Plader

Girls in Hawaii: From Here to There

From Here to There kunne have været en udmærket ep. Men når syv ud af 12 sange højest kan betegnes som fyld, er det umuligt for albummet at undgå at ende som en ligegyldighed.

Kender du det, at du får en ny plade, og du lytter til den og synes, at den egentligt lyder meget interessant? Men så er pladen færdig, og du sidder og føler dig lidt tom, og du tænker over det og ser egentligt ikke nogen grund til igen at trykke på play.
Det er nerven, der mangler. Energien, kanten, smerten, glæden, whatever. Pladen har det ikke, den brænder sig ikke fast, er ikke nogen nødvendighed. Og du ved, at den her plade er lavet, fordi den kunne, og ikke fordi den måtte.
Lige netop sådan en følelse sidder jeg tilbage med efter at have lyttet til belgiske Girls in Hawaiis debutalbum, From Here to There.

Tag ikke fejl: From Here to There er en ok plade, til tider måske endda fin. Håndværket er i orden hele vejen igennem. “Fontanelle” er et fint og stemningsfyldt nummer. “Organum” er hyggeligt og charmerende. “Casper” er også udmærket. “Catwalk” er lækkert. Men er det nok?

Pladens styrke er det stemningsfyldte, og når det får lov til at folde sig ud, stiger sangenes kvalitet markant. Som i “Organum”, der drives frem af et roligt, men dynamisk rytmespor og nogle diskrete klaverakkorder, der giver associationer til Coldplay i deres mere heldige øjeblikke.
Og som i “Fontanelle” med det diskrete orgel, de fine ekko-effekter på guitaren og det dynamisk drive. Som en bil på vej gennem øde landskaber eller dovne forårsdage – behageligt, men i længden lidt kedeligt.
Nummeret er desuden hæmmet af kun at vare godt og vel to et halvt minut. Faktisk er det kun “Organum” (4.14 min.) og “Catwalk” (5.15 min.), der er lange nok til, at en stemning når at forplante sig.

Det er i den elegante 60’er-poppede “Catwalk”, at man finder pladens bedste detalje, da sangens lyde hen imod slutningen vendes om og afspilles baglæns, så de efterhånden kommer til at udgøre et fint lille beat. Men heller ikke dette får lov til at folde sig ud, da nummeret ganske symptomatisk slutter, netop som beatet sætter ind.

Heller ikke teksterne er noget at råbe hurra for. Måske er det denne erkendelse, der har ført til, at kun fire af dem er optrykt på coverarket. De lider ligesom resten af albummet af pænhedssyndrommet – de er ikke avancerede nok til at være decideret gode, og de er ikke primitive nok til at være charmerende. Bedst fungerer de, når jeg’et træder i baggrunden, og overlader pladsen til naturen/industrien, der at dømme ud fra coveret har fungeret som primær inspirationskilde.
At de desuden fremføres uden større indlevelse af forsanger Antoine, der rent stemmemæssigt kan beskrives som en kedelig kopi af landsmanden Tom Barman fra dEUS, er blot med til at understrege teksternes mangler.

Albummet befinder sig i en sært ugidelig hybrid mellem akustisk og elektronisk, stilhed og støj, og stemning og overflade uden at bekende sig til nogen af elementerne, og derfor lykkes det heller aldrig at tilføre dem noget nyt, ej heller at mikse dem på en spændende måde.

From Here to There rummer altså fire-fem sange, der til sammen kunne have været en udmærket ep. Men når de resterende syv sange højest kan betegnes som fyld, står albummet tilbage som blot en ligegyldighed. Nu skulle der så være ny plade på vej fra Girls in Hawaii. Spørgsmålet er så, hvem der egentligt har brug for det?

★★½☆☆☆

Om skribenten

Peder Bo Jørgensen

 

Biografi:
Er vokset op i Svendborgs mørke udkant i et klaverløst hjem. I stedet blev musikdriften tilfredstillet af luftguitarspil og lår-tromning til først brormands pladesamling, der blandt andet bød på Pulp, Smashing Pumpkins og Bad Religion, siden til egen samling, der (selvfølgeligt) først var kraftigt influeret af Det Elektriske Barometer. Sidenhen har den også bredt sig tilbage i tiden til 60'ernes beat og singer-songwriters, 70'ernes art rock og 80'ernes new wave og indie.
Bor i København.

 

Hører i øjeblikket:
Electrelane: The Power Out
Islands: Return To The Sea
- Legesyg indiepop i den absolut bedste ende. Koncert på Vega d. 10. februar.
Headlights: Some Racing, Some Stopping
Thin Lizzy: The Boys Are Back In Town
- Old school.
Ryan Adams & The Cardinals: Cardinalogy
- I modsætning til Undertoners anmelder mener jeg, at det nyeste album fra Ryan Adams er aldeles glimrende. Ja, det er til tider skamløst på en lettere stadionrocket måde, men hvad fanden. Den sublime sangskrivning går stadig lige i hjertet.

 

Fem favoritalbums:
Leonard Cohen: Ten New Songs
Electrelane: No Shouts, No Calls
Ryan Adams: Easy Tiger
Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn
Nikolaj Nørlund: Tændstik

Skriv et svar