Skribent - Peder Bo Jørgensen

[Peder Bo Jørgensen]Det var lige før Store Vega var proppet til koncerten med amerikanske Justin Vernon alias Bon Iver – på trods af, at han endnu ikke har fået meget omtale herhjemme. Med kun et enkelt album på repertoiret gav Bon Iver en god time af helt sublim singer-songwriter-kvalitet krydret med små overraskelser. (26.09.08).Det var lige før, Store Vega var proppet til koncerten med amerikanske Justin Vernon alias Bon Iver – på trods af, at han endnu ikke har fået meget omtale herhjemme. Med kun et enkelt album på repertoiret gav Bon Iver en god time af helt sublim singer-songwriter-kvalitet krydret med små overraskelser. Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk Hvad det lige præcis er for nogle jungletrommer, der har lydt, ved jeg ikke. Men de har lydt højt nok til, at Bon Iver torsdag kunne spille foran et pænt pakket Store Vega. Det må siges at være et overraskende stort fremmøde, når man tager i betragtning, at Bon Ivers samlede danske radio airplay vist nok begrænser sig til Det Elektriske Barometer, og at hans rigtig fine debutalbum For Emma, Forever Ago har fået flotte, men få anmeldelser. Hvad det end var, der havde lokket en alders- og kønsmæssigt broget skare af befolkningen til at spendere halvanden biografbillet på et så godt som ubeskrevet blad fra det amerikanske midtvesten, så er der ikke nogen, der kan fortryde det. Aldrig før har jeg overværet en koncert med prædikatet følsom singer-songwriter med så meget vitalitet og udadvendt energi. Det var komposition og opbygning, der bar numrene, og dét nogle gange helt op i skyerne. Eksempelvis i den fantastiske “For Emma”, hvor man næsten kunne se de positive vibrationer, der tindrede frem og tilbage mellem scene og publikum, efterhånden som nummeret arbejdede sig frem mod sit klimaks. Det var ét højdepunkt, hvis man da ellers kan snakke om højdepunkter i en koncert, der næsten konstant rørte det sublime. Desuden bød koncerten på en række (positive) overraskelser. Sceneopstillingen med to trommesæt var den første. Den fantastisk tunge elektroniske bas på “Lump Sum” var den anden. En tredje var det ene af to nye numre, “Blood Bank”, der i kontrolleret storladenhed ikke lod Band of Horses noget tilbage at ønske. At der ville komme stroboskoplys, som der gjorde på “Creature Fear”, var der nok heller ikke mange, der på forhånd havde regnet med. Overraskelserne og frontmand Justin Vernons energiske riffbaserede guitarspil sikrede, at koncerten ikke endte i den indadvendte fingerspilskasse af singer-songwriter-koncerter, man nyder, men glemmer lige så snart den sidste hjerteskærende strofe er klinget ud. Nej, den her koncert er én, der er værd at huske. Justin Vernon virkede også oprigtigt som om, det var en aften, han havde lyst til at huske. Der var sympati mellem dem, der stod på scenen, og dem, der stod foran den, hvilket også gjorde, at det rent faktisk lykkedes Vernon at organisere en ganske fornuftig gang fællessang på andet og sidste ekstranummer, “The Wolves (Act I And II)”. Bon Iver har ikke det store materiale at trække på. Et enkelt album er alt hvad diskografien indtil nu tæller. Læg dertil to nye numre og et Talk Talk-cover og du står stadig kun tilbage med en 65 minutters koncert. Men hvilke 65 minutter! Ja, man var faktisk helt udmattet bagefter. Karakter:

[Peder Bo Jørgensen]Den legendariske DJ Shadow gæstede Store Vega med et show, der i høj grad demonstrerede amerikanerens store tekniske snilde og et imponerende musikhistorisk falkeblik. Men på trods af seje visuals, en hær af pladespillere og originale 7″-singler kom The Hard Sell aldrig helt op at ringe.Den legendariske DJ Shadow gæstede Store Vega med et show, der i høj grad demonstrerede amerikanerens store tekniske snilde og et imponerende musikhistorisk falkeblik. Men på trods af seje visuals, en hær af pladespillere og originale 7″-singler kom The Hard Sell aldrig helt op at ringe. Det var ikke det sædvanlige hiphoppublikum, der var mødt op til DJ Shadow-koncerten på Store Vega i går. Lynhurtigt kunne man spotte betydeligt flere hornbriller og betydeligt mindre livvidder end ellers, når der står amerikanske hiphoplegender på plakaten. Men det var på den anden side heller ikke den sædvanlige amerikanske hiphoplegende, der stod på scenen. En halvnørdet 36-årig hvid fyr, der aldrig har udspyet så meget som et eneste bandeord på plade, er ikke just en af hiphoppens arketyper. Ikke desto mindre var det en legende, der for første gang siden 1999 stod på en dansk scene. De mange julelys, man lige så lynhurtigt kunne spotte i publikums øjne, var ikke antændt af joints, men af forventningen om, at det var noget helt særligt, vi skulle til at overvære. Om noget var det nørdernes aften. De nørder, der bruger deres liv på at rode i gamle pladekasser for at finde det perfekte sample. Helt ærligt – hvor ofte er man til en koncert, hvor publikum bryder ud i spontan jubel over en bekendtgørelse om, at hele showet udelukkende vil bestå af livesamples fra originale 7″ singler? Stilen blev slået an allerede af opvarmningsnavnet, den bundsympatiske canadier Kid Koala, der selv har lidt af et navn inden for den instrumentale hip hop eller turntablismen, som den også bliver kaldt efter de pladespillere, der er grundstenen i genren. Også han var duperet over at stå på samme scene som DJ Shadow og makkeren Cut Chemist. »I mean, these guys are my heroes«, sagde han, og han var bestemt ikke den eneste i salen, der havde det sådan. Og så var det ellers tid til aftenens hovedattraktion: The Hard Sell, som DJ Shadow og Cut Chemist kalder deres show. De to entrede en scene nærmest beklædt med pladespillere – otte i alt. De stod lidt og rodede med hvad-ved-jeg af elektronisk udstyr, var koncerten startet? Nej, »soundcheck, soundcheck«, så en kort mundtlig velkomst, efterfulgt af en introduktionsvideo. Det er her vi blandt andet får at vide, at showet består af samples fra 7″-singler. Og at det her show er »made by musiclovers for musiclovers«. Og så kommer musikken. Først i form af den karakteristiske DJ Shadow-lyd med skramlede trommer, støj og gammeldags stemmesamples. Masser af lydcollager, ting man kender sat i nye sammenhænge. “Eye of the Tiger”, et “Stairway to Heaven” mash-up, bidder af Morricone blandet med soul, funk, samba, indiske samples, det er umuligt ikke at blive rundtosset. Til at binde det sammen er der visuals på to store skærme, dels animationer, dels fra kameraer placeret på scenen, og, helt genialt, i DJ Shadows højre ærme. Det er dystert, det er funky, og det er garanteret ufatteligt indforstået. Så bekendtgør Cut Chemist, at det var første sæt, og nu kommer andet sæt. Starten på det er et af højdepunkterne. En animeret jukebox, der synger karaoke. Det er nørdet, men det er samtidig rigtig sjovt. Så direkte over i hårdtpumpet 80’er-pop, videre til et country/western-mix, tilbage til electro, og sådan fortsætter det, musik i alle mulige og umulige sammenhænge. Så er det slut, men lektionen har et ekstranummer, en sidste lille gimmick. De to DJs ifører sig hver en pladespiller og en mikser i guitarremme, til en afsluttende humoristisk sekvens. Guitarsolo på hiphopsk. Koncerten er færdig, og man står og føler sig lidt konfus – har det mest, som om man lige har været gæst til en anden mands fest. En spændende fest, velarrangeret og lærerig, men samtidig også én, hvor det var lidt for svært at finde rundt i de interne jokes, og hvor skåltalerne af og til blev lidt for lange. DJ’ing lever i spændingspunktet mellem DJ’ens tekniske evner, hans musikhistoriske viden og hans evne til at underholde publikum. De første to elementer mestrer DJ Shadow og Cut Chemist til perfektion. Det sidste kneb det mere med. Det er muligt, at der stod folk blandt publikum, for hvem den her koncert var en af de største i deres liv, men for os almindelige musikinteresserede uden tyktflydende vinyl i årene, blev det kun glimtvis mere end et spændende indblik i en af hiphoppens nicher. Karakter: