Plader

The Black Keys: Magic Potion

Skrevet af Martin Thimes

The Black Keys spiller stadig en tung og melodisk opdateret version af deltabluesen, og det er stadig sexet på samme måde som ivrige bondedrenge til pløjekonkurrence på en mudret mark. Men de har ikke de mindste ambitioner om at overraske.

The Black Keys har, siden de udgav debut-pladen The Big Come-Up, brugt lige så mange kræfter på at fortælle omverdenen, at de ikke er ude på at opfinde hverken den dybe tallerken eller så meget som en akkordrundgang, der ikke tidligere har været hørt, som de har brugt på at spille på enhver scene, der har budt dem op.
Men selv om de har gjort alt for at undgå at udvikle sig, er der dog langsomt sket fremskridt. Det bedste eksempel var den helt igennem fabelagtige ballade “The Lengths” fra Akron-orkestrets forrige plade, Rubber Factory. Og netop øjeblikke som dét er desværre sorteret fra på Magic Potion, der lyder som endnu en omgang soulet garage-blues direkte fra de unge mænds hjerter. Og det er der som sådan ikke noget i vejen med.

Det er derfor ingenlunde overraskende, at pladens to først numre, “Just Got to Be” og “Your Touch”, stolt bærer den mudrede fane videre, som Dan Auerbachs stemmebånd har besunget, siden han for første gang spændte guitaren om halsen og lukkede op for posen med simple blues-riffs. Riffs, der lyder som gravrøverier uforskyldt pløjet op af jomfruelig, men hårdt medtaget deltamuld. Ja, faktisk lyder hele Magic Potion sådan. Derfor skiller et nummer som “Just a Little Heat” sig ud ved at være venlig ved gaspedalen og stadig så fandens energidirrende midt i en koblingsfilende og forstyrrende twanget lyd, at den kun er en slideguitarsolo fra at kunne blive et hit i countrykredse.

Desværre er “Give Your Heart Away” en regulær fejlpløjning. For ikke alene lyder det indledende riff fuldstændigt som et affaldsprodukt fra den første Rage Against the Machine-plade – soundtracket til mange flokrevolutionæres teenagedage – men at selv vokalens »yeah!«-knæk klinger af samme Chris Cornellske pseudo-De La Rocha som Audioslave for tiden spreder over stadioner på hele kloden, er voldsomt irriterende.

Heldigvis afløses nummeret af “Strange Desire”, der viser, at de drøje trommer har fundet sin mester i Patrick Carney. Beatet er fyldigt, men lyder stadig, som var det indspillet i en fugtig, men rumklangsbefængt papkasse. Den sidste halvdel af pladen fader desværre helt ud og bliver rene stiløvelser over, hvad The Black Keys tidligere har præsteret. Halvt beat-tunge rundgange uden at traktorsnuden får sig pejlet ind på målet, og halvt melodistærke øvelser i landlig blues med et næsten modeshowspænt skær. Det har helt sikkert hjulpet bandet godt på vej mod den opvarmningstjans de for nyligt havde for Pearl Jam.

Akron-bandet har, lidt endnu, et imponerende konsistent momentum, og der findes ikke et band, der slipper bedre af sted med at gravrøve bluesmusikken. Men status for denne omgang af pløjekonkurrencen må være, at godt nok kan The Black Keys gå hjem med endnu en pokal, men de får et alvorligt forklaringsproblem, hvis de ikke dukker op med nye kræfter til den næste dyst. Ikke mindst overfor dem, der har hørt, hvad de kan præstere.

★★★½☆☆

Deltag i debat