Plader

The Whitest Boy Alive: Dreams

Skrevet af Theis Ørntoft

For Erlend Øye er der andet i verden end norske træhuse og Kings of Convenience. Derfor har han skiftet Bergen ud med Berlin og dannet The Whitest Boy Alive, som med Dreams leverer 10 popsange tørrere end sommergræs i Kongens Have. Mantraet er “less is the new more”.

Den mere aktive halvdel af norske Kings of Convenience, Erlend Øye, har i nogle år været et vanskeligt navn at ignorere. Ud over at agere guitarist og andenstemme i den førnævnte norske duos Simon & Garfunkel-udskejelser udgav han i 2003 det fine elektroniske soloprojekt Unrest, og nu har i sin nye base, Berlin, dannet The Whitest Boy Alive – et projekt, der oprindeligt var tiltænkt elektroniske former, men er endt som alt andet. Den hvideste dreng i verden og debutpladen Dreams er nemlig en elguitar, en elbas og et trommesæt. Enkelte steder brydes dogmatikken af diskrete rhodes-toner, men ellers er det den stramme instrumentering, der fører lytteren igennem de 10 tilbagelænede og knastørre popsange.

Albumcoveret er lavet af karton og holdt udelukkende i hvidt og sort, og på sin vis kommunikerer det indholdet temmelig godt, for musikalsk er det nemlig heller ikke den store farvepalet, der hives frem. Sagen er bare, at det er ganske intentionelt. Denne plade er blottet for synth, samples og andre overflødigheder; målet er tydeligvis at finde ind til den gode melodi, at lade den synge sig selv uden støttehjul, at skære ind til benet og finde en melodisk autenticitet, som ikke partout skal være grim og larmende, som det ofte er tilfældet for tiden. Selv om man skærer ind til benet, og formerne bliver kantede, må det stadig gerne lyde pænt og godt. Og godt – det lyder det på Dreams.

Det starter glimrende ud med “Burning”, som i og for sig er et ganske repræsentativt nummer for helheden. Et simpelt, tørt beat sættes i gang, hvorefter en guitar- og en basfigur lægger sig til og smyger sig gennem resten af sangen ud og ind af hinanden. Tre instrumenter, der med meget simple midler væver et fint, rent lydbillede. Erlend Øyes vokal er som altid søvnig med en kant af melankoli, og såvel alene som i en korharmoni (med sig selv) er den ekstremt personlig.

Pladen holder sig til de samme elementer fra start til slut, samme tørre instrumentering, nogle steder med en let vibe af reggae, andre steder mere langstrakt og udflydende, men konstant med den gode, bittersøde melodi summende rundt i midten af det hele. Midtvejs skrues der for alvor op for den gode sangskrivning i form af “Done With You”, “Don’t Give Up” og “Figures” – tre af pladens stærkeste sange. Det er herligt at lægge øre til melodier, der med så få hjælpemidler bare dribler upåagtet rundt.

Dreams er et glimrende soundtrack til sommeren; til de dage hvor badebroerne begynder at brænde under fødderne, eller hvor man ligger i parken som en pause mellem to nætters druk. De fleste af sangene bliver holdt dér, hvor det er for tilbagelænet til, at man kan danse, men samtidig bare er for sejt til, at man kan sidde stille. Hvis dét at være cool er at være diskret og overlegen på samme tid, er den hvideste dreng i verden lige netop cool. Dreams er et overflødighedshorn af minimalisme.

★★★★☆☆

Deltag i debat