Plader

Death by Kite: s.t. EP

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

I fire stærkt fængende sange forener Death by Kite guitarstøj med melodiske basgange. Selv om bandet spiller lige vel simpelt, er deres musik så effektiv og tillokkende, at denne demo lover godt for kommende udgivelser med denne danske rocktrio.

Da det er forholdsvis billigt at indspille en demo med en flot og professionel lyd, har mange bands en tendens til at udgive deres materiale, selv om sangene stadig er for ferske, og de endnu ikke har fundet deres helt eget ståsted. Derfor er mange demoer velproducerede, mens de halter rent musikalsk.

Det forholder sig anderledes med Death by Kite. På denne rocktrios selvbetitlede demo er hverken produktionen eller bandets tekniske formåen imponerende. Men hvad gør det, når de har tæft for at skrive melodiske støjrocksange, der sætter sig fast i hukommelsen og nægter at give slip? Det selvfølgelige svar er: ingenting. Og slet ikke når Death by Kite har deres næsten helt eget udtryk. I det mindste på den danske musikscene.

De tre medlemmer Bjørn Lange (guitar, vokal), Sidsel Marie Hermansen (bas, vokal) og Kristian Kimer (trommer) kommer fra forskellige musikalske baggrunde, som de har forenet til ét udtryk i Death by Kite. De genrer, der kan høres elementer fra på nærværende demoudgivelse, er først og fremmest støjrock og postpunk.

Støjrocken har sat sit præg på demoen i form af klirrende og støjbrusende guitarlyde. Godt nok rinder “Kicking Up a Riot Grrrl” ud med feedbackstøj, men ellers er der ingen større støjeksperimenter. Death by Kites klare fokus er fremadrettede og fint varierede melodier, som de spiller enkelt – til tider primitivt – men altid effektivt.

Effektive er præcis, hvad Sidsel Marie Hermansens melodibærende basgange er. De har klare fællestræk med dem, man kan høre hos de mere dansable postpunkbands. Denne baslyd er tydeligst i demoens mest iørefaldende sang “Bhf. Asta”, hvor introen domineres af en markant basrytme. Bassen er i det hele taget væsentlig for Death by Kites lyd og et gennemgående element på hele demoen. Hvis ikke den svinger den melodiske taktstok, ligger den og vugger neden under den guitarstøjende overflade. Af den grund er der hele tiden en melodisk rød tråd i sangene, og lydbilledet ender aldrig i en ligegyldig grød, hvilket – med den primitive spillestil in mente – lige så nemt kunne være sket.

Åbningsnummeret “Scared of Heights?” er et mønstereksempel på Death by Kites kvaliteter. Sangen er fint opbygget med monotont guitar- og basspil indledningsvis og en passage mellem de to dynamiske og fremadrettede omkvæd, hvor tempoet først er sat ned til langsomt og siden overtaget af en ringlende guitar og en gyngende bas. Sangen holdes sammen af Bjørn Langes nasale vokal, der med sine “ah ah” minder om Jonas Bjerres, men allermest leder tankerne hen på Placebos Brian Molko. “Scared of Heights?” er som de resterende tre sange simpelt spillet, nænsomt støjende og melodisk tillokkende.

Death by Kite er uden tvivl værd at holde øje med. De evner at skrive fængende og varierede sange, som de leverer med stor spilleglæde. Og det smitter så meget, at jeg allerede venter spændt på næste udgivelse fra dette trekløver – og ifølge deres hjemmeside er der en pladekontrakt lige om hjørnet.

Leave a Reply