Plader

Clap Your Hands Say Yeah: Some Loud Thunder

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

I stedet for at gøre det forventelige og skrive flere sange i den energisk smittende stil, som gav dem stor succes med debuten, er Clap Your Hands Say Yeah gået i en mere eksperimenterende retning. Det har resulteret i en meget ujævn plade, der svinger mellem det rædselsfulde og det medrivende.

På deres anden plade, Some Loud Thunder, er Clap Your Hands Say Yeah gået nye og mere eksperimenterende veje i forsøget på at gentage den succes, de fik med deres halvandet år gamle debutplade. Al respekt for dét, men desværre falder det ikke særlig heldigt ud. Den fremaddrevne og energisk smittende stil, som gjorde debuten til en af de bedste plader i 2005, er næsten helt væk. I stedet er tempoet skruet ned, flere numre er (alt for) stillestående, og i et forsøg på at omgærde dem med en eller anden form for stemning bliver elektroniske effekter og alskens instrumenter hevet ind i sangene – både i tide og utide.

Pladen åbner med dét, der egentlig er en ret fin melodi. Men ak. Melodien har det ikke let i dens lofi-indpakkede produktion, hvor Alec Ounsworths skingre vokal er ulideligt pitchet. Som en kort 20-30 sekunders intro til den egentlige plade havde titelnummeret helt sikkert fungeret – men ikke som en regulær sang. Det er et klart spring-over-nummer.

Inden det sidste nummer, “Five Easy Pieces”, er det så stop-knappen, man uden tøven trykker på. For dette næsten syv minutter lange eksperiment ud i vokalforvrængning er decideret rædselsfuldt. Ounsworths vokale krumspring er mere irriterende end egentlig spændende, og selv om han bakkes op af både harmonika, en tamburin og elektroniske effekter, så er det en selvkørende guitar, der skal holde sammen på dette rod. Det samme tema gentages, indtil tidspunktet, hvor det bliver enerverende, for længst er overskredet.

CYHSY har en kedelig tendens til at gøre numrene for lange. I den løst strukturerede “Love Song No. 7” har bandet ellers fat i noget af det rigtige. Men det trætter, at klaverets monotoni ikke rigtig bliver brudt, og dermed skubber intet sangen i en ny retning. “Underwater (You and Me)” lider under det samme – og under et trommespil, som selv Maureen Tucker ville have spillet mere fantasifuldt.

Det andet store problem med Some Loud Thunder er, at eksperimenterne med elektronik og valg af instrumenter virker forcerede. Frem for at gøre numrene stærkere giver de derimod et indtryk af, at CYHSY blot er mærkelige for at virke mærkelige. For eksempel gør de buldrende lofi-trommer, der pludselig går ind og spolerer den ellers fine “Emily Jean Stock”, mere ondt end godt.

Men det er ikke skidt det hele. Omkvædet i “Mama, Won’t You Keep Them Castles in the Air and Burning” ville ikke have følt sig ensomt på debuten. Og i “Goodbye to Mother and the Cove”, der er et af pladens stærkeste numre, er der ingen unødvendige indfald. I stedet begynder den afdæmpet med fine repetitive klokketoner og et nænsomt guitarspil, som midtvejs bliver afløst af et synthtema og Livgarden-trommer, hvorefter tempoet stiger. Enkelt, men virkningsfuldt.

I “Satan Said Dance”, som har debutens herlige energi, fungerer de elektroniske effekter bedst. Elektroniske lyde farer frem og tilbage – på næsten Pere Ubu’sk vis – mellem hidsige klavertoner, uden at melodien tager skade. Tværtimod forstærker effekterne dette medrivende elektropunknummer – ikke mindst i den sekvens, hvor synthen duellerer med guitaren.

På sidste års Roskilde Festival var “Satan Said Dance” et af de nye numre, som CYHSY spillede. Det fik undertegnede til at proklamere, at »CYHSY har en masse at byde på. Ikke blot som et interessant navn her og nu, men også længere ud i fremtiden«. Den forudsigelse lever Some Loud Thunder desværre ikke helt op til. Fremtiden er i al fald sat på standby, indtil der kommer en treer, hvor alt igen klapper.

★★★☆☆☆
Lyt til “Love Song No. 7”:
[audio:http://www.clapyourhandssayyeah.com/mp3/lovesongno7.mp3]

Lyt til “Underwater (You and Me)”:
[audio:http://www.clapyourhandssayyeah.com/mp3/underwater.mp3]

Deltag i debat