Fotos: Mathias Kristensen (Getdown Services og Oklou) & Daniel Nielsen / Frozenpanda.com (Blawan)
Hvad skal der til for at få gang i kroppen igen efter næsten en uges festival med dårligt liggeunderlag og bragende tømmermænd? To blege, bedårende briter, der balancerer på en knivsæg mellem dadbod og erotisk buttet, tydeligvis!
Getdown Services står for levering af postpunk af den mere funky skuffe. Bemandet af et hidsigt backingtrack, en guitar og to mænd med god appetit og godt humør, er duoen måske mere entertainere live end de er musikere – men entertaine kan de eddermanme.
Duoen gik på til “Whatever You Want” og prioriterede som det første at få startet noget crowd engagement i stedet for at spille musik – og Lagunen var med på det. Der blev hujet overalt selvom musikken ikke engang var i gang, og da “Head Down For The Conversation” gik i gang, blev energien i publikum kun overgået af energien på scenen. »Evil in the back / Evil on tap« bræger Ben Saler og Josh Law, mens de gav den fuld basarm fra scenen. Flere gange stod jeg og fniste lidt for mig selv af lyrikken og for at citere min kollega, så er Getdown Services »Sleaford Mods med humor og talent«.
Dansabelt var det også – hofterne begyndte at vugge til “Crisps”, mens publikum hele vejen igennem var med på »wuhuu«-kaldet, der udgjorde sangens hook. Det var ekstremt dumt, men nogle gange har man altså bare brug for teletubbies for postpunk-elskere. Det var mere karaoke end koncert, og det var helt fint.
Feststemning hos duoen var bestemt heller ikke påtaget – Ben og Joen virkede oprigtigt ovenud lykkelige over at være på festivalen og oprigtig overrumplede over, hvor mange mennesker, der faktisk var kommet. Det kan godt være, at Sverige angiveligt kunne huje højere end Roskilde, men halvvejs inde i koncerten, var man i hvert fald sikker på, at de mente det, da de sagde at Danmark var deres yndlingsland i Skandinavien. Bandet var glade for at være der, publikum var glade for at være der, og der var oprigtig gensynsglæde, da bandet efter en kort pause for at tørre sveden af kroppen igen trådte på scenen.
Jeg havde fornøjelsen af at stå ved siden af et par unge gutter og gutterinder med hurtigbriller, der var glade for at danse, og som kunne finde ud af at råbe med på »I put my head on the radiator / I put my socks on the radiator«. De startede en lille mini-moshpit og hev mig i armen, og igen kunne jeg jo ikke dy mig for også at svinge træbenet lidt – alt, naturligvis, stadig i gonzojournalistikkens tjeneste #IYKYK.
Moshpitten bredte sig som ild på en dansk campingplads efter to tørre uger i juli. På den tilbagelænede, funkede “Ceasar” blev det forvandlet til en dansepit, og det hele kulminerede da duoen demonstrerede en skotsk folkedans, der på en eller anden måde fandt sin vej ned i moshpitten, der nu var en cronenbergsk kødrand i folk der kærligt maste hinanden arm i arm.
Getdown Services sluttede af med deres største hit, “Dog Dribbling”, der udover et godt pumpet guitarriff også byder på lyriske juveler som »Lately been a little not loose / Korn in the oven Limp Biscuit in my brew« og »I’m a burnt chip getting sent to the food bin«. Madtemaet var ret konsekvent.
For at afslutte en i forvejen ekstremt fjollet koncert, nåde Ben og Joel selvfølgelig lige også at kysse inden de går af scenen, mens de spillede Daft Punks “One More Time”. De kalder sig selv for »Britain’s Best Band« – det ved jeg ikke, om er sandt, men de er nok i hvert fald »Britain’s Funniest Karaoke Duo«.
Hver gang jeg snakker med en udenlandsk musiker gennem mit arbejde og kommer ind på den danske musikscene, drejer samtalen altid i én retning: Vi har en bugnende indiescene i København – Copenhagen+ – og beder man dem nævne et band, får du Smerz tilbage i et væld af forskellige accenter. Også selvom duoen, der består af Catharina Stoltenberg and Henriette Motzfeldt, egentlig er norsk.
Duoen mødtes dog på det Rytmiske Musikkonservatorium i København og står som absolutte frontløbere i en ny bølge af elektro-pop, indie-pop og drømmepop, der har sat København på det internationale landkort. Duoen har været i gang så længe, at Undertoner har kaldt dem »de nye dronninger af konceptet hipstertechno« i 2016 – et udsagn, der, hvis man måske lige skifter “techno” ud med “pop”, stadig holder vand i dag. Gruppens seneste album Big City Life har fået ros her på sitet – og måske mere toneangivende i Line Of The Best Fit og Pitchfork.
Det var også hele Københavns kreative klasses It-crowd, der var dukket op på et meget tætpakket Lagune, der udover konstant at mase sig længere ind på Arena, alle sammen så for cool ud til at være der. Den samme attitude var også at finde på scenen, hvor Catharina Stoltenberg hele koncerten igennem stod ved en blæser i hvid natkjole og gjorde sig til i vinden. Mere sceneshow var der ikke.
Smerz har allieret sig med et hold af gudsbenådede livemusikere, og deres sleazy, jazzede avantgarde-pop blev leveret til perfektion. Udover scenekanten nåede den dog aldrig rigtigt, da den druknede i samtaler ude i den tætpakkede crowd, der under koncerten migrerede længere og længere op mod vodka maté-baren. Der var en tydelig fornemmelse af, at folk var kommet for at se giraffen, mere end for at høre musikken. Især de mere sarte numre faldt igennem.
De tungere numre med dybe keys som “Roll The Dice” og “Big City Life” fik dog bifald fra Fashion Week publikummet, men man kunne stadig ikke lade være med at tænke, at Smerz’ nonchalante attitude havde gjort sig bedre bemærket i et mørkt rum med rygeforbud, så publikum ikke kunne have mere travlt med at tale og ryge smøger.
Den store forløsning kom rigtig først, da de spillede hittet “You Got Time And I got Money”, hvor der var fællessang under teltdugen. Nå ja, og så spillede de også “Wonderwall”.
Ifølge Oklou selv, har Ethel Cain beskrevet hendes musik som »music for bugs«. Alle, der ikke havde købt endagsbilletten for en K-popstjerne, var forsamlet på Eos til en gang avantgarde-pop, som en flok møl omkring ilden.
Oklou har været omkring den alternative og mainstream popverden i lang tid gennem en række prominente samarbejder med navne som PinkPantheress og Bladee og udgav først sidste år sit debutalbum Choke Enough, der er en sanselig rejse gennem hyperpop, neoklassisk musik og ambient.
På Eos varmede Oklou langsomt sin skare af insekter op med folket avantgarde-pop med sans for finesse og detalje. Elektroniske lydlandskaber vævede sig sammen med organisk instrumentation med guitar og endda også blokfløjte (et instrument, som vi har set overraskende meget af i år). Oklou befandt sig et et spindelvæv af intrikate og eventyrlige melodier, der nikkede til kirkemusik – det var sart, skrøbeligt og smukt og fungerede takket være et tryllebundet publikum, der stod stille og dybt koncentrerede.
Da Oklou fandt den akustiske guitar frem til “Blade Bird”, brød publikum dog stilheden og sang så højt med, at Oklou tog sine in-ears ud og nøjedes med bare at lægge guitar til Roskildes fællessang. Det var et smukt og rørende øjeblik – især fordi koncerten derefter tog en helt anden retning.
For vi fik pludselig bas og Eurodance-vibes til “Harvest Sky” og herefter var der dansefest på Eos i koncertens sidste 20 minutter.
Jeg nåede lige akkurat at løbe fra Oklou til Blawan på naboscenen Lagune. Den britiske DJ og producer Blawan – alias Jamie Roberts – udgav sidste år albummet SickElixir, der var et af mine favoritalbum sidste år. Albummet er den musikalske ækvivalent til at sidde direkte i en kødhakker, der kværner og tærer på dit liv og dine lemmer, indtil de dybeste og mørkeste kroge af din sjæl bløder ud af dig.
Med stærk konkurrence fra Aphaca og Vegyn synes det at være det mere modne publium, der var mødt op til en gang dunkel techno. Det føltes lidt som at vælte ind til en afdanket psytrancefestival klokken 4 om natten, hvor folk vaklede rundt i lyskæder fra Harald Nyborg og tændte røgelsespinde foran scenen – en pænt skarp kontrast til de pæne mennesker ovre ved Oklou.
Der gik dog ikke lang tid, før man blev opslugt på dansegulvet. Med tung bas og hjernevridende rytmer åbnede Blawan helvedes porte på Lagune og tog os på en rejse gennem helvedes syv cirkler. Koncerten var live-orkestreret, hvor Roberts selv dirigerede hele rejsen bag pulten. Det var en tur, der tog én gennem mørk trance, techno, forvrængede og opbrudte industrielle passager, alt imens brudstykker af numre fra SickElixir af og til trængte igennem mixet.
Jeg stod dybt hypnotiseret og dansede det meste af turen i helvede igennem – og jeg var mere end parat til at smide fødderne op i teltet efter og lige akkurat flygte fra post-Aphaca folkevandringen på vej hjem.
