Plader

Phosphorescent: To Willie

Skrevet af Mads Jensen

Hvem Willie? Den Willie. Phosphorescent har valgt at hylde sit idol, Willie Nelson. Det gør han ved at fortolke 11 af Willies sange. Resultatet virker dog lidt mærkeligt, da det er svært at se, hvordan en så “ucountry’sk” plade skal hylde en countrylegende. Ikke desto mindre er det en flot plade.

Phosphorescent er et onemanshow ved navn Matthew Houck. Dette er hans fjerde album. Hans forrige, Pride, blev rost meget rundt omkring, men ikke her på stedet. Lad mig med det samme sige, at jeg er mere positivt indstillet over for To Willie, end min kollega var over for forgængeren. Konceptet med at hylde Willie Nelson over 11 covers tager jeg i hvert fald hatten af for. Willie Nelson er en af de få, der for alvor kan siges at have brudt ind i selv den europæiske mainstream. Han er derfor et ikon og fortjener hyldest. Nærværende hyldest vil dog ikke nødvendigvis falde i hardcore Willie-fans’ smag. Det er mere en plade for indie-segmentet, men de tager heller ikke skade af at lære Willies sange bedre at kende. Desuden ville det være uopfindsomt at genindspille 11 sange nøjagtigt som de lød i forvejen.

Nu skal det ikke forstås som, at pladen er opfindsom, for det er den ingenlunde. Faktisk lyder den så bekendt, at man næppe ville lægge mærke til, at der var tale om covers, hvis ikke man havde fået det at vide. Det lyder som Pride, Iron & Wine og Dolorean. Men det er jo heller ikke skidt. Det er bare heller ikke opfindsomt. Houck synger rigtig godt og tilpas trist til sadcore, americana, alt. country, eller hvad man nu helt præcist skal kalde det. Melodierne og teksterne er gode, men det er vel dybest set ikke Phosphorescent, man skal rose for det. Den minimale instrumentering passer godt til det valgte udtryk.

Det, man enten elsker eller hader ved pladen, er, at To Willie lyder som en trist mand, der sidder i en skovhytte og har givet op. Han sidder og drikker whisky og græder lidt over gamle sweethearts. Man fornemmer, at hvis man klemte ham på skulderen og spurgte, om ikke han ville med ud i det gode vejr, så ville han gøre sig vanskelig og vrøvle noget om, at verden ikke havde noget at tilbyde ham.
Originalerne er old school-country, og når man hører Willie synge dem, så ser man ikke en vanskelig mand fyldt med selvmedlidenhed, men man ser en mand. En rigtig mand. Han kunne godt sidde i en skovhytte, og man kunne godt få det indtryk, at han selv havde bygget den. Han ville temmelig sikkert også drikke whisky – bourbon forstås. Men han ville ikke være vanskelig og en smule ynkelig som vores ven ovenfor. Han ville tage det som en mand. Drikke sig fuld, javel, men han ville også stå op for at hugge brænde næste morgen.

Om man foretrækker den ultimative selvmedlidenhed eller machotypen, der kan være ked af det, men som ikke lader det slå ham ud, er naturligvis en smagssag. Det er rart, at det er fortokninger og ikke genindspilninger, men om verden har brug for en alt. country-version af countrysange, er jeg ikke så sikker på. Will Oldham udgiver jo plader i et tempo, hvor man skal være hurtig for at kunne følge med, så mon ikke To Willie vil drukne i strømmen af udgivelser inden for genren? Den virker kort sagt en smule unødvendig.

I sidste ende trækker det op, at den ikke lyder som originalen, samtidig med det trækker ned at lave en hyldest til Willie Nelson, uden man kan høre, det er hans sange, medmindre man kender dem i forvejen. Det trækker dog igen op, at man vil hylde Willie, og så er det en flot plade, uanset hvem der har skrevet sangene.

★★★★☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar