Plader

Kellermensch: s.t.

Kan man kombinere storladen, emotionel rock med en postpunket rytmegruppe og dødsmetal-growl? Det mener Kellermensch fra Esbjerg, og hvis man lytter til deres debutalbum, lyder det som om, de har ret. En sammensmeltning af ulige størrelser bliver i deres hænder til et koncentreret udtryk.

De færreste musiklyttere er benhårde genreryttere. Selvfølgelig er der mennesker, der har en stærk tilknytning til en bestemt subkultur og tydeligt udtrykker den, om det så er emo, punk eller hiphop, men jeg har endnu ikke mødt nogen, som – trods deres stærke tilknytning til en bestemt genre – ikke havde et eller andet andet i deres pladesamling, de holdt af. I et band er der tit repræsenteret mange forskellige præferencer, der stiger med antallet af bandmedlemmer. Ofte bliver bands enige om en retning, hvor de kun fokuserer nogle af deres kunstneriske inspirationer, men andre gange forsøger et band at inkorporere så mange af deres inspirationskilder som muligt.

Sådan et band er esbjergensiske Kellermensch. Og selvom det er en farlig manøvre, fordi det let kan blive en rodebutik, så har bandet faktisk formået at samle deres inspirationskilder til et klart udtryk. Deres inspirationskilder kommer godt nok primært fra rock i den mørke ende, men der er alligevel et bredt genrespænd at spore i deres lyd. Lad mig demonstrere:

“The Day You Walked” starter med statiske strygere, inden krigstrommer og tung bas sætter dem på plads, hvorefter de bliver vemodige. Så kommer der et break, hvor en mumlende, emotionel Thom Yorke-vokal synger, inden nummeret bygger op til growl og skrigende vokaler ind over hinanden. Det er episk komponeret og meget intenst. Som at rive trærødder op af mulden ved skumringstide.

Men nummeret fremviser en del af Kellermensch’ vidtspændende musikalske virkemidler. Det er intens rock, der bruger fremskudt bas og tunge tamtam-rytmer fra den mørkeste postpunk, og det er emotionelle vokaler og progressive, storladne sangstrukturer, som er hentet lige dele fra Radiohead og Deftones. De skrigende vokaler og skærende guitarriff lyder også oftest som noget fra sidstnævnte band, der lidt uretfærdigt har fået mærkatet “nu-metal”. Lyden, stemningen og intensiteten i sangene får mig også nogle gange til at tænke på 16 Horsepower.

Det, der især falder i ørerne, er den udbredte brug af growl, som ellers primært hører klassisk dødsmetal til, men når man kommer fra en by med en lang, stolt tradition for metal, er det vel svært at komme udenom. Pointen er dog, at det fungerer glimrende i kombination med de andre inspirationer, og deres udtryk virker sammenhængende på hele pladen. Derfor kan bandet også lave personlige coverversioner af så vægtige numre som “Dirt in the Ground” (Tom Waits) og “Don’t Let It Bring You Down” (Neil Young) og slippe helskindet fra det.

Kellermensch skal ikke have ros for at turde at bruge growl i en utraditionel setting. De skal have ros for at få det til at fungere, for at samle deres brede vifte af inspirationskilder i et koncentreret udtryk og endda formå at smide en række stærke sange oveni.

★★★★½☆

Leave a Reply