Koncerter

David Byrne, 16.03.09, Falconer Salen, Frederiksberg

David Byrne
Skrevet af Christian Klauber

David Byrne uden Brian Eno? David Byrne med dansepiger? Hvad giver I mig? En stor, stor koncertoplevelse og en fest uden lige med en helt fantastisk veloplagt, storsyngende David Byrne i forgrunden. Fit and funky – sikke et brag!

Lige siden David Byrne – for efterhånden mange år siden – nonchalant slentrede ind i mit liv med sin ghettoblaster, har jeg drømt om at se manden live. Og nu kom chancen endelig. Ganske vist som sig selv, dvs. uden Talking Heads og uden Brian Eno, men hvis der var nogen, der savnede disse komponenter i Falconer Salen, så glemte de dem hurtigt.

Klædt helt i hvidt og i front for et syvmandsband med tre sangere lignede David Byrne i hvert fald sig selv fra Talking Heads-dagene. Og han syntes da også at være klar over det potentielle sammenstød mellem Talking Heads-fortiden og nutiden, for han startede på charmerende vis med at ridse koncertens præmis op: Der ville være noget fra fortiden og noget fra nutiden. Da ordet »past« helt klart fik det største bifald, var han ikke sen til at lave sjov med det, også selvom han tilsyneladende var ligeglad. Koncertens første nummer var i hvert fald “Strange Overtones” fra det nyeste album, Everything That Happens Will Happen Today.

Herefter svingede han – med fuld smæk på – direkte over i fortiden med “I Zimbra” fra albummet Fear of Music, tilbage til nutiden med “One Fine Day”, inden han tog en connaisseur-afstikker til albummet My Life in the Bush of Ghosts og nummeret “Help Me Somebody”. Her kom der for alvor også gang i de lovede dansere. Og havde nogen på forhånd tænkt up-tight dansere a la Madonna eller Britney Spears, så blev de skuffede.

Ikke dermed sagt, at det var dårligt, for det var det overhovedet ikke. Det var – heldigvis – anderledes og næsten balletagtigt, nøjagtig som man egentlig burde forvente det, når det er David Byrne, der står bag. Forkærligheden for det skæve og lidt tilbagelænede gjorde f.eks., at koreografien på et tidspunkt inkluderede fire skrivebordsstole, ligesom der var plads til de obligatoriske løb på stedet og på den måde, at David Byrne kunne vise sine evner som performer og selv indgå i koreografien på udvalgte tidspunkter.

Midtvejs i koncerten røg tempoet for alvor op på øverste hylde, da nogle af de gamle Talking Heads-klassikere blev hevet frem. Det startede med “Once in a Lifetime”, hvilket fik folk til at rejse sig op. De blev dog ikke stående, muligvis fordi stolene lidt var en forhindring for at fyre den fest af, David Byrne inviterede til (den/dem, der planlægger en sidde ned-koncert med David Byrne, kan ganske enkelt ikke have kendskab til manden. Hovedløst!). Først med “Life During Wartime” blev folk stående, og der blev de så stående resten af koncerten, dansende, hujende og klappende.

Koncerten varede et godt stykke tid endnu, for det blev til intet mindre en næsten en halv times ekstranumre, heriblandt hittet “Take Me to the River” (sær økonomi, der er i ekstranumre: Selvom Byrne og hans folk har spillet og danset, så de nærmest var ved at segne, lød folk næsten aggressive, da han ikke kom ud med det samme). Men han kom ud – og det med den smukke “Air”, og da folk herefter troede, at nu var det slut, fordi der igen blev mørkt i salen, tog Byrne fusen på alt og alle og blæste “Burning Down the House” ud over folk iført strutskørt. Det er der ikke mange andre end Byrne, der kan finde på.

Det sidste og afsluttende femte ekstranummer var passende “Everything That Happens Will Happen Today”, og linjen »everything that happens will happen today / and nothing has changed, but nothing’s the same« satte min koncertoplevelse i relief. Det var en fantastisk oplevelse at være til stede denne aften, og selvom intet er ændret, og der er en dag morgen og i morgen og i morgen, så er en oplevelse som denne alligevel med til at skubbe en lille smule til ens liv. Skulle jeg prøve at forklare, hvor jeg er lige nu, efter at have oplevet en levende legende udfolde sig i Falconer, så er det i en bar: »The name of the bar, the bar is called heaven.«

★★★★★★

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Leave a Reply