Plader

Choir of Young Believers: Burn the Flag EP

Skrevet af Mikkel Arre

Det er ikke hver dag eller for den sags skyld hvert år, at man får serveret en så sikkert udført dansk debut-ep som denne første udgivelse fra Choir of Young Believers. Sangene er stærke, arrangementerne herligt varierede, og enmandsprojektet er tilmed helt fri for at ride på modebølger.

Det kan godt være, at Jannis Noya Makrigiannis har kaldt sit soloprojekt et kor af unge troende, men det lyder nu mest som en flok unge tvivlere. På debut-ep’en holder Makrigiannis i al fald sin stemme i et forsagt, let nedtrykt leje, og de fire numre udstråler en rodfæstet, men heldigvis afklaret melankoli.

Afklaretheden er vigtig, fordi den forhindrer, at tristessen bliver selvmedlidende og trættende. Den skæbne undgår Makrigiannis og hans mange samarbejdspartnere særdeles behændigt ved at pakke de mildt modfaldne sange ind i vidunderligt spraglede arrangementer. Han har ørenhørligt ikke behov for at pensle tristessen ud, men arbejder i stedet anderledes subtilt.

Titelnummeret demonstrerer, hvor fornemt Makrigiannis anretter sine sange. Nummeret starter med sparsom guitar a la José González og når derefter at inkorporere såvel banjo og klaver som klarinet. Alle disse virkemidler bliver imidlertid doseret meget omhyggeligt, så banjoen f.eks. kun optræder i ét vers – og på den måde skaber valget af instrumentering i sig selv variation. Omkvædene er snarere passager med fyldige korlinjer i flere lag end egentlige omkvæd. De lyder på én gang storladne og tilbageholdte – som en grande finale indspillet i en lille etværelseslejlighed.

P3-hittet “Sharpen Your Knife”, der giver de eneste svage indikationer af Makrigiannis’ fortid i Lake Placid, står endnu stærkere. Med sin hoppende basgang og godmodige lille guitarmelodi skiller den sig ud fra resten af ep’en ved at have mere tempo og energi. Omkvædet har popperle-kvaliteter af den slags, der ridser sig ind i hjernebarken, og sammenstødet mellem de kølige krystalsynthflader, den nøgne vokal og den varme baslinje er en af de mest vellykkede blandinger i dansk indiepop længe. At der så går lidt for meget samspilshold i bongotrommerne i det ene vers, er til at bære over med, når det sidste omkvæd på smagfuld vis bliver udstyret med en flimrende bund af lavmælt støj.

Helt så heldigt arrangeret er “We Talk on the Phone” ikke. Der er godt nok en fin variation i nummerets udtryk, men omkvædene bliver lige lovlige pæne og renskurede, ikke mindst pga. tværfløjten, der står meget centralt i lydbilledet.
Samtidig er nummeret det tydeligste bevis på, at Makrigiannis er en bedre musiker end tekstforfatter. De mørke cellostrøg formidler hans savn noget mere følsomt end måske lidt for rim-fokuserede linjer som »called you on the phone / ‘cause the distance it has grown / over night / out of sight / not out of my mind.«

Med “Riot” vender Choir of Young Believers tilbage til den høje standard fra den første halvdel af ep’en. Nummeret er fantastisk dynamisk, på trods af at det er ganske enkelt instrumenteret. Det åbner med klaver og cello, og i det mørke, sugende omkvæd kommer en bas og bumlende, men dog beherskede trommer til. Der er ikke de store armbevægelser, men alligevel fylder Makrigiannis rummet ud med de dybe, pulserende klaverakkorder.

»Should I kiss or break your neck?« spørger han tøvende i afslutningsnummeret og understreger dermed den tvivl, der ligger i numrene. En tvivl, der knytter sig til kærligheden og fremtiden, men heldigvis ikke til de musikalske udfoldelser. Tværtimod virker Burn the Flag EP som en af de mest sikre danske debutudgivelser i lang tid. Sangene er slidstærke, orkestreringen er smagfuld, og ep’en er noget så udansk, at den ikke rider på ryggen af nogen musikalske modebølger. Nu kan man blot ønske sig, at koret af unge tvivlere kommer lige så godt af sted med en regulær fuldlængdeplade.

★★★★½☆

Deltag i debat