Plader

Phosphorescent: Pride

Skrevet af Mikkel Mortensen

Det går langsomt, rigtig langsomt på amerikanske Matthew Houcks fjerde album under navnet Phosphorescent. Slowcore, sadcore og enormt tyste singer/songwritere kan være interessante, men det er Phosphorescent desværre ikke. Musikken er så indadvendt, at man kommer til at tro, at Houck helst ikke vil have lytteren indenfor.

“Hold da kæft, hvor går det langsomt!”. Det var vist min første tanke, da jeg for første gang var kommet igennem Phosphorescents fjerde album, Pride, og det er bestemt rigtigt: Amerikanske Matthew Houck tager sig god tid. Han når aldrig højere op end hvilepulsen, og hans stemme kommer aldrig over det sagte. Men det behøver jo ikke nødvendigvis at betyde, at albummet er dårligt. Low har jo f.eks. gjort en dyd ud af det langsomme og stille og lavet flere fremragende albums på den måde. Så god er Pride dog slet ikke.

Pladen er simpelthen for indadvendt til virkelig at gøre indtryk. Man kunne jo håbe, at gentagne gennemlytninger ville få albummets otte sange, der alle som én befinder sig nær det musikalske forsvindingspunkt, til at åbne sig, men det sker alt for sjældent. Det meste af tiden føles det, som om Matthew Houck ikke er interesseret i at invitere lytteren inden for i sit univers, og så er det jo ikke nemt at være tilhører.

Heldigvis er der dog et par enkelte sange, hvor det som lytter er muligt at være med. Den stemningsfulde “Wolves” har held med at kombinere mandolin, keyboards, og en elektrisk guitar hen over en fin melodi, mens Houck krydrer sangen med en stille desperation. Ligeledes glimrende er den skrøbelige “My Dove, My Lamb”, hvor lydbilledet fyldes ud med guitar, mundharmonika og et tilsyneladende stort kor. Sangen er dog med sine over ni minutter alt for lang, og Houck kunne med fordel have skåret minimum et par minutter fra.

De fleste sangene lægger man imidlertid ikke mærke til. Albummets to første sange, “A Picture of Our Torn Up Praise” og “Be Dark Night” synges begge af Houck i selskab med et kor, og de får, også på grund af det nærmest slow motion-agtige tempo, en salme-agtig kvalitet, hvilket kun forstærkes af den stærkt troende Houcks brug af religiøs sprogbrug. Det er dog ikke ligefrem den slags salmer, der kan konvertere nye sjæle til flokken, men nærmere den slags, der får folk til at falde i søvn på kirkebænken.

Bedre bliver det ikke i “Cocaine Lights”, der føles nærmest ugidelig med sit slæbende, livstrætte beat og de alvorstunge og traurige klaverakkorder, kombineret med Houcks vokal, der får det til at lyde, som om han ikke gider mere. Titelnummeret kunne være et Animal Collective outtake, der aldrig burde se dagens lys. I seks l-a-n-g-e minutter driver Houck formålsløst rundt i et univers befolket af vokalharmonier og hyl. Eksperimenterende? Ja. Godt? Nej.

Det vides ikke, om Matthew Houck er én af den slags musikere, der kun laver musik for sin egen skyld, og selvfølgelig skal han først og fremmest stille sig selv tilfreds med det, han laver. Men det er alligevel ærgerligt, at der ikke er megen plads til andre i det univers, han skaber. Houck kan jo tydeligvis skrive fremragende, tyste og stemningsfulde sange – det er “Wolves” og “My Dove, My Lamb” klokkeklare beviser på, men de to sange er mutters alene på Pride.

★★☆☆☆☆

Lyt til “A Picture of Our Torn Up Praise”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/tornuppraise.mp3]

1 kommentar

  • Jeg har nu læst denne anmeldelse og hørt pladen en 50 gange og jeg er dybt uenig. Det er en dybfølt plade med store højdepunkter eksempelvis åbneren “œA Picture of Our Torn Up Praise”, den korte “A death, A proclamation” og “Wolvess”, men vi er åbenbart så forskellige – anmelderen og jeg – at når han keder sig og tæller sekunder, ja så nyder jeg en smuk stund med Matthew Houck – ligesom i går til en meget varierende og flot koncert på Loppen – og alt det går anmelderen glip af. At give “To Willie” dobbelt så mange stjerner som denne plade virker mystisk.
    Lyt til Phosphorescent og faktisk er numrene måske endnu bedre i Daytrottter versionerne?

Deltag i debat