Nyheder

Heftig aktivitet i Epo-555-lejren

I sidste måned udgav trioen Oliver North Boy Choir for første gang deres musik. Og moderne, som Epo-555-sideprojektet åbenbart er, nøjedes de med at udgive deres musik i digitalt format. Og selv om de er på kontrakt hos Crunchy Frog, kommer bandet ikke til at ændre udgivelsesformat, uanset hvor mange digitale kopier de får langet over den virtuelle disk.

Mens Oliver North Boy Choirs førstesingle, “Adrenaline”, som kan høres på gruppens Myspace-side, altså ikke sådan lige er til at holde i hånden, går Epo-555 i en noget anden retning med ep’en Radioaktiv Mafia Fallout. Det er nemlig en 7″-single på god gammeldags sort vinyl.

Før man beslutter sig for at købe den lille runde, analoge sag, kan man dog på bedste digitale vis gå ind på Epo-555’s Myspace-side og høre samtlige af de fire numre. Åbningsnummeret er et remix af “Grisslappan” fra albummet Mafia fra sidste år, mens radiosinglen “Sugarspiced Suicide” byder på gæstevokaler fra Lise Westzynthius.

Den samlede trackliste:
1. Grisslappan Radioactive
2. Stripped (Depeche Mode-cover)
3. Sugarspiced Suicide
4. Pizza Tintin

Deltag i debat