Plader

Rumskib: s.t.

Skrevet af Mikkel Arre

Den debuterende Odense-duo er blevet suget ind i en dyb tidslomme – tilbage til dengang, da dream-poppere som Cocteau Twins og Lush var nye og hippe. Men selv om Rumskib altså snarere bor i 1987 end i 2007, virker det æteriske album langtfra uddateret.

At skrive præcise lister over sine inspirationskilder er bestemt ikke altid en spidskompetence hos rockbands – eller hos deres pladeselskaber for den sags skyld. Men den odenseanske duo Rumskib rammer fuldstændig plet ved at referere til bands som Cocteau Twins, My Bloody Valentine, Lush og Curve.

Ja, faktisk kan man efter et par gennemlytninger godt tro, at referencelisten er så udtømmende, at der ikke er mere at komme efter end loyale og veludførte kopier af forgængerne. Men Keith Canisius Baerken og Tine Louise Kortermand viser sig at have så meget personlighed i ærmet, at deres selvbetitlede debutalbum ender med at blive en fin og forfriskende oplevelse.

Især pladens to første numre giver et energi-rush af de helt store. Den hektiske og til tider virkelig kraftfulde “Hearts on Fire” byder på en Curve-lignende programmeringer, og med lag på lag af distortion-guitar, synth og sitrende rytmespor katapulteres omkvædene af sted.
De svungne, ru guitarflader går igen i forårshittet “Springtime”. Sangen ikke har helt så meget power som åbneren, men byder til gengæld på et voldsomt fængende omkvæd, hvor længslen efter det milde forår er oprigtig og smittende.

I begge sangene fungerer Kortermand snarere som et instrument end som en traditionel sangerinde. Helt i stil med Cocteau Twins, der lader til at være blandt de helt store forbilleder, filtrer hendes mange vokalspor sig ind i hinanden. Hun har en flot spændvidde i sit register og sit udtryk, og i f.eks. “Where Are the Flowers” fungerer det rigtig fint, at hun efter at have sunget en smilende lys duet med sig selv bliver mere og mere sammenbidt, efterhånden som bassens mørke understrømme får skyerne til at trække sammen.

Men ellers er der solskin over det meste af linjen. Den solnedgangsrøde guitarlyd skyldes bl.a., at Jonas Munk (alias Manual) har været med til at producere albummet. Munk har også stået for de sprudlende (og til tider lige vel kitschede) programmeringer, der giver numrene det drive, de ellers sagtens kunne savne, i og med at bandet ikke har nogen trommeslager. Det savn klarer de dog udmærket, om end guitarlinjerne, der tårner sig op i “Dreampoppers Tribute”, godt kunne trænge til modspil fra et trommesæt.

Det, der gør Rumskib til andet og mere end en godkendt pastiche, er, at Baerken og Kortermand har været i stand til at få skrevet en håndfuld gode popsange. Takket være f.eks. den hurtige og indtagende “Sneak” viser de, at de har mere i posen end blot ønsket om at komme til at lyde ligesom idolerne. For når man lægger sig så tæt op ad en svunden tids lyd er der en pæn risiko for aldrig at komme videre. Den fare eksemplificeres fint af “Ovation Outsiders” og især den lige rigeligt florlette “Crucial Love Games”, der blot cirkler om sig selv uden noget mål.

Rumskib opfinder ingen dybe (eller flyvende) tallerkener, men hvis man har smag for sværmerisk, sfærisk og sommerlig dream-pop, kan duoens debut bestemt anbefales.

★★★★☆☆

Deltag i debat