Plader

Mogwai: Zidane – A 21st Century Portrait

Man savner billederne, når man lytter til Mogwais Zidane-soundtrack. Men albummets stemningsfulde lydcollager kan sagtens bruges som ledsager til en god bog.

Efterdønningerne fra Mogwais sidste reelle album, det glimrende Mr.Beast, har knap nået at lægge sig, før vi igen skal tage stilling til skotternes formåen. Denne gang er de aktuelle med soundtracket til Douglas Gordon og Philippe Parenos dokumentarfilm om den franske fodboldstjerne Zinedine Zidane.

Glasgow-kvintetten har forsøgt at nedtone deres normale lydbillede, i hvert fald et langt stykke hen ad vejen, hvilket gør lytteoplevelsen til en rimelig ukompliceret fornøjelse. Men det viser sig også, som så mange andre gange med soundtracks, at det visuelle er en mangelvare for at få fuldstændigt udbytte af Zidane – A 21st Century Portrait. Det er et af pladens minusser, at det er svært at glemme, at de manglende billeder helt sikkert ville give numrene substans og få dem til at give mere mening.

Mogwai søger ofte indadvendtheden og atmosfæriske toner, når de bygger deres numre op, og det fortsætter ufortrødent på dette soundtrack. Men som første nummer “Black Spider” bevidner, har de gemt krudtet til senere udgivelser. De ekstreme sammenbrud og dynamiske støjsekvenser er udeladt til fordel for et harmonisk og sagte udtryk med twang-guitarer, trommer og klaver, der langsomt, men sikkert går ind og ud af lydbilledet og holder sammen på elementerne.

Dramatikken fra fodboldbanen forbliver i den visuelle del af dokumentaren. Zidane er muligvis fortælleren, men det er Mogwai, der danner de lydlige rammer, og det gør de med en fornem respekt for dét, der portrætteres – nemlig noget levende og menneskeligt. Lidt af den samme mytiske stemning havde Mogwais Come On Die Young fra 1999 – dog med nogle flere torne at stikke sig på, men med trang til mere.

Zidane er en lavmælt lydcollage, men også en intens og drømmeagtig lytteoplevelse, der måske ikke udfordrer i variation, men til gengæld har masser af lag at dykke ned i.

Der er meget musik for pengene, og 74 minutters instrumental rock er lige i overkanten. Et nummer som “Terrific Speech 1” spænder ben for pladens flow med sine uudviklede lydtemaer, der ikke forandrer sig overhovedet. Guitar og keys ender ud i en suppe af ingenting uden nogen form for idé.

“It Would Have Happened Anyway” kan også sagtens undværes. Den monotone guitarlyd bliver bare ved og ved i mere end to minutter uden nogen form for udvikling. Man undres over, at Mogwai ikke har skåret lidt skarpere, hvilket “Black Spider 2” også understreger. De første minutter er flotte og stemningsskabende, men hvorfor bruge 25 minutter på ligegyldig støj og tåget guitar. Det er mere end underligt.

Pladen har bestemt sin berettigelse – især for inkarnerede Mogwai-tilbedere. Vi andre kan også sagtens krybe ned under slumretæppet og nyde de flotte arrangementer, men det kræver en fjernbetjening i nærheden, for Mogwai har ikke fået sorteret tingene ordentligt.
Som baggrundsmusik er Zidane glimrende, og man forstyrres sjældent. Men skal man fortrylles, skal man andre steder hen i Mogwais bagkatalog. Det er faktisk ikke langt hen til Mr. Beast.

★★★½☆☆

Deltag i debat