Plader

Fleet Foxes: s.t.

Den ur-amerikanske og særprægede debut fra de hypede Fleet Foxes lyder af traditionel amerikansk musik, og gruppens vokalharmonier vidner om en naturfascination uden lige. Det er smukt, det er betagende. Men skønheden og den totale harmoni bliver alt for kedelig i længden, og udtrykket har svært ved at bære et helt album.

Det første, der springer i ørerne, når man lytter til debuten fra Fleet Foxes er, hvor ekstremt anakronistisk deres musik og univers er. Det samlede indtryk af gruppens eponyme debut minder ikke om særlig meget andet på dagens musikscene, om end musikken lyder som en del andre amerikanske indiebands.

Det specielle ved Fleet Foxes er, at deres musikalske inspiration ikke skal findes i punk, postpunk eller anden musik fra sidste halvdel af forrige århundrede. I stedet trækker de på klassiske roots- og folk-traditioner, og banjo, enlig guitar, a capella og frem for alt vokalharmonier fylder stort set alt i lydbilledet, men alt sammen er det filtreret gennem en krystalklar produktion, som måske er det, der får musikken til at lyde som meget andet fra starten af det nye årtusinde, selv om inspirationerne soleklart stammer fra 30’erne og 40’erne.

Vokalharmonierne minder for eksempel langt mere om traditionel amerikansk musik, som den kendes fra O Brother, Where Art Thou?, end om dem, man er vant til at høre i dagens musik. Ofte fungerer de mere i kraft af sig selv end som katalysator for tekst og melodi, og dette er en af brikkerne i Fleet Foxes’ grænseløse skønheds- og harmonistræben. Vokalerne flyder harmonisk i lydbilledet, og ofte opdager man, at man lytter til vokalen i sig selv frem for til teksten eller melodien. Det bedste eksempel er “Heard Them Stirring”, der er et tekstløst nummer udelukkende bestående af vokalharmoni.

Drømmen om total harmoni er også konstant til stede i tekstuniverset. Ligesom musikken lyder som noget fra en svunden tid, er Fleet Foxes’ tekster gennemsyrede af arkaisk billedsprog og en naturfascination, som nærmest aldrig før er hørt mage. Ofte giver pladen mindelser om den amerikanske forfatter Henry David Thoreau, der i starten af 1800-tallet skrev om at leve i pagt med naturen i klassikeren Walden. Ligesom Thoreau finder Fleet Foxes enorm skønhed i solen, skoven og dyrene, og frem for alt finder de en næsten guddommelig harmoni og balance. De fleste af pladens tekster handler om dyr, oftest fugle, (“Sun It Rises” besynger et egern!), bjerge og skove, og det synes at være bandets mål at få musikken til at lyde af naturen frem for bare at synge om den.

Det lykkes faktisk langt hen af vejen, især i kraft af de føromtalte vokalharmonier, der mere fungerer som instrumenter end som vokaler i traditionel forstand. Indtrykket af musikken er luftigt og æterisk, og det kunne være soundtracket til en 40 minutter lang film om solens stråler, der langsomt får morgenduggen til at fordampe.

Ovenstående giver måske indtryk af, at Fleet Foxes har en helt unik lyd, men det er bestemt ikke tilfældet. Forsanger Robin Pecknolds stemme er næsten identisk med dén, der sidder i struben på My Morning Jackets Jim James, og netop My Morning Jacket er et andet amerikansk band, der, i al fald i starten af deres karriere, trak veksler på musikgenrer og udtryk fra første halvdel af det 20. århundrede. Fleet Foxes lyder lidt som noget, man kunne have forestillet sig My Morning Jacket lave, hvis de ikke havde foretaget et voldsomt stilskift med Z i 2005.

Selv om Fleet Foxes lyder af moderne amerikansk indie er deres anakronistiske udgangspunkt og deres brug af vokalharmonier alligevel mere end nok til at skille dem ud fra mængden. Og som sådan er Fleet Foxes’ musik meget egen og fascinerende, men i løbet af et helt album sætter kedsomheden og frem for alt ensformigheden ind. Produktionen får samtlige numre til at lyde ens og en smule kønsløse. Det hele bliver for rent og for pænt og for harmonisk. Harmonien og skønheden jages i en sådan grad, at de enkelte numre ikke bliver gribende og sjældent genererer mere end fascination og benovethed over, at noget kan lyde så rent og smukt. Vist er der små perler som den let dystre “Tiger Mountain Peasant Song” og de to esser “Meadowlarks” og “Oliver James”, der nærmest synes at holde vejret i al deres harmoniske pragt. Men helhedsindtrykket er, egenartetheden uagtet, meget jævnt og ret kedeligt.

Det harmonistræbende udtryk bliver simpelthen for meget over en hel plade, og derfor vil jeg tillade mig at anbefale gruppens ep, Sun Giant, der udkom tidligere på året. Den består af fem fremragende numre, og det er lige præcis den rette dosis Fleet Foxes. Her når mætheden ikke at melde sig, og man føler sig udelukkende tilfreds og betaget.

Så alt i alt er Fleet Foxes en kedelig, men løfterig plade fra et yderst interessant nyt band, som man bør nære visse fremtidsforhåbninger til. Deres konstante besyngen af naturen er aldrig mindre end interessant og fascinerende, og de er et af de få af dagens bands, der i den grad omfavner et ur-amerikanske udtryk med tråde tilbage til såvel landets tidligste musik som litteratur. Hvis de formår at variere deres udtryk, er der muligvis guld i vente.

★★★½☆☆

1 kommentar

  • kan overhovedet ikke forstå den her anmeldelse. kunne ikke være mere uenig i at det er et kedeligt album. det er et genialt album. Tror det er den første negative anmeldelse jeg har læst af det her album, det er jo på et utal af lister over årets album i diverse medier i USA og England. Pitchfork har kåret det som årets album i 2008 hvilket jeg kan kun kan nikke forstående til. Ved ikke hvad der sker for den her anmeldelse? PISSEFEDT album!!

Deltag i debat