene sammen Jamie XX, der i formidabel grad leverede varen på Orange Scene, som hurtigt blev omdannet til et kolossalt dansegulv.
Den engelske DJ/producer/jeg-skal-komme-efter-dig-skal-jeg demonstrerede et enormt greb om stemning og momentum i sit knap to timer lange sæt, der fik slidt mine godt kvæstede løbesko et par centimeter ned mod den totale ruin. Én dag tilbage, og det bliver måske den for mig mest imødesete af slagsen.
– Fotos: Mathias Kristensen og Daniel Niebuhr
