Plader

The Raveonettes: Lust Lust Lust

Sune Wagner og Sharin Foo fortsætter med at blande uskyldsrene popmelodier fra 50-60’erne med det farlige, beskidte og betændte udtryk, som Velvet Underground introducerede verden for, og hvilken Jesus & Mary Chain tilførte ekstra feedback-støj. Der er ikke noget nyt under solen, men bundniveauet er højt. De har altid været dogmatiske i The Raveonettes. Det begyndte med Whip It On, som kun ville spille i mol, og så kom Chain Gang of Love, som kun ville spille i dur. Sidenhen syntes den restriktive tilgang dog at blive lagt på hylden, og således fik vi Pretty in Black, der viste et mere alsidigt band, som også trådte en smule tilbage fra de rastløse støjangreb og rendyrkede popmelodien.

Med den seneste Lust Lust Lust bliver det trefoldigt slået fast, at indholdet kredser om begær, sex og forbudte lyster. Lyden hertil? Ja, den er såmænd atter engang dogmatisk, og støjen er så sandelig tilstede fra starten af.

The Raveonettes har ikke tidligere støjet så voldsomt, som de gør i det glimrende åbningsnummer, “Aly Walk With Me”. Sangen projekterer en filmisk faretruende stemning, der mod slutningen brænder gennem celluloiden med hvid skærebrænder-feedback-støj, der overgår alt, hvad forbilledpladen Psychocandy af Jesus & Mary Chain kunne præsentere af spektakel.

Men det er ikke støj for støjens skyld. De høje, skærende volumer rummer en coolness og spænding, som Sune Wagner er mester i at levere. Vi har hørt det mange gange før – men i netop dette tilfælde er det som en overrumplende kulmination oven på et nummer bestående af slæbende beats, vokalparløb i monoton stemmeføring og så det dér filmiske element, som The Raveonettes er gode til at skabe.

Efter eventyret hos Columbia Records er The Raveonettes nu blevet droppet fra selskabet og står således på egne ben. De har selv forestået både optagelse og mixing af Lust Lust Lust og har efterfølgende indgået aftaler med forskellige pladeselskaber i verden. Man kunne forestille sig, at cheferne hos Columbia har nydt bandets popmelodier, men i langt mindre grad deres støj.

Lad det for god ordens skyld blive slået fast, at støjen aldrig igen bliver så voldsom, som den er i “Aly Walk With Me.” Ser man bort fra støjen følges stemning og udtryk fra nummeret til gengæld meget tæt i de efterfølgende numre. Lust Lust Lust vil det simple: Rygraden består af helt basale beats og en lige så basal bas, mens harmoniserende vokaler og twangguitarer fylder på.

Oven i det simple er udtrykket ærgerligvis meget ensartet, så pladens spilletid på 40 minutter bliver faktisk for lang, og man når at kede sig lidt gennem pladen. The Raveonettes kunne derimod have begået en rigtig stærk ep, hvis de havde skåret nogle numre fra og holdt spilletiden under en halv time.

Men når duoen rammer rigtigt, er der til gengæld også tale om små, fine perler. Titelnummeret (med blot et enkelt “Lust”) er en keeper med dyrkningen af samme sløve, atmosfærerige stemning som i åbningsnummeret. Her sukker Wagner og Foos vokaler længselsfuldt om at være faldet ned fra himlen for at være sammen i helvede på grund af deres synder.

Singleudspillet “Dead Sound” er pladens højdepunkt med herlig knas i guitaren og kælne vokaler, der hævngerrigt synger mod en gammel flamme: »Your cheap words that you bought on sale / Won’t help you through tonight.« I “Blush” tager Sune Wagner alene vokaltjansen, og han giver udtryk for en skrøbelighed, der bevæger sig langt ud over de klichéfyldte tekster, som aldrig har været hans force.

I “Sad Transmission” står inspirationen fra den tidlige 60’er pop knivskarp. Med tramp og klap bringer introen mindelser om The Chordettes’ “Lollipop,” men Sune og Sharin vil mere end blot tyggegummipop, selvom de lader stilen være afsættet for deres versionering. Bagved syder det med guitarstøj, og guitarsporene får da også overtaget, efterhånden som man kommer længere ind i nummeret.

Det sødlige afslutningsnummer “The Beat Dies,” som Sharin synger alene, lukker på afdæmpet vis pladen. Det lyder ganske uskyldigt, når Foo synger, men prøv at tygge lidt på ord som: »The first love you can’t escape / The second love feels like rape.«

The Raveonettes fortsætter deres eklektiske pastiche, som indbefatter lige dele 60’er pop og 80’er støj. Wagner fortsætter sit ridt ud i musikhistorien og plukker, hvad han kan bruge af inspirationer. Selvom Lust Lust Lust rummer for mange uvedkommende numre, er bundniveauet stadig højt. Dog savner denne anmelder, at bandet prøver at løsne tøjlerne en smule, glemmer dogmerne og bare spiller uden særligt øje for det ene eller det andet virkemidel. Indtil da vil jeg tillade mig at programmere lidt i det nye udspil for at skabe min egen udmærkede, nye The Raveonettes-ep.

★★★★☆☆

Deltag i debat