Klassikeren

Oval: Systemisch – oprør med en sprittusch

Skrevet af Mikkel Arre

Med en lettere uigennemskuelig blanding af teknologikritik og tilfældighedsprincipper skabte den tyske trio Oval i 1994 en banebrydende electronica-plade, hvis hovedbestanddel var lyden af hakkende cd’er.

Oval, Systemisch, Mille Plateaux, 1994

OvalHvis man fik valget mellem at lave en fejl eller lade være, ville de fleste nok vælge det sidste. Det er sjældent sjovt at jokke i spinaten, og nogle gange kan det tilmed være forbundet med stort besvær. Ikke desto mindre opstår der ofte virkelig spændende ting, når nogen vælger at drøne direkte mod dét, der for alle andre ligner en afgrund.

Tænk bare på Jimi Hendrix, der midt i 60’erne introducerede musikverdenen for en hidtil uhørt dyrkning af guitarfeedback, som man indtil da havde betragtet som noget uønsket og fejlagtigt. Den hylende, skærende guitarstøj forplantede sig lynhurtigt til masser af andre rockmusikere – og det er den blevet ved med.
Eller tænk på dj’s som Grandmaster Flash og Kool Herc, der gav hiphoppen en ordentlig rusketur, da de fandt ud af, hvor sejt det egentlig kunne lyde, når de førte vinylplader hurtigt frem og tilbage på pladespilleren. Ja, hvis man skal være højtravende, kan man sige, at mennesket slet ikke ville eksistere, hvis det ikke var for fejl: Årtusinders endeløse rækker af små og store fejl i reproduktionen af vores gener har forvandlet os fra krumbøjede abemænd til dét, vi er i dag.

Til kamp mod perfektionen
Både feedback og scratch-teknikken er eksempler på fejl, som visionære musikere bevidst er gået efter at udnytte som æstetiske nybrud for at skabe en musik, der er fuldstændig anderledes, end man er vant til. Fejl er ikke længere fejl, men tværtimod byggesten i et musikalsk nybrud.

På samme måde var det for tre mænd fra den tyske by Darmstadt i starten af 90’erne. Som en protest mod samtidens elektroniske musikere, der i trioens ører gav computeren alt for meget magt og lod ProTools bestemme, hvad der var godt og skidt, og dermed endte med milimeterpræcis og kedsommelig perfektion, fulgte de i Hendrix’ fodspor – ud for at jagte fejl og bruge dem. Men hvor Hendrix helt i tråd med resten af 60’ernes rockrevolution skabte et uhyre kropsligt nybrud, borede de tre tyskere sig indad. Dels indad i sindet, dels dybt ind i kredsløbene og laserstrålerne i deres udstyr. Og resultatet havde på ingen måde den umiddelbarhed, som strålede ud af såvel guitarstøjen som scratch-teknikken. Tværtimod var Markus Popp, Sebastian Oschatz og Frank Metzger i gang med et projekt, som her næsten halvandet årti senere stadig ikke er helt nemt at finde hoved og hale i. Det skyldes blandt andet, at de tre viste sig ikke at være specielt enige om, hvad de egentlig var i gang med. Men det kommer vi tilbage til.

Under navnet Oval satte Popp, Oschatz og Metzger sig for at udforskede en fejlkilde, som japaneren Yasunao Toné midt i 80’erne formentlig var den første til at benytte sig af, nemlig lyden af beskadigede cd’er. Hvorvidt den tyske trio havde kendskab til japaneren, er uvist. Men under alle omstændigheder gravede de sig længere ned i arbejdet med at gøre alle former for cd-fejl til afgørende musikalske byggesten. Debutalbummet Wohnton fra 1993 bød på de første eksperimenter, men det var først med opfølgeren Systemisch fra året efter, at Oval for alvor begyndte at spænde ben for cd-afspilleren.

Mens Yasunao Toné havde skåret deciderede ridser i sine cd’er, valgte Oval et noget mere stilfærdigt våben i deres oprør: sprittuscher. Strategien vækker mindelser om komponisten John Cage. Hvor Cage arbejdede med sit såkaldte prepared piano, hvor små stykker gummi, træskeer etc. blev presset ind mellem flyglets strenge, skabte Oval prepared compact discs ved at male tilfældige mønstre på bagsiden af bunkevis af cd’er. På den måde kunne trioen fremprovokere den sædvanligvis dødirriterende situation, hvor cd’en går i hak, så den ikke kan andet end at stå og stamme en lille stump lyd. Effekten har siden fået navnet glitch.

Tvetydig klassiker

Markus Popp.

Markus Popp.

Med harddisken fuld af de sitrende, hoppende resultater af tuschmønstrene kunne trioen komme videre med deres plan. Og det er sådan cirka hér, det begynder at blive svært at gennemskue, hvor Oval ville hen. Jo, altså, de brugte glitch-effekterne til at lave dunkel kølig musik, der mest af alt trækker på ambient-genren – men hvad den store, forkromede strategi bag musikken egentlig var, er ikke så ligetil at regne ud.
Denne uigennemskuelighed er noget af det, der gør Ovals andet album Systemisch til en klassiker. Tvetydigheden gælder ikke kun de store tanker bag musikken, men også musikkens kvalitet. For hvis man skal være helt ærlig, så er det vanskeligt at hævde, at musikken på Systemisch i sig selv er klassikerstatussen værdig – hvis man vel at mærke glemmer alt om måden, musikken er lavet på.

Det kan lyde vældig overfladisk at fokusere på, hvordan de tre tyskere nåede frem til Systemisch frem for at beskæftige sig med, hvad der er på pladen – men det er lige netop tankerne om at lede efter fejl i digitale systemer, der gør, at Oval har betydet noget særligt for den elektroniske musik. Folk som Nobukazu Takemura og Fennesz har arbejdet videre med netop cd-fejlene, men også på et mere overordnet plan har Ovals jagt på fejl haft betydning.

For meget koncept og for lidt musik
Ovals oprør var først og fremmest rettet mod samtidens tankeløse brug af computerprogrammer i den musikalske arbejdsproces. I et interview med musikmagasinet Disquiet kaldte Markus Popp – med vanlig sans for at holde et højt abstraktionsniveau – Ovals arbejde for »en analyse af den tekniske struktur, som for tiden benyttes til at skabe musikalsk materiale.«

Lidt forenklet sagt endte analysen med at konkludere, at for mange elektroniske musikere ikke koncentrerede sig nok om at lave musik, fordi de havde travlt med at være musikere, der benyttede sig af computere. Det ville selvklart være en grov overdrivelse at hævde, at Oval ved at gøre opmærksom på den problemstilling med et trylleslag revolutionerede den elektroniske musik – og det ville være lige så skævt at påstå, at electronica-producerne fra den ene dag til den næste tabte al interesse for, hvilke smarte funktioner deres udstyr havde.

Alligevel virker det fair at betragte Oval som et af de mest afgørende og nyskabende navne i 90’erne. Ikke blot fordi masser af electronica-musikere siden dengang har namedroppet Oval i ét væk, men også fordi gruppens grynede, sitrende lyd igen og igen har stukket hovedet frem hos andre musikere i mange forskellige hjørner af det elektroniske lydunivers. Herhjemme har kunstnere med så forskellige udtryk som Opiate, Cat Box Quartet og Efterklang hentet tips, tricks og inspiration hos Oval. Og helt generelt er det efterhånden sjældent, at der udgives elektronisk musik, der udelukkende bygger på computeren og dens programmer. Musikerne hiver ikke blot akustiske instrumenter med i studiet eller sampler virkeligheden, men forsøger også hele tiden at tvinge alle former for computerudstyr ud i ekstremer, der får dem til ikke at fungere optimalt.

Uønsket musik

Mere Markus Popp.

Mere Markus Popp.

Det er temmelig uklart, hvad Popp, Metzger og Oschatz ønskede, at der så skulle komme i stedet for den enøjede brug af ProTools og andre musikprogrammer til computeren. For hvor man umiddelbart kunne tro, at målet måtte være at få folk til at komponere på egen hånd, var Ovals udmeldinger noget mere tågede. Til Disquiet sagde Popp f.eks.: “Jeg griber ikke mit materiale an som numre, heller ikke som musik. Jeg betragter det i bund og grund bare som lyddata. Det ville ikke give nogen mening at remse instrumenter op, for det ville bare være med til at skabe en eller anden myte om kreativitet eller om komponisten bag musikken – noget, der angivelig skulle være det afgørende for hele resultatet. Hvilket selvfølgelig ikke passer. Vi anser ikke instrumenter for at være specielt vigtige, og selve idéen om instrumenter, om komponisten og om kreative individer har endnu mindre betydning.”

Med andre ord skulle der altså ikke ligge kompositoriske eller kreative idéer bag musikken. Med Popps egne ord var målet at skabe “uønsket musik” – musik, der bestod af fejl, som alle andre ville smide ud, og som gik på tværs af de musikalske konventioner. En af måderne at opnå det sidste på var at modificere det computerprogram, hvor de mange optagelser af hakkende cd’er blev samlet, filtreret og behandlet. Programmet var indstillet til at lægge alle lydklip ind, så de lå helt præcist i forhold til musikkens rytme. Den funktion fjernede Oval, så de forskellige optagelser kunne kastes helt frit ind i lydbilledet uden hensyn til, om de ramte rytmen og taktarten – eller skød helt ved siden af.

Det er i hvert fald, hvad Sebastian Oschatz siden har forklaret om arbejdet med Systemisch. Når man lytter til pladen, kan det dog i en hel del af numrene være svært at høre, at elementerne skulle være smidt ind hulter til bulter. Tværtimod byder både åbneren “Textuell” og “Aero Deck” f.eks. på små gnistrende, tikkende rytmemønstre, der godt nok skifter form og mønster flere gange, men ikke desto mindre fungerer som ret så regulære beats. (Sidstnævnte samplede Björk i øvrigt i “Unison” på albummet Vespertine.)

Hvornår komponerer man? Og behøver man overhovedet dét?
Tanken om en plade, der nærmest udelukkende er bygget op om lyden af tusch-overmalede cd’er, kan umiddelbart lyde temmelig afskyvækkende – for ender musikken ikke med at være kold og klinisk? Heldigvis er svaret nej. Godt nok er Systemisch en vældig distanceret plade, der aldrig for alvor udtrykker følelser. Men neden under de klikkende beats og de hoppende, ru cd-samplinger ligger der ofte en underlig form for menneskelig varme. De ambiente klangflader og duvende baslinjer er smurt godt og grundigt ind i smuds og støj. Og numre som “Mediaton” og “Tonregie” lyder nærmest som afsporet new age-musik, der er blevet presset gennem endeløse, kortsluttende kredsløb. Ja, “Compact Disc”, der i øvrigt udelukkende består af en baglæns udgave af et af numrene fra Aphex Twins Selected Ambient Works II, er endda direkte uhyggeligt.

Men ikke desto mindre er der, inde bag ved alt det grimme og industrimæssige, små fine melodistumper, som gør det værd at nærlytte pladen. F.eks. er de helt minimale melodiske rundgange i “Catchy DAAD” virkelig behagelige. Og mere luftige numre som “Post-Post” og “Gabba Nation” lader lyset komme så meget ind, at de forskellige klangrækker ender med at blive helt opmuntrende – hvis man altså har overskud til at lytte sig gennem al larmen.

Men selv om der altså er en håndfulde numre undervejs på Systemisch, der i sig selv er virkelig stærke, er det svært at bevare sin gode samvittighed, hvis man insisterer på, at pladen fortjener at blive betegnet som en klassiker alene på grund af musikken. Når albummet er så spændende at lytte til, skyldes det især, at det ud over den umiddelbare lytteglæde stiller en række afgørende spørgsmål om, hvad der kræves af musik. Komponerer man, hvis man får ProTools til at hjælpe sig med at strukturere de forskellige delelementer, så de kommer til at udgøre en helhed, der følger gængse musikalske konventioner? Komponerer man, hvis man kyler elementerne sammen i én pærevælling? Komponerer man, hvis man optager lyden af andres ødelagte musik og blander den med bunkevis af andre destruerede brudstykker? Er det overhovedet nødvendigt at komponere?

Systemisch er spændende at lytte nærmere til, fordi disse spørgsmål ligger implicit i numrene uden nogen sinde at blive besvaret på en entydig måde. På den ene side er pladen så kølig og videnskabsmandsagtig, at det er vanskeligt at lade sig gribe. Men på den anden side er det ret indlysende, at Oval trods al snakken om fraværet af komposition ikke desto mindre har sat deres lydbidder sammen på en gennemtænkt og banebrydende måde.

De seneste år har Markus Popp da også blødt noget op på sine førhen meget kategoriske forklaringer om formålet med Oval. Eksempelvis har han erkendt, at den teoretiske baggrund for musikken mest af alt har været sniksnak. Over for Splendid Magazine er han endda kommet med noget, der ligner en regulær indrømmelse: “Jeg prøver altid at sikre mig, at der er enkle, tilgængelige og musikalsk tiltalende elementer.”. Videnskabsmanden træder her tydeligvis i baggrunden. Og noget af det interessante ved Systemisch er netop, at albummet på én gang er præget af videnskabelig distance og små melodiske stumper.

Når Popp i Splendid Magazine taler om Ovals musik som sin egen, skyldes det i øvrigt, at Metzger og Oschatz blev lempet ud af projektet efter den næste plade, 94diskont. Popp har ikke selv forklaret, hvad der foregik. Men ifølge de to andre skyldtes bruddet uenigheder om, hvor Oval skulle hen. Metzger og Oschatz ville gerne koncentrere sig om musikken og mente, at Popp var i gang med præcis det, han havde beskyldt alle mulige andre for: at glemme musikken til fordel for konceptet.

Måske havde Metzger og Oschatz ret … Det korte af det lange er, at Systemisch langt hen ad vejen rammer en fin balance mellem teknologikritik og regulær musik (uanset om dét så var med vilje eller ej) – og derfor kan anbefales. Måske ikke til alle og enhver. Men lyttere med interesse for elektronisk musik og for spørgsmålet om, hvad musik egentlig er for noget, kan med fordel dykke ind i Ovals kolde blågrå univers.

Trackliste:
1. Textuell
2. Aero Deck
3. The Politics of Digital Audio
4. Schöner Wissen
5. Catchy DAAD
6. Mediaton
7. Tonregie
8. Oval Office
9. Compact Disc
10. Post-Post
11. Gabba Nation

Deltag i debat